Forfatter
Johann Wolfgang von Goethe
Johann Wolfgang von Goethe er nok den forfatter, der har haft størst indflydelse i det 18. og 19. århundrede. Hans hovedværker er 'Den Unge Werthers Lidelser' og 'Faust'
"Det er utroligt, så skadeligt det er for et godt hoved at beskæftige sig med noget dumt."
(Goethe)
Om Johann Wolfgang von Goethe (1749-1832)
Der er generel enighed om, at Goethe var noget så sjældent som en ægte polymath eller en renæssancemand – kort sagt en person, der vidste meget om alt. Han havde et rigtig godt hoved (hans IK er blevet anslået til 210!) og beskæftigede sig i sit lange liv sjældent med noget dumt. Han blev den måske mest indflydelsesrige forfatter i det 18. og 19. århundrede, og hans forfatterskab inspirerer stadig den dag i dag.
For den moderne læser kan det måske være svært at se det store lys i Goethes forfatterskab. Hans sprogbrug kan virke gammeldags og måske endda svulstigt på nutidens læsere. I det følgende vil jeg prøve at beskrive, hvorfor man bør læse Goethe, hvis man vil forstå litteraturhistorien.
Opvækst
Modsat mange af sine samtidige forfatterkolleger var Goethe født ind i en rig familie i Frankfurt. Han kom aldrig til at lide økonomisk nød og fra barnsben modtog han den bedste undervisning i matematik, naturvidenskab, latin, græsk, fransk, engelsk, italiensk og hebræisk. Efter krav fra sin far, men imod sin egen vilje, rejste den 16-årige Goethe til Leipzig for at læse jura. Selv ville han hellere have læst klassiske sprog og historie. Jura var ikke Goethes kop te, så i Leipzig beskæftigede han sig mere med kunst og litteratur end med sine studier og begyndte at skrive på sine første værker.
I Leipzig forelskede han sig over hals og hoved i Käthchen Schönkopf – en kærlighed der, som så mange andre af Goethes kærlighedshistorier, endte ulykkeligt i 1768. Samme år fik han en blodstyrtning, måske på grund af den ulykkelige kærlighedshistorie, og tog hjem til Frankfurt for at rekonvalescere. Et gennemgående træk i Goethes digtning er i det hele taget hans mange og oftest ulykkelige kærlighedshistorier, som altid medførte en opblussen i hans digtning og forfatterskab.
I 1770 genoptog han sine jurastudier i Strassburg, som han afsluttede i 1771. Her blev Johann Gottfried Herder Goethes litterære mentor og introducerede ham til Shakespeare og national tysk folkedigtning.
Tilbage i Frankfurt regner Goethes far med, at sønnen dedikerer sig til juraen, hvilket dog kun sker halvhjertet. Goethes interesse er kunsten, og han skriver sit gennembrudsværk, Götz von Berlichingen (1773), som med et slag gør ham berømt. Det dramatiske heltekvad om den unge tyske ridder indeholder det folkelige, det tysk nationale, det nærmest anti-retoriske og ukorrekte, som kommer til at præge perioden Sturm und Drang.
Sturm und Drang ca. 1766-1786:
Perioden bærer præg af forfatterens trang (Drang) til frihed som individ og for moralske
samfundsmæssige konventioner. Dette udtrykkes ofte i modstand mod magthaverne og
kunst- og litteraturkonventioner og bærer præg af en sproglig spontanitet og en overordnet tysk-nationalfølelse (der fandtes ikke et samlet Tyskland på den tid). Sturm (storm) hentyder til ungdommens (periodens forfattere blev kaldt ”die jungen wilden”=de unge vilde) stormfulde oprør imod det bestående system.
Den Unge Werthers Lidelser
Romanen Den Unge Werthers Lidelser (1774) er et af Goethes mest berømte værker og gjorde ham straks berømt i hele Europa.
(Læs en anmeldelse af bogen her: http://www.litteratursiden.dk)
Handlingen i romanen er til dels baseret på Goethes egne oplevelser: Endnu en kærlighedsoplevelse og en kammerats selvmord pga. ulykkelig kærlighed. Romanen havde flere konsekvenser. Den gjorde det tyske sprog og tysk litteratur til en sværvægter i Europa og skabte mode blandt ungdommen, som i anfald af ”Werther-hysteri” i nogle tilfælde lod sig inspirere til at begå selvmord, hvilket igen betød, at romanen blev ulovliggjort i flere lande. Weltschmerz og dens foragt overfor livets meningsløshed blev et begreb og et gennemgående tema i eftertidens litteratur.
Med Götz von Berlichingen og Den Unge Werthers Lidelser blev Goethes navn slået fast, og han blev en fast del af Europas litterære bevidsthed.
Og i slige tryllelænker,
som jeg aldrig bryde kan,
holder hun med lumske rænker
fast mig i sin skønheds ban.
Jeg, hvem intet kunne binde,
ånder, lever kun i hende,
i et evigt slaveri - -
elskov, elskov, giv mig fri!
Fra Neue Liebe, neues Leben (1775). Oversat fra tysk af P.A. Rosenberg.
Kærligheden er igen hovedtemaet, og man aner det vilde og erotiske, som var en del af Sturm und Drang og som også skabte furore blandt det konforme borgerskab.
Weimartiden, Rom og Klassikken
I 1775 blev Goethe kaldt til det lille hertugdømme Weimar, hvor han fik stor succes som statsembedsmand. Her samledes efterhånden et stort antal lærde og forfattere. Bl.a. kom en ung Schiller og Goethes mentor Herder til Weimar, som blev et centrum for europæisk litteratur. Goethe havde på dette tidspunkt mere eller mindre løbet hornene af sig og lagde Sturm und Drangs subjektive vildskab bag sig til fordel for selvbeherskelse og en større objektivitet. Men Goethes succes som embedsmand betød, at hans forfatterskab gik i stå. Goethe er først og fremmest kunstner, og hans kunstneriske krise og (igen) ulykkelig kærlighed fik ham i 1786 til, nærmest flugtagtigt, at tage til Rom, hvor han igen blomstrede op som kunstner. I Rom lod Goethe sig kraftigt inspirere af antikkens kunstformer og dermed indvarsles en nye litterærepoke; Weimar eller den Tyske Klassik.
Weimarklassik (1786 [Goethe tager til Rom] – 1805 [Schiller dør]:
Den Tyske Klassik/Weimarklassikken hører til under rammen for andre europæiske former for klassik. I Klassikken er antikken det store forbillede, men begrebet bliver også brugt om en nations litterære højdepunkt. At der findes en Tysk Klassik er omstridt og
accepteres ofte ikke som epokebegreb. I de fleste engelske litteraturhistorieværker
bliver den tyske klassik lagt ind under romantikken, og i Frankrig kaldes den ofte blot litteratur i Goethe og Schillers tid. Jeg vælger dog at lade tyskerne have deres egen klassiske periode, som har følgende kendetegn:
Efter Sturm und Drang bevæger både Goethe og Schiller (de absolutte stjerner i datidens tyske litteratur) sig imod antikkens æstetik for inspiration.
Rom bliver et centrum for den nye strømning, hvilket er kendetegnet af Goethes rejse dertil.
I modsætning til Sturm und Drangs drastiske realisme stræber man efter harmoni og et humanistisk menneskeideal. I Klassikken er idealet det æstetiske, moralske, autonome og dannede menneske og ikke den vilde og illusionsløse unge mand fra Sturm und Drang.
Man kan kort sagt sige, at Klassikken er moden og rolig, hvor Sturm und Drang er ung og vild.
I 1788 vender en åndeligt og kunstnerisk forfrisket Goethe tilbage til Weimar. Den selvhævdende oppositionsfigur fra Sturm und Drang er erstattet af en mere behersket og normbegrænset protagonist. Det objektive erstatter det subjektive, og det objektive bliver også en del af Goethes arbejdsliv. Han interesserer og beskæftiger sig med naturvidenskaberne (han inspirerede bl.a. Darwin med sin opdagelse af en menneskelig kæbeknogle), og det smitter af på hans verdensanskuelse og litteratur.
Det er også på denne tid, at Goethe for alvor møder Schiller, og de udvikler et gensidigt inspirerende venskab. Kunstnerisk er Goethe igen på toppen, men arbejdsmæssigt og socialt går det ned ad bakke. Goethe føler sig ikke hjemme i Weimar længere, og i hans fravær har misundelige og fjendtligtindstillede hofembedsmænd forsvoret sig imod ham, og da han får sig en ung elskerinde af ringe byrd, Christiane Vulpius, med hvem han oven i købet får barn, er skandalen i hus.
Versdramaerne Iphigenie på Tauris (1786) og Torquato Tasso (1789) er typiske eksempler på Goethes klassiske stil, men hans hovedværk fra Klassikken er romanen Wilhelm Meisters Læreår (1796). I den europæiske litteraturhistorie gælder denne bog som prototypen på dannelsesromanen, hvor hovedpersonen, ofte over flere år, igennem foragt for og sammenstød med det omkringliggende samfund udvikler sig og til sidst forsones med verden.
”Heksemesteren, den sære
gamle, er en tur sig gået.
Nu skal jeg hans ånder lære,
at jeg kunsten har forstået.
På hans ord og fagter
gav jeg nøje agt.
Løndomsfulde magter,
bøj jer for min magt.”
Fra Troldmandens Lærling (1797). Oversat fra tysk af P.A. Rosenberg.
Mange kender sikkert historien om den uheldige lærling, der tror han er en stor troldmand som sin mester, fra den klassiske Disney tegnefilm med Mickey Mouse som lærlingen.
Troldmandens Lærling er også et eksempel på Goethes klassiske periode. Det ses blandt andet på digtets tekniske form og i dets emne: Den erfarne troldmands overlegenhed over det unge brushoved, lærlingen.
Goethes alderdomsdigtning
Schillers død i 1805, som betegner afslutningen på den Tyske Klassik, var et hårdt slag for Goethe, som på den tid også selv begyndte at skrante. Napoleonskrigene gjorde et voldsomt og deprimerende indtryk på Goethe. Weimar blev blandt andet plyndret af de franske tropper i 1806. Samme år blev han endelig gift med Christiane Vulpius med deres søn og eneste overlevende barn, August, som vidne.
Ægteskabet fik dog ikke Goethe til at falde til ro, hvad angår kvinder og sværmerier. I 1807 faldt den 58-årige Goethe for den kun 18-årige Minna Herzlieb. Hans ulykkelige og umulige kærlighed til Minna resulterede i Valgslægtsskaberne (1809), som omhandler kærlighedens undertiden ødelæggende kraft og som blev hans sidste roman.
Det er især på denne tid, at Goethe beskæftiger sig med naturvidenskaberne og han begynder at skrive på sine erindringer.
I 1816 døde hans kone og også Goethe selv begyndte at skrante, hvilket dog ikke forhindrede ham i at fri til en blot 19-årig ung dame i 1823, som dog afviste den 74-årige forfatters frieri. Herefter blev det mere stille om Goethe, som trak sig mere og mere tilbage og bestræbte sig på at bruge sine kræfter på at diktere breve, naturvidenskabelige artikler og værker.
Den 22. marts 1832 døde Goethe af lungebetændelse i sin lænestol i Weimar og blev begravet i Weimar ved siden af hertugen og Schiller i fyrstemausoleet. Han blev 82 år.
Faust
Ved siden af Den Unge Werthers Lidelser er Faust Goethes mest berømte værk. Værket nævnes til sidst, fordi det er svært at placere kronologisk, da skabelsesprocessen foregik igennem hele Goethes forfatterskab og i sidste ende kom til at bestå af to dele.
Faustlegenden
Det er ikke Goethe, der selv er kommet på ideen om alkymisten og charlatanen Faust.
Den er sandsynligvis baseret på en virkelig person, dr. Johann Georg Faust (ca. 1466 – ca. 1540), som beskæftigede sig med magi, alkymi og astrologi.
Faust var tilsyneladende noget af en snydepels og blev endda lyst i ban af kirken, som værende i pagt med djævelen.
Legenden vil, at han døde i en eksplosion, forårsaget af hans alkymistiske eksperimenter,
og det er blevet berettet, at han så ud, som havde djævelen selv haft i ham.
Om historien er sand eller ej, er ikke vigtigt her. Den var i hvert fald for god til ikke at blive genfortalt.
I 1589 udkom det første berømte værk om Faust, The Tragical History of Doctor Faustus af Christopher Marlowe, og historien om den uheldige og uhellige alkymist, der indgår en pagt med djævelen, er siden kommet i et utal af versioner, både i bog-, drama- og musikform.
Udover Goethe har f.eks. Thomas Mann, Mikhail Bulgakov, Oscar Wilde, Ivan Turgenev og mange andre skrevet om Faust. Ligesom Prokofiev, Stravinskij, Beethoven, Strauss og Schubert har skrevet musik om emnet.
Allerede som barn havde Goethe haft sine første erfaringer med Faust igennem dukkespil og senere igennem de folkesagn og –eventyr om Faust, som han hørte som barn og ung mand. Allerede inden han tog til Weimar i 1776 havde han påbegyndt sin såkaldte Urfaust, som han tog op igen, da han kom tilbage til Weimar fra Italien og i 1790 udgav han Faust. Ein Fragment. Inspireret af Schiller genoptog Goethe arbejdet på Faust, men vennen nåede ikke at se nybearbejdelsen af værket, som først udkom i 1808, tre år efter Schillers død, under titlen Faust, der Tragödie. Erster Teil. Udarbejdelsen af den anden og afsluttende del af værket, Faust, der Tragödie. Zweiter Teil, varede indtil 1832 og blev først udgivet i 1832 efter Goethes død.
Som man kan se af ovenstående var Faust mange år undervejs, og værket indeholder således også træk fra de forskellige faser i Goethes digtning, hvilket gør det samlede værk en lækkerbisken for Goethe-forskere og –aficionados, men samtidig også svært overskueligt.
Man kunne skrive meget mere om Goethe, og det er der også mange, der har gjort. For en nybegynder ud i Goethe kan Den Unge Werthers Lidelser anbefales, da den er relativt let at gå til og desuden er et af Goethes hovedværker. Men der er nok at tage fat på, om man så er til digte, drama, epik eller endog naturvidenskabshistorie, så det er bare med at kaste sig ud i det.
Af cand.mag. (tysk og russisk) Nis Hollesen
Læs videre
Geschichte der deutschen Literatur, bd. 1. af Bengt Algot Sørensen o.a., Verlag C.H. Beck (1997).
Den benyttes som grundbog på Germansk Institut, Århus Universitet. Den danner bl. a. også grundlag for min måde at inddele litterære epoker, både titel- og tidsmæssigt.
Verdens litteraturhistorieved F.J. Billeskov Jansen m.fl. Bind 6: Følsomhedens Tid 1750 - 1800. Politikens Forlag, 1972.
Johann Peter Eckermann: Samtaler med Goethe (den er interessant fordi den er samtidig med Wolfgang himself)
Georg Brandes: Wolfgang Goethe(Gyldendal, 1920) (lidt sjovt at Brandes har skrevet en biografi)
Per Øhrgaard: Goethe - et essay (Gyldendal,2.udgave, 2001)
Gode Netsteder
gutenberg.spiegel.de
Den er i det hele taget god til tysk litteratur
Johann Wolfgang von Goethe er nok den forfatter, der har haft størst indflydelse i det 18. og 19. århundrede. Hans hovedværker er 'Den Unge Werthers Lidelser' og 'Faust'
"Det er utroligt, så skadeligt det er for et godt hoved at beskæftige sig med noget dumt."
(Goethe)
Om Johann Wolfgang von Goethe (1749-1832)
Der er generel enighed om, at Goethe var noget så sjældent som en ægte polymath eller en renæssancemand – kort sagt en person, der vidste meget om alt. Han havde et rigtig godt hoved (hans IK er blevet anslået til 210!) og beskæftigede sig i sit lange liv sjældent med noget dumt. Han blev den måske mest indflydelsesrige forfatter i det 18. og 19. århundrede, og hans forfatterskab inspirerer stadig den dag i dag.
For den moderne læser kan det måske være svært at se det store lys i Goethes forfatterskab. Hans sprogbrug kan virke gammeldags og måske endda svulstigt på nutidens læsere. I det følgende vil jeg prøve at beskrive, hvorfor man bør læse Goethe, hvis man vil forstå litteraturhistorien.
Opvækst
Modsat mange af sine samtidige forfatterkolleger var Goethe født ind i en rig familie i Frankfurt. Han kom aldrig til at lide økonomisk nød og fra barnsben modtog han den bedste undervisning i matematik, naturvidenskab, latin, græsk, fransk, engelsk, italiensk og hebræisk. Efter krav fra sin far, men imod sin egen vilje, rejste den 16-årige Goethe til Leipzig for at læse jura. Selv ville han hellere have læst klassiske sprog og historie. Jura var ikke Goethes kop te, så i Leipzig beskæftigede han sig mere med kunst og litteratur end med sine studier og begyndte at skrive på sine første værker.
I Leipzig forelskede han sig over hals og hoved i Käthchen Schönkopf – en kærlighed der, som så mange andre af Goethes kærlighedshistorier, endte ulykkeligt i 1768. Samme år fik han en blodstyrtning, måske på grund af den ulykkelige kærlighedshistorie, og tog hjem til Frankfurt for at rekonvalescere. Et gennemgående træk i Goethes digtning er i det hele taget hans mange og oftest ulykkelige kærlighedshistorier, som altid medførte en opblussen i hans digtning og forfatterskab.
I 1770 genoptog han sine jurastudier i Strassburg, som han afsluttede i 1771. Her blev Johann Gottfried Herder Goethes litterære mentor og introducerede ham til Shakespeare og national tysk folkedigtning.
Tilbage i Frankfurt regner Goethes far med, at sønnen dedikerer sig til juraen, hvilket dog kun sker halvhjertet. Goethes interesse er kunsten, og han skriver sit gennembrudsværk, Götz von Berlichingen (1773), som med et slag gør ham berømt. Det dramatiske heltekvad om den unge tyske ridder indeholder det folkelige, det tysk nationale, det nærmest anti-retoriske og ukorrekte, som kommer til at præge perioden Sturm und Drang.
Sturm und Drang ca. 1766-1786:
Perioden bærer præg af forfatterens trang (Drang) til frihed som individ og for moralske
samfundsmæssige konventioner. Dette udtrykkes ofte i modstand mod magthaverne og
kunst- og litteraturkonventioner og bærer præg af en sproglig spontanitet og en overordnet tysk-nationalfølelse (der fandtes ikke et samlet Tyskland på den tid). Sturm (storm) hentyder til ungdommens (periodens forfattere blev kaldt ”die jungen wilden”=de unge vilde) stormfulde oprør imod det bestående system.
Den Unge Werthers Lidelser
Romanen Den Unge Werthers Lidelser (1774) er et af Goethes mest berømte værker og gjorde ham straks berømt i hele Europa.
(Læs en anmeldelse af bogen her: http://www.litteratursiden.dk)
Handlingen i romanen er til dels baseret på Goethes egne oplevelser: Endnu en kærlighedsoplevelse og en kammerats selvmord pga. ulykkelig kærlighed. Romanen havde flere konsekvenser. Den gjorde det tyske sprog og tysk litteratur til en sværvægter i Europa og skabte mode blandt ungdommen, som i anfald af ”Werther-hysteri” i nogle tilfælde lod sig inspirere til at begå selvmord, hvilket igen betød, at romanen blev ulovliggjort i flere lande. Weltschmerz og dens foragt overfor livets meningsløshed blev et begreb og et gennemgående tema i eftertidens litteratur.
Med Götz von Berlichingen og Den Unge Werthers Lidelser blev Goethes navn slået fast, og han blev en fast del af Europas litterære bevidsthed.
Og i slige tryllelænker,
som jeg aldrig bryde kan,
holder hun med lumske rænker
fast mig i sin skønheds ban.
Jeg, hvem intet kunne binde,
ånder, lever kun i hende,
i et evigt slaveri - -
elskov, elskov, giv mig fri!
Fra Neue Liebe, neues Leben (1775). Oversat fra tysk af P.A. Rosenberg.
Kærligheden er igen hovedtemaet, og man aner det vilde og erotiske, som var en del af Sturm und Drang og som også skabte furore blandt det konforme borgerskab.
Weimartiden, Rom og Klassikken
I 1775 blev Goethe kaldt til det lille hertugdømme Weimar, hvor han fik stor succes som statsembedsmand. Her samledes efterhånden et stort antal lærde og forfattere. Bl.a. kom en ung Schiller og Goethes mentor Herder til Weimar, som blev et centrum for europæisk litteratur. Goethe havde på dette tidspunkt mere eller mindre løbet hornene af sig og lagde Sturm und Drangs subjektive vildskab bag sig til fordel for selvbeherskelse og en større objektivitet. Men Goethes succes som embedsmand betød, at hans forfatterskab gik i stå. Goethe er først og fremmest kunstner, og hans kunstneriske krise og (igen) ulykkelig kærlighed fik ham i 1786 til, nærmest flugtagtigt, at tage til Rom, hvor han igen blomstrede op som kunstner. I Rom lod Goethe sig kraftigt inspirere af antikkens kunstformer og dermed indvarsles en nye litterærepoke; Weimar eller den Tyske Klassik.
Weimarklassik (1786 [Goethe tager til Rom] – 1805 [Schiller dør]:
Den Tyske Klassik/Weimarklassikken hører til under rammen for andre europæiske former for klassik. I Klassikken er antikken det store forbillede, men begrebet bliver også brugt om en nations litterære højdepunkt. At der findes en Tysk Klassik er omstridt og
accepteres ofte ikke som epokebegreb. I de fleste engelske litteraturhistorieværker
bliver den tyske klassik lagt ind under romantikken, og i Frankrig kaldes den ofte blot litteratur i Goethe og Schillers tid. Jeg vælger dog at lade tyskerne have deres egen klassiske periode, som har følgende kendetegn:
Efter Sturm und Drang bevæger både Goethe og Schiller (de absolutte stjerner i datidens tyske litteratur) sig imod antikkens æstetik for inspiration.
Rom bliver et centrum for den nye strømning, hvilket er kendetegnet af Goethes rejse dertil.
I modsætning til Sturm und Drangs drastiske realisme stræber man efter harmoni og et humanistisk menneskeideal. I Klassikken er idealet det æstetiske, moralske, autonome og dannede menneske og ikke den vilde og illusionsløse unge mand fra Sturm und Drang.
Man kan kort sagt sige, at Klassikken er moden og rolig, hvor Sturm und Drang er ung og vild.
I 1788 vender en åndeligt og kunstnerisk forfrisket Goethe tilbage til Weimar. Den selvhævdende oppositionsfigur fra Sturm und Drang er erstattet af en mere behersket og normbegrænset protagonist. Det objektive erstatter det subjektive, og det objektive bliver også en del af Goethes arbejdsliv. Han interesserer og beskæftiger sig med naturvidenskaberne (han inspirerede bl.a. Darwin med sin opdagelse af en menneskelig kæbeknogle), og det smitter af på hans verdensanskuelse og litteratur.
Det er også på denne tid, at Goethe for alvor møder Schiller, og de udvikler et gensidigt inspirerende venskab. Kunstnerisk er Goethe igen på toppen, men arbejdsmæssigt og socialt går det ned ad bakke. Goethe føler sig ikke hjemme i Weimar længere, og i hans fravær har misundelige og fjendtligtindstillede hofembedsmænd forsvoret sig imod ham, og da han får sig en ung elskerinde af ringe byrd, Christiane Vulpius, med hvem han oven i købet får barn, er skandalen i hus.
Versdramaerne Iphigenie på Tauris (1786) og Torquato Tasso (1789) er typiske eksempler på Goethes klassiske stil, men hans hovedværk fra Klassikken er romanen Wilhelm Meisters Læreår (1796). I den europæiske litteraturhistorie gælder denne bog som prototypen på dannelsesromanen, hvor hovedpersonen, ofte over flere år, igennem foragt for og sammenstød med det omkringliggende samfund udvikler sig og til sidst forsones med verden.
”Heksemesteren, den sære
gamle, er en tur sig gået.
Nu skal jeg hans ånder lære,
at jeg kunsten har forstået.
På hans ord og fagter
gav jeg nøje agt.
Løndomsfulde magter,
bøj jer for min magt.”
Fra Troldmandens Lærling (1797). Oversat fra tysk af P.A. Rosenberg.
Mange kender sikkert historien om den uheldige lærling, der tror han er en stor troldmand som sin mester, fra den klassiske Disney tegnefilm med Mickey Mouse som lærlingen.
Troldmandens Lærling er også et eksempel på Goethes klassiske periode. Det ses blandt andet på digtets tekniske form og i dets emne: Den erfarne troldmands overlegenhed over det unge brushoved, lærlingen.
Goethes alderdomsdigtning
Schillers død i 1805, som betegner afslutningen på den Tyske Klassik, var et hårdt slag for Goethe, som på den tid også selv begyndte at skrante. Napoleonskrigene gjorde et voldsomt og deprimerende indtryk på Goethe. Weimar blev blandt andet plyndret af de franske tropper i 1806. Samme år blev han endelig gift med Christiane Vulpius med deres søn og eneste overlevende barn, August, som vidne.
Ægteskabet fik dog ikke Goethe til at falde til ro, hvad angår kvinder og sværmerier. I 1807 faldt den 58-årige Goethe for den kun 18-årige Minna Herzlieb. Hans ulykkelige og umulige kærlighed til Minna resulterede i Valgslægtsskaberne (1809), som omhandler kærlighedens undertiden ødelæggende kraft og som blev hans sidste roman.
Det er især på denne tid, at Goethe beskæftiger sig med naturvidenskaberne og han begynder at skrive på sine erindringer.
I 1816 døde hans kone og også Goethe selv begyndte at skrante, hvilket dog ikke forhindrede ham i at fri til en blot 19-årig ung dame i 1823, som dog afviste den 74-årige forfatters frieri. Herefter blev det mere stille om Goethe, som trak sig mere og mere tilbage og bestræbte sig på at bruge sine kræfter på at diktere breve, naturvidenskabelige artikler og værker.
Den 22. marts 1832 døde Goethe af lungebetændelse i sin lænestol i Weimar og blev begravet i Weimar ved siden af hertugen og Schiller i fyrstemausoleet. Han blev 82 år.
Faust
Ved siden af Den Unge Werthers Lidelser er Faust Goethes mest berømte værk. Værket nævnes til sidst, fordi det er svært at placere kronologisk, da skabelsesprocessen foregik igennem hele Goethes forfatterskab og i sidste ende kom til at bestå af to dele.
Faustlegenden
Det er ikke Goethe, der selv er kommet på ideen om alkymisten og charlatanen Faust.
Den er sandsynligvis baseret på en virkelig person, dr. Johann Georg Faust (ca. 1466 – ca. 1540), som beskæftigede sig med magi, alkymi og astrologi.
Faust var tilsyneladende noget af en snydepels og blev endda lyst i ban af kirken, som værende i pagt med djævelen.
Legenden vil, at han døde i en eksplosion, forårsaget af hans alkymistiske eksperimenter,
og det er blevet berettet, at han så ud, som havde djævelen selv haft i ham.
Om historien er sand eller ej, er ikke vigtigt her. Den var i hvert fald for god til ikke at blive genfortalt.
I 1589 udkom det første berømte værk om Faust, The Tragical History of Doctor Faustus af Christopher Marlowe, og historien om den uheldige og uhellige alkymist, der indgår en pagt med djævelen, er siden kommet i et utal af versioner, både i bog-, drama- og musikform.
Udover Goethe har f.eks. Thomas Mann, Mikhail Bulgakov, Oscar Wilde, Ivan Turgenev og mange andre skrevet om Faust. Ligesom Prokofiev, Stravinskij, Beethoven, Strauss og Schubert har skrevet musik om emnet.
Allerede som barn havde Goethe haft sine første erfaringer med Faust igennem dukkespil og senere igennem de folkesagn og –eventyr om Faust, som han hørte som barn og ung mand. Allerede inden han tog til Weimar i 1776 havde han påbegyndt sin såkaldte Urfaust, som han tog op igen, da han kom tilbage til Weimar fra Italien og i 1790 udgav han Faust. Ein Fragment. Inspireret af Schiller genoptog Goethe arbejdet på Faust, men vennen nåede ikke at se nybearbejdelsen af værket, som først udkom i 1808, tre år efter Schillers død, under titlen Faust, der Tragödie. Erster Teil. Udarbejdelsen af den anden og afsluttende del af værket, Faust, der Tragödie. Zweiter Teil, varede indtil 1832 og blev først udgivet i 1832 efter Goethes død.
Som man kan se af ovenstående var Faust mange år undervejs, og værket indeholder således også træk fra de forskellige faser i Goethes digtning, hvilket gør det samlede værk en lækkerbisken for Goethe-forskere og –aficionados, men samtidig også svært overskueligt.
Man kunne skrive meget mere om Goethe, og det er der også mange, der har gjort. For en nybegynder ud i Goethe kan Den Unge Werthers Lidelser anbefales, da den er relativt let at gå til og desuden er et af Goethes hovedværker. Men der er nok at tage fat på, om man så er til digte, drama, epik eller endog naturvidenskabshistorie, så det er bare med at kaste sig ud i det.
Af cand.mag. (tysk og russisk) Nis Hollesen
Læs videre
Geschichte der deutschen Literatur, bd. 1. af Bengt Algot Sørensen o.a., Verlag C.H. Beck (1997).
Den benyttes som grundbog på Germansk Institut, Århus Universitet. Den danner bl. a. også grundlag for min måde at inddele litterære epoker, både titel- og tidsmæssigt.
Verdens litteraturhistorieved F.J. Billeskov Jansen m.fl. Bind 6: Følsomhedens Tid 1750 - 1800. Politikens Forlag, 1972.
Johann Peter Eckermann: Samtaler med Goethe (den er interessant fordi den er samtidig med Wolfgang himself)
Georg Brandes: Wolfgang Goethe(Gyldendal, 1920) (lidt sjovt at Brandes har skrevet en biografi)
Per Øhrgaard: Goethe - et essay (Gyldendal,2.udgave, 2001)
Gode Netsteder
gutenberg.spiegel.de
Den er i det hele taget god til tysk litteratur
