Bog

Hans Christian

Af (
2024
)

Anmeldelse

Hans Christian

07 mar.24

Man kan ikke andet end at tro på alt, hvad man læser, i mesterlig biografisk roman om H.C Andersens barndom. Det er ganske vist!

Ligesom et teaterstykke er romanen inddelt i scener og akter. ’Min 1. scene’ begynder, da Hans Christian bliver født i Odense i 1805. Fra sin vugge betragter han "de store hvide hvaler", der glider forbi på himlen samt det store træ med de forskellige blade. 

Hans Christian vokser op hos sine forældre. Faren er skomager og forholdsvist belæst, mens moren, der arbejder som vaskekone, ikke kan læse og er temmelig overtroisk. Den første tid af den lille drengs liv består af lutter "øjenrejser og øreopdagelser, mens lugtkugler blev stødt i min næsebors morter". Verden har tiljublet hans ankomst!

Da Hans Christian bliver ældre og begynder at synge i kirken, lærer han forskellen på det, der befinder sig i hovedet, og det, der kommer ud af munden, da han synger af hjertets lyst, men præsten kalder ham "en skabet kattekilling". I skolen tager dagdrømmene ham med alle mulige steder hen, selvom han forsøger at høre efter. Da faren dør, må Hans Christian ud at arbejde, og den bløde dreng oplever, hvor ond verden kan være. Heldigvis har han stadig sin elskede farmor, som hjælper, så godt hun kan. Da Hans Christian begynder at vokse i teenageårene, er det som om, verden skrumper omkring ham: "Fødderne ville ingen ende vil tage. Træskoene så ud som joller, der skiftes til at tage føring". Da han begynder at spille teater, er besværlighederne med den klodsede krop dog glemt, men intet kan overgå glæden, da han begynder at skrive sine egne historier.

Jesper Wung-Sung har skrevet en vidunderlig roman med Hans Christian som fortæller. Sproget er medrivende og poetisk og passer som fod i hose til fortællingen. Den unge Hans Christian er fyldt med stålsat optimisme og en tro på, at verden er god. Gang på gang oplever han dog, at verden ikke forstår ham og hans store talent, men det lader han sig ikke kue af. Hans nysgerrighed og tro på egne evner driver ham på mange eventyr, hvor han møder sin omverden med åbenhed.

Romanen indeholder mere end 500 henvisninger til H.C. Andersens forfatterskab, som Jesper Wung-Sung har trukket paralleller til gennem opdigtede episoder i Hans Christians liv. Der optræder både vaskekoner, prinsesser, talende dyr og meget mere i den smukke og levende fortælling, som man kan glæde sig til at nyde sammen med John Kenn Mortensens fænomenale illustrationer på for- og bagside.

Bogdetaljer

Forlag
Politiken
Faustnummer
137726866
ISBN
9788740090703
Antal sider
318

Tema

Tema

Exofiktion

Den nye litterære tendens exofiktion vinder frem - også i danske samtidsromaner. Men hvad dækker dette lidt fjernt klingende begreb egentlig over?
Læs mere

Forfatterportræt

H. C. Andersen

H.C. Andersens værker har fængslet både børn og voksne på grund af teksternes fantasifulde indhold og sproglige virtuositet.
Læs mere

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind for at skrive kommentarer