Efterårsbogen

Johanna Venho har indfanget Tove Janssons efterår i smuk og nostalgisk roman, hvor den ældre forfatter pakker sit liv ned i sommerparadiset. 

’Efterårsbogen’ foregår i sommeren 1991. Tove Jansson og hendes livspartner Tuulikki Pietilä tilbringer de sidste dage på deres elskede ø Klovharu, hvor de tidligere har tilbragt 30 somre. Alderen forhindrer dem i at komme tilbage, og det er tid for refleksioner over, hvad kunstnerlivet har krævet af Tove og hendes mor.

Bogen er fortalt af den unge fiktive kvinde Maria, der læser biologi på universitetet, og som er stor beundrer af Tove Jansson. Maria er påvirket af livet med sin syge mor og sin dominerende kæreste, så da hun beslutter at tage på sommerkursus med universitet i nærheden af sit helt store idol, hvis liv hun kan følge på tæt hold, undergår hun en stille forvandling. 

Kapitlerne veksler mellem at handle om Tove og Maria, og de mange tanker Tove har, har forfatteren tillagt hende, men de repræsenterer nok meget fint mennesket Tove Jansson. Efteråret optræder på mere end en måde. Både ift. Toves alder og i de vemodige følelser i, ikke kun at lukke sommeren ned, men også i at vide, at livet aldrig bliver det samme.

Øens detaljer og landskaber folder sig smukt, barsk og illustrativt ud. Beskrivelsen af, hvordan dele af naturen efterhånden flytter ind i mennesket, når man lever så tæt på den, er helt vidunderlig: "forårets bragende isflager" samt "dunede fugleunger", som hen ad vejen forvandles til "efterårets halvdunkle strenghed". Man huskes på, at "man bærer sin barndom med sig for altid", og hvordan netop barndommen engang fremstod som et uendeligt landskab af frihed og en væsentlig dør at holde åben til kunstnersjælen. Nogle karakterer fra Mumiuniverset er født på og af Klovharu og knytter sig direkte til Toves personlige oplevelser på øen.

Bogen indeholder fakta om Tove Janssons liv, men hendes tanker er født af forfatterens kunstneriske frihed. Tove Jansson skrev Sommerbogen i 1972, der også foregår på hendes ø, og Johanna Venho har indsat tanker om hvad øen, naturen og Toves forhold til moren har betydet for hendes liv. Bogen er en form for erindringsbog og en kærlighedshistorie.

Johanna Venho skriver både poetisk og levende, så man kan næsten føle den vemod og sorg, som er forbundet med at måtte give op. Fortid og nutid går side om side, og Maria og Toves liv berører og bevæger hinanden i dyb forståelse.