Lotte Kaa Andersen har med 'Den inderste kerne' skrevet historien om seismologen Inge Lehmann, som er gået i glemmebogen i dansk historieundervisning. Nu har Andersen åbnet kassen på loftet og fortæller her om fundet af videnskabskvinden og tilblivelsen af romanen.
Af Lotte Kaa Andersen, forfatter
Kvinden, der opdagede Jordens indre kerne
I 1936 fremsatte verdens første og eneste kvindelige seismolog en revolutionerende videnskabelig teori. Hun var relativt ny i faget og kunne intet bevise, men ud fra flere års analyser af et jordskælv i New Zealand skrev hun, at der sandsynligvis var belæg for at omdefinere det eksisterende billede af Jordens opbygning. Hun mente at være stødt på en indre kerne i klodens centrum, men formulerede sin tese i beskedne vendinger, kort og præcist. Artiklen gav hun verdenshistoriens korteste titel: P’ og udgav den i et lille obskurt magasin Publications du Bureau Central Seismologique International. Teorien blev mødt med tavshed blandt astronomer og matematikere – for hvem var denne I. Lehmann, og hvor vovede han at komme blæsende ind fra højre og påstå, at planeten så anderledes ud end den vedtagne model? Ingen havde fantasi til at forestille sig, at det var en kvinde, der stod bag artiklens signatur.
Inge Lehmann var uddannet matematiker fra Københavns Universitet og kom ved et tilfælde til at arbejde med jordskælv på Geodætisk Institut midt i 1920’erne. I første omgang blev hun ansat til at oversætte sin chefs videnskabelige arbejde til engelsk og tysk, senere fik hun lov til at skrive en magisterkonferens i geodæsi og blev udnævnt til statsgeodæt. Hendes stilling var administrativ, så al hendes forskning blev bedrevet om søndagen og i de to ugers ferie, hun havde om året. Hele hendes liv var hun forud for sin tid og derfor altid lidt på kant og ude af trit med sine omgivelser. I 1910, da ingen havde hørt om udvekslingsstudier, rejste hun til Cambridge University, fast besluttet på at bestå verdens sværeste matematikeksamen, The Mathematical Tripos, selvom kvinder dengang hverken havde adgang til bibliotekerne eller til den egentlige undervisning på det gamle eliteuniversitet. Hun var 80 år, da hun modtog den første store anerkendelse for sit videnskabelige arbejde i Danmark, og den sidste videnskabelige artikel skrev hun, da hun var 99 år. Hun blev aldrig gift og fik ingen børn.
Et studie i modige valg og nervøse sammenbrud
De sidste to et halvt år har jeg tilbragt i selskab med en pioner, der havde evnen til at lytte til det, der ikke kunne høres og se det, der endnu ikke fandtes. En bad ass matematisk begavelse, som med sit talent satte et blivende aftryk på vores forståelse af kloden. Ethvert kvikt skolebarn i USA kender hende, mens kun de færreste danskere ved, hvem hun var. Selv hørte jeg om hende ved et tilfælde, da min yngste søn kom hjem fra skole 10-11 år gammel og fortalte, at ”det var en dansk dame, der opdagede Jordens indre.” Er du sikker, sagde jeg, allerede i gang med at google. Da jeg nogle år senere var på udkig efter stof til en ny roman, kom jeg til at tænke på seismologen igen. Jeg læste alt, hvad jeg kunne finde og gik en tur på Hørsholm Kirkegård, hvor hun ligger begravet. Jeg kørte op til hendes sommerhus i Holte og forestillede mig, hvordan hun sad derinde i 1930’erne med sine overklippede OTA Solgrynæsker og sine seismogrammer og beregnede jordskælvsbølgers vinkler og koordinater. I dag ville man benytte en lommeregner med indbyggede knapper for cosinus og sinus; hun havde kun blyant, passer og vinkelmåler til rådighed. OTA Solgrynæskerne brugte hun som en tidlig form for computer. Hver æske repræsenterede en destination på kloden; her kunne hun lagdele og kategorisere al den viden, hun indsamlede om sine jordskælv. Systemer, overblik, grundighed og en næsten manisk interesse for detaljen er Inge Lehmanns særkende. Hun arbejdede i dybden og insisterede på kun at aflæse originale seismogrammer. Hendes kolleger interesserede sig mere for det store billede og brugte gerne afskrifter og summaries i deres forskning. De mente, at hun gjorde tingene mere besværlige for sig selv. At hun gik over åen efter vand. I brevene kan jeg se, at hun gang på gang må forsvare sine metoder, men hendes vigtigste erkendelser sker netop på grundlag af det, de andre seismologer ikke hæfter sig ved. Hun formulerer sig beskedent og indtager en ydmyg position, men hun ved, at hun har ret.
I Inge Lehmanns fodspor
I efteråret 2018 gik jeg i Inge Lehmanns fodspor og fik lyst til at lære hende rigtigt at kende, give hende en stemme og skrive den historie, der endnu aldrig var fortalt i romanform. Jeg opsøgte hendes familie, tilbragte lange dage på Rigsarkivet og læste hendes faglige korrespondance med videnskabsfolk fra hele verden. Jeg mødtes med en jordskælvsforsker og ledte i alle hjørner efter en indgang til at forstå denne både skrøbelige og bomstærke kvinde. Hvem var hun? Nøglen fandt jeg, da familien en dag skrev til mig, at de havde været på loftet og fundet en flyttekasse med personlige breve og billeder, som jeg var velkommen til at komme og kigge i. Kassen havde stået uåbnet, siden Inge Lehmann døde i 1993, og her fandt jeg en dagbog fra 1905-1906, som ingen kendte til. Dagbogen gjorde hele forskellen. Pludselig kunne jeg se hende for mig. De gulnede sider med den stramme lille håndskrift gav et rørende indblik i en højt begavet ung kvindes tanker, og jeg forstod, at jeg havde fået serveret en stærk romankarakter i det mørnede grå hæfte. Inge Lehmanns historie følger det 20. århundrede og sendte mig på et kolossalt researcharbejde. At skrive på et dokumentarisk fundament med forankring i en historisk person har både været med til at gøre romanen sværere at skrive og samtidig har arbejdet føltes vigtigere; mere dirrende og relevant end noget, jeg før har beskæftiget mig med. Hendes liv er et studie i modige valg og nervøse sammenbrud, stor følsomhed og stor begavelse. Rejser, fejder, dybe skuffelser og livslange venskaber, uforløst kærlighed og banebrydende opdagelser. Hun var en enegænger, der måtte grueligt meget igennem, før verden fik øjnene op for hendes talent.
Ny oplysningstid
Forfattere sidder gerne som ensomme satellitter rundt omkring i verden og passer deres. Det er arbejdets natur. Vi taler helst ikke om det, vi skriver på, nogle mener ligefrem, at det kan være farligt. Kraften kan gå ud af ideen, hvis man sætter alt for mange ord på, og hvem ved, om det, man sidder bøjet over, nogensinde bliver til noget? Ordene skal helst blive i manuskriptet, indtil man er helt sikker på, at man har en roman. Derfor ved vi kun sjældent, hvad andre forfattere arbejder på. Først da jeg havde afleveret Inge Lehmann-manuskriptet til mit forlag midt i januar i år, gik det op for mig, at jeg var en del af en fransk bølge, hvor forfattere via fiktionen undersøger og fortolker virkelige personer. Det viste sig, at vi var flere, der havde kastet os over glemte kvinder i historien, i kunsten og i videnskaben. Udgivelse efter udgivelse udforsker en ny frontier af uopdyrket romanland i form af stærke, interessante kvinder (og mænd), der med talent, begavelse og pionerånd har været med til at forme vores tid og vores viden om verden – vi har bare aldrig hørt om dem før. Ida Hammerhøi, Francesca Woodman, Marie Hammer, Kristian Zahrtmann, Inge Lehmann. Det er som en ny oplysningstid! Vi spejler os i og lytter til andre menneskers historier, og som en ekstra bonus får vi indsigt og viden. Vi lærer af og engagerer os i de andre, på godt og ondt. Det er sådan, vores hjerner er skabt, interessen for de andre ligger i selve vores natur, i vores art. Vi møder mennesker, der følger deres lidenskab og har modet og viljen til at gå hele vejen med deres talent og deres fornemmelse for, hvad de skal bruge deres liv på. Måske indser vi, at vi ikke er alene om at føle, at livet kan være svært, og måske opdager vi, at vi har flere muligheder, end vi lige går og tror. Og nede under det hele ligger en lille erkendelse og lyser op: Litteraturen kan være med til at forme hvem og hvad, vi taler om.
Kommentarer