Danmarks måske mest komplicerede forfatterskab rummer dybe psykologiske, filosofiske og religiøse indsigter og er skrevet med et polyfonisk virvar af fortællerstemmer.
Søren Kierkegaard (1813-1855) voksede op i en rig grossererfamilie i København. Forældrenes formue gav ham et økonomisk uafhængigt liv. Efter han blev teologisk kandidat i 1840 og magister i filosofi i 1841 overvejede han præstegerningen, men endte med at bruge sine kræfter på tænkning og skribentvirksomhed.
Af ydre begivenheder i Kierkegaards liv har især tre haft indflydelse på hans forfatterskab: Forlovelsen med Regine Olsen i 1840, som Kierkegaard fortrød allerede efter to dage, og som blev ophævet godt et år senere, skabte et erfaringsgrundlag og en skyldfølelse, som afspejles gentagne gange i forfatterskabet. Et sammenstød med M. A. Goldschmidt i 'Corsaren' i 1846, hvor Kierkegaard blev genstand for en offentlig smædekampagne, vækkede hans menneskeforagt. Endelig blev Kierkegaard en central figur i kirkestormen i 1854-55. Efter at have hørt den senere biskop Martensens ligtale over biskop Mynster blev Kierkegaard en aktiv kritiker af kirken som institution. Kierkegaard skrev en række kritiske indlæg og artikler i aviser og i sit eget flyveblad 'Øjeblikket', indtil han faldt bevidstløs om på gaden og døde efter få ugers sygeleje.
Kierkegaards indflydelse på eftertiden har været enorm. Han er oversat til en række sprog og har været en central inspiration for den eksistenstænkning, der slog igennem i Tyskland i 1920erne og senere bredte sig til såvel Frankrig som en række andre vestlige lande under navnet eksistentialisme. Her sættes mennesket i centrum ud fra troen på, at mennesket skaber sin egen tilværelse gennem handlinger og valg. Også indenfor psykologien har Kierkegaard haft indflydelse, og han skrev i 1849 i 'Sygdommen til døden', at sjælen kan deles i tre. De tre dele kaldte han kælderen, stuen og første sal, og forestillingen om tredelingen af selvet blev i 1923 gentaget af Freud. Religiøst har han med sin kritik af kirken skabt grundlag for den kirkelige retning, Tidehverv.
Pseudonymernes og sprogknudernes forfatter
Litterært er Kierkegaards forfatterskab enestående. Som ordkunstner mestrede han både at skrive et sprog, der er så vanskeligt og knudret, at det nærmer sig det ulæselige, men også at skrive lidenskabeligt sprudlende af overflod, og med drilsk, legende ironi, enfoldigt og billedskønt, formanende og knivskarpt argumenterende. Også i den altid lige dele alvorlige og ironiske leg med pseudonymer udviser Kierkegaard uovertruffen litterær opfindsomhed. Gennem hele forfatterskabet gør han udpræget brug af fantasifulde pseudonymer som bl.a. Victor Erimita (den sejrende eneboer), Johannes de Silentio (Johannes af Tavsheden) og Johannes Climacus (Johannes Himmelstormeren). Blandt det farverige udvalg af navne er enkelte inspireret af virkelige personer, andre fri fantasi. De opdigtede fortællere skrives ind i tidstypiske fiktioner om manuskripter fundet i et chatol og udgivet af den fiktive finder eller glemt hos en fiktiv boghandler, som siden udgiver manuskriptet. Brugen af pseudonymer gør det muligt for Kierkegaard at opbygge et arsenal af fortællere, en mangfoldighed af stemmer, der modsiger, undergraver og parodierer hinanden. Alt sammen med det formål at lade forfatteren tale uden myndighed for på denne måde at lade læseren finde sin egen myndighed i forholdet til Gud og tilværelsen.
Selv ikke i dagbøgerne er der megen hjælp at hente for læsere, der gerne vil finde en egentlig fortolkningsnøgle til forfatterskabet:
”Efter min død skal Ingen i mine Papirer (det er min Trøst) finde en eneste Oplysning om hvad der egentlig har udfyldt mit Liv; finde den Skrift i mit Inderste, der forklarer alt, og som ofte gjør hvad Verden vilde kalde Bagateller til uhyre vigtige Begivenheder for mig, og hvad jeg anseer for Ubetydelighed, naar jeg tager den hemmelige Note bort, der forklarer det.”
Den læser, der søger svar hos Kierkegaard, føres dermed ind i et gigantisk net af fiktioner, hvorfra ingen veje fører ud.
Stadierne på forfatterskabets vej
Det første offentliggjorte skrift af Kierkegaard fra 1838 er en anmeldelse af H. C. Andersens 'Kun en spillemand'. Den danske guldalders to verdensberømtheder boede i samme by og færdedes i samme kredse, men havde i øvrigt ganske lidt med hinanden at gøre. Anmeldelsen ”Af en endnu Levendes Papirer. Udgivet mod hans Villie af S. Kjerkegaard” var skrevet i en ekstravagant og akademisk stil og havde til formål at vise, hvordan Andersens ”Pen ikke blot slaar Klatter, men ogsaa slaar Sladder”. Problemet med Andersen er, ifølge Kierkegaard, at han mangler en samlende livsanskuelse, en totalanskuelse, der kan få livets begivenheder til at falde på plads i en meningsgivende helhed. Den fortvivlende vanskelige opgave, det er for et menneske at nå frem til sådan en totalanskuelse bliver omdrejningspunkt for Kierkegaards eget forfatterskab, og han bruger begrebet eksistens om den opgave, som for ham også rummer et i bund og grund uløseligt og ulideligt problem i modsætningen mellem totalanskuelse og splittelse, og som gør, at det uforsonede bliver et af de mest iøjnefaldende træk ved Kierkegaards eget forfatterskab.
To-binds romanen 'Enten-eller' fra 1843 er det store gennembrudsværk. Her opstilles to modsatrettede livsanskuelser, eller eksistensstadier: det æstetiske og det etiske. Igen gives der intet facit; det overlades til læseren selv at vælge. Det æstetiske sættes i spil gennem en række forskellige karakterer, bl.a. Johannes Forføreren, der er den dæmoniske hovedperson i 'Forførerens Dagbog'. Æstetikerne har driften mod og kravet om nydelse som fælles udgangspunkt. De er isolerede i sig selv og fangede af situationen. De er på konstant jagt efter ny nydelse og på lige så konstant flugt fra det ubehag, som nydelsen uundgåeligt vil slå over i, hvis den forsøges fastholdt. Det etiske stadium repræsenteres af den gode ægtemand og retsassessor Wilhelm. Hans liv er defineret af ansvaret og loyaliteten over for det andet menneske. I 1845 tilføjer Kierkegaard et tredje stadium, det religiøse. I 'Stadier paa Livets Vei' gransker en tungsindig, ung mand sine grunde til at have brudt en forlovelse, og når under overvejelse af skyldsspørgsmålet frem til den konklusion, at der findes højere hensyn end de etiske.
Kierkegaards forfatterskab er omfangsrigt. Foruden de allerede nævnte kan fremhæves hovedværker som 'Philosophiske Smuler' (1844), 'Begrebet Angest' (1844), 'Afsluttende uvidenskabelig Efterskift' (1846), 'Kjerlighedens Gjerninger' (1847) og 'Sygdommen til Døden' (1849). I den sidste del af forfatterskabet skrev Kierkegaard næsten udelukkende i eget navn, og skifterne er især optagede af en uddybelse af det tredje, religiøse stadium. Fra 1851 var Kierkegaards egentlige forfatterskab afsluttet. I tre år udgav han intet, men han skrev flittigt i sine voluminøse dagbøger.
At læse Søren Kierkegaard i dag
Søren Kierkegaard har skabt danmarkshistoriens måske vanskeligste forfatterskab, og for helt nye Kierkegaard-læsere kan det derfor være en fordel at starte i sekundærlitteraturen. Der er skrevet et væld af biografier, monografier, artikler og litteraturhistoriske gennemgange af forfatterskabet. Mange af disse er dog også svært tilgængelige. Et eksempel på en Kierkegaard-formidler, der formår at skrive både tilgængeligt og levende om forfatterskabet, er Peter Thielst, der i 'Livet forstås baglæns, men må leves forlæns' præsenterer Kierkegaard læst på et ikke-religiøst grundlag. En anden blændende Kirkegaard-formidler er Joakim Garff, der i biografien 'SAK' vægter den æstetiske tilgang til forfatterskabet og har samspillet mellem biografien og teksterne i fokus. Blandt Kierkegaards egne værker kan man med fordel starte med 'Gjentagelsen' under pseudonymet Constantin Constantius fra 1843. Her stiller Constantius sig selv det spørgsmål, om gentagelsen er mulig og finder svaret på et religiøst grundlag: et menneske kan ikke skabe en gentagelse, men må gives den af Gud. 'Gjentagelsen' er samtidig et af de mange eksempler på, hvordan bruddet med Regine Olsen afspejles i og har præget Kierkegaards forfatterskab.
Cand. mag. Mette Henriksen
Centrale værker og kilder
