Af lektor ved Sorbonne Université, Matthias Dressler-Bredsdorff
Samtidsromanen går ikke så meget op i at være stor litteratur som i at intervenere i verden, at reparere på det kollektive fletværk. På den måde er der en brudflade i det i forhold til den stemning af uro, der karakteriserer det 20. århundredes roman.
Sådan siger den franske litterat Alexander Gefen til den franske avis ’Le Monde’, da han i 2017 bliver inviteret til at sætte ord på tendenser inden for samtidslitteraturen. Særligt et begreb forekommer ham i den forbindelse centralt: exofiktion.
Ifølge Gefen er der ved at ske en bevægelse væk fra den autofiktion, der nu i stigende grad bliver betragtet som forældet og unødvendigt selvcentreret.
Litteraturen skal igen ud i verden, væk fra det skrivende selv. Kunsten skal være brugsorienteret og aktivistisk. Ikke blot beskrive verdens problemer, men også handle på dem. Til det formål passer den nye genre som fod i hose.
Exofiktionen, forklarer Gefen, svarer nemlig igennem sin iscenesættelse af historiens glemte bipersoner til et behov i tiden for at reparere på de nedarvede traumer. Ligesom faghistorikere siden 60’erne har skrevet de undertryktes eller ignoreredes fortællinger, skal litteraturen nu gøre det samme.
Og hvad betyder det så, exofiktion? Jo, mens fiktion er det latinske ord for at forme eller foregive noget, så stammer exo fra græsk og betyder ude eller udenfor. Hvor autofiktionen er en selvskrift, der tager udgangspunkt i de private oplevelser, er exofiktionen derimod en slags afskrift, som iscenesætter en eksisterende persons personlige historie. Begrebet selv skyldes forfatteren Philippe Vasset, der i starten af 10’erne søgte en ny betegnelse til sin egen særlige blanding af roman og historieskrivning, som den blandt andet kom til udtryk i bogen ’La Conjuration’. Vasset skrev om virkelige personer, men han gjorde det med litterære virkemidler. Altså, mente han, bedrev han ikke auto- men exofiktion.
Den biografiske fiktion
For Alexandre Gefen, der i Frankrig er blevet genrens chefanalytiker, er exofiktionen dog ikke ligefrem en ny tildragelse. Snarere er det en moderne udløber af det, han kalder »fiction biographique«.
Hertil regner han alt fra den græske forfatter Plutarchs storværk ’Parallele liv’ om oldtidens store mænd til østrigeren Stefan Zweigs biografier om Marie Stuart og Marie Antoinette fra begyndelsen af det tyvende århundrede.
Spørgsmålet er imidlertid om, man ikke kan brede genren endnu længere ud. For har ikke alle biografier et snært af fiktion? Svært er det at finde en livshistorie, der ikke på den ene eller den anden måde er skåret over en fortælleakse.
Og tager man det helt lange lys på kunne selv ’Det Ny Testamente’, med dets historier om en faktisk eksisterende tømrer ved navn Jesus, der er overbevist om, han er Guds søn, strengt taget falde ind under den exofiktive paraply.
Exofiktionen i Frankrig
Exofiktionen betegner altså måske ikke så meget en ny genre, som en kraftig samtidstendens.
Kigger man på de sidste års franske litteratur, synes der ganske rigtigt at være tale om en bølge af historisk-dokumentariske romaner.
Mest kendt i Danmark er måske forfatteren Emmanuel Carrère, der startede sin karriere med at skrive om sig selv, men som med sin forrige bog ’Gudsriget’ – en slags litterær oldtidsjournalistik om de første kristne sekter – begyndte at bedrive en hybridform mellem auto- og exofiktionen.
Et andet navn, der efterhånden har skrevet flere værker i genren, er Laurent Binet, som på dansk er udkommet med HHhH om Gestapochefen Richard Heydrich. En bog, der i øvrigt indskriver sig i en hel undergenre af exofiktive andenverdenskrigsromaner, hvoraf også Olivier Guez’ ’Josef Mengeles forsvinden’ bør nævnes.
De franskkyndige kan derudover more sig med Binets ’La Septième Fonction du Langage’ om 70’ernes franske intellektuelle og i særdeleshed kritikerikonet Roland Barthes.
Ved siden heraf finder man et hav af nye romaner, der interessant nok alle behandler store kunstnere – eller snarere deres muser.
Camille Laurens har således skrevet om Edgar Degas’ balletpigemodeller, ligesom Modiglianis, Francis Picabias og Marguerite Duras’ elskere og elskerinder de seneste år er endt som hovedpersoner i diverse bøger. Lige i Gefens ånd.
Af ældre franske udgivelser, der for nylig er blevet genudgivet på dansk, må også nævnes Margerite Yourcenars Kejser Hadriens erindringer , der i Frankrig har noget nær absolut klassikerstatus, og som måske kan siges at være den første moderne roman i en genre, der kun ser ud til at vinde mere frem.
Kommentarer