I dag er det 230 år siden en af dansk litteraturs giganter, B.S. Ingemann, kom til verden og berigede os med sine digte, salmer og romaner.
Ingemann var en produktiv forfatter af digte, salmer og romantiske romaner, og han eksperimenterede med et væld af genrer, bl.a. eventyret og den fantastiske fortælling. At navnet B.S. Ingemann stadig i dag vækker genklang hos de fleste mennesker, skyldes næsten udelukkende de morgen- og aftensange, digteren forfattede sidst i 1830'erne. Disse udkom i to hæfter; først 'Morgensange for Børn' i 1837 og i 1838 'Syv Aftensange'. Heri findes danske salmeklassikere som 'Nu titte til hinanden' og 'I Østen stiger Solen' op for blot at nævne to. Sammen med kendte julesalmer som 'Dejlig er Jorden' og 'Julen har bragt Velsignet Bud' har disse i høj grad udgjort Ingemanns eftermæle.
I samtiden var han ellers mindst ligeså kendt som ophavsmand til en række store historiske romaner med stof hentet fra den danske middelalder. Walter Scott havde gjort genren populær i England, og i Danmark stod Ingemann ikke tilbage for sit forbillede. Med Valdemar Seier (1826) indledte Ingemann en række romaner, der opnåede en voldsom folkelig popularitet, og som cirka 10 år efter afsluttedes med Prinds Otto af Danmark (1835).
Romangenren blev endnu i første halvdel af det 19. årh. betragtet som underlødig af de seriøse kritikere, og de populære romaner og den idylliske tone i hans salmer og sange har påvirket både samtidens og eftertidens opfattelse af forfatteren og forfatterskabet. Ingemann er blevet afskrevet som en romantisk genredigter, hvilket har resulteret i, at store dele af forfatterskabet er blevet overset eller endda ignoreret. Nyere litteraturforskning er dog så småt begyndt at anlægge et mere nuanceret blik på det store og brogede forfatterskab.
Ingemann var nemlig umådelig produktiv. Ved siden af sit tidskrævende arbejde som lektor i dansk sprog og litteratur ved Sorø Akademi forfattede han så mange tekster, at den samlede udgave af hans skrifter fylder 41 tykke bind. Og han skrev ikke kun digte og romaner, men eksperimenterede med et væld af genrer. En af disse var eventyret eller den fantastiske fortælling.
I 1818 forlod Ingemann Danmark og drog ud på den for guldalderens kunstnere obligatoriske dannelsesrejse, der bragte ham til Tyskland, Frankrig og selvfølgelig – Rom, hvor den store danske billedhugger Thorvaldsen levede og arbejdede. Året efter hjemkomsten udkom en samling kortprosastykker med titlen Eventyr og fortællinger (1820). Tidens fokusering på det folkelige, fantasien og det følelsesfulde bevirkede, at prosaen og de folkelige fortælleformer vandt indpas i den nye romantiske litteratur. Et par år før Ingemanns Eventyr og fortællinger, udkom den første udgave af brødrene Grimms Kinder- und Hausmärchen (1812-15). På sin rejse gennem Tyskland havde Ingemann forgæves opsøgt den tyske forfatter E.T.A. Hoffmann, der med sine formeksperimenterende fortællinger var et forbillede for flere af datidens unge digtere, og inspirationen fra denne er heller ikke til at tage fejl af i Ingemanns historier. Eventyr og fortællinger består af fire tekster, der har det tilfælles, at de er skrevet på prosa, og at de beskæftiger sig med det dæmoniske i forskellige afskygninger. Selvom alle fire tekster lader deres hovedpersoner slippe med livet, eller saligheden, i behold er det hele tiden det splittede og disharmoniske, der er teksternes drivkraft. Lad os se nærmere på to af disse tekster.
Det Høie Spil indleder samlingen og er det eneste rigtige eventyr. Protagonisten hovedpersonen hedder Holger og er en klassisk eventyrhelt: en ung mand, der ubekymret rejser ud for om muligt at nå til verdens ende og formøble sin fædrene arv undervejs. Ved eventyrets begyndelse møder helten en olding, der er på vej i den modsatte retning, ud af verden, og som til forskel fra Holger er tynget af livets vilkår. Den muntre og impulsive Holger forærer ham sine sidste penge og får til gengæld en halvskilling, der siden skal vise sig at være en magisk og lykkebringende mønt. Scenen er dermed sat for den klassiske fortælling om drengen der ikke kan blive bange, men ender med at blive det alligevel. Holger udfordrer uforvarende djævelen i det højeste spil og genvinder ved historiens slutning kun med nød og næppe sin sjæl. Det Høie Spil er et genrestykke, der på intet tidspunkt forbryder sig mod de konventioner genren er defineret ved.
Omvendt forholder det sig med den næste fortælling, Sphinxen, der peger fremad mod den romantisme Ingemann ellers normalt ikke forbindes med. Fortællingen bærer undertitlen Et Eventyr (i den Callot-Hoffmannske Maneer) og fremviser altså allerede her en refleksiv tekstbevidsthed, der skal vise sig at være tekstens troldsplint. Sphinxen er fra en strengt litterær synsvinkel samlingens mest interessante tekst. Den unge digter og æstetiker Arnold køber på gaden i Hamborg af en gammel kone en stok, der med sin bemærkelsesværdige stokkeknap på en gang frastøder og tiltrækker ham. Ligesom i Det Høie Spil sættes handlingen altså i gang ved, at den unge helt modtager en magiske genstand af en olding. I det hele taget kan Sphinxen læses som en udvidelse eller en kommentar til den foregående historie. Hvor eventyrets handling udspiller sig i et univers, hvor alting sker ifølge nogle genrebestemte lovmæssigheder, tilstræber Sphinxen nemlig en opløsning af disse. Den sværmeriske Arnold hvirvles ind i en kinesisk æske af fortællinger, der ikke tydeligt lader sig adskille fra hinanden, men som tværtimod på forvirrende vis overlapper og modsiger hinanden. Den mystiske stokkeknap forfører den unge mand, der umærkeligt glider ind i en drømmeverden, hvor han forelsker sig i den skønne grevinde Cordula. I biblioteket på grevindens slot finder han imidlertid et eksemplar af Hoffmanns fortælling Der goldene Topf (1814), som synes at beskrive dele af hans eget levnedsforløb. Mistanken lurer: er det drøm, virkelighed eller måske fiktion? Arnold er selv digter, og det skal senere vise sig, at han måske skriver sin egen historie - som så måske er fortællingen om Sphinxen? Den stakkels Arnold, og læseren med ham, er ved at miste orienteringen helt, men det lykkedes til sidst helten at overvinde refleksionssygen ved at bekende sig til den uforbeholdne åndelige kærlighed, og fortællingen kan slutte med, at han forenes med den skønne Cordula.
Det er betegnende for alle fire tekster, at det er det splittede og disharmoniske, der er fortællingernes egentlige interessefelt. Splittelsen, og de dæmoniske kræfter den udløser, skyldes skellet mellem den sanselige og den åndelige verden, men den religiøse Ingemann opretholder et evighedshåb, der i sidste ende forsoner, eller rettere ophæver, modsætningerne. Det er den samme faste tillid til den kristne tros forløsende magt, der finder poetisk form i salmerne og som udtrykkes historiefilosofisk i de store romaner.
Ingemann vendte ofte tilbage til kortprosaen og fortsatte med at skrive fantastiske fortællinger hele livet igennem. I denne genre kunne Ingemann undersøge det groteske og det sjæleligt dæmoniske og således udfordre den harmoniserende biedermeieridyl der prægede samtiden.
De fire tekster i Eventyr og Fortællinger fra 1820 er: 'Det Høie Spil', 'Sphinxen', 'Altertavlen i Sorøe' og 'Moster Marie'.
Anvendt udgave:
Ingemann, B. S.
Fjorten Eventyr og Fortællinger / tekstudgivelse, efterskrift og noter af Marita Akhøj Nielsen. - Det danske Sprog- og Litteraturselskab ; Borgen : i samarbejde med Nyt Dansk Litteraturselskab. - 1989. - 263 sider. - (Danske klassikere).
Indhold: Det høie Spil ; Sphinxen ; Moster Maria ; Det forbandede Huus ; Varulven ; Glasskabet ; Selv-Citationen ; Niels Dragon ; De fortryllede Fingre ; Araberen i Constantinopel ; Skolekammeraterne ; Den Fremmede ; Pulcinellen ; De tvende Draaber.
Videre læsning
81.6
Læsninger i dansk litteratur / fællesredaktion Povl Schmidt m.fl.. - Odense Universitetsforlag, 1997-1999. - 5 bind.
(i bind 2: Knud Bjarne Gjesing: Den indre revolte : B. S. Ingemann "Sphinxen").
99.4 Ingemann, B. S.
Kofoed, Niels: Magiens poetik : den litterære fejde i 1831 mellem B.S. Ingemann og H.C. Ørsted i idéhistorisk og filosofisk perspektiv. - Kbh. : C.A. Reitzel, 2002. - 215 sider.
Om B.S. Ingemanns digtning, med fokus på eventyrromanen Huldregaverne, hvis udgivelse udløste en voldsom polemik og et filosofisk og videnskabsteoretisk opgør med fysikeren H.C. Ørsted
99.4 Ingemann, B. S.
Kofoed, Niels: Den ukendte Ingemann : intertekstuelle problemer og arketypiske mønstre i B.S. Ingemanns (1789-1862) forfatterskab. - C.A. Reitzel, 1996. - 270 sider.
Portræt af den danske digter og forfatter B.S. Ingemann (1789-1862) m.h.p. hans centrale placering i europæisk romantik og dansk guldalder.
eReolen
Læs B.S Ingemanns værker på eReolen
Stud. mag. Kasper Maaløe
