Charles Dickens

På Charles Dickens' gravsten står der skrevet: ”Han sympatiserede med de fattige, de lidende og de undertrykte; og ved sin død har Verden mistet en af Englands største forfattere." En stor del af Dickens’ forfatterskab var netop et forsvar for de svageste. Han er én af de største engelske forfattere, og med et menneskesyn, der var præget af troen på det gode i mennesket, skildrer han de fattige og oversetes vilkår.

At Charles Dickens (1812–1870) skulle blive én af verdens mest kendte og solgte forfattere, ville de færreste sikkert have gættet på, mens han hutlede sig frem som børnearbejder i industrien. Hans indtægt hjalp med til at holde familien økonomisk oven vande, indtil en arv forbedrede deres forhold. Det var en bitter oplevelse for den unge Dickens, at hans mor ikke omgående fjernede ham fra fabrikken, og hans erfaringer med industriens udnyttelse af børnearbejdere blev senere en drivkraft i hans romaner og noveller. Som ung fik han arbejde som skriver på et advokatkontor (hans bøger er senere fyldt med skildringer af ubehagelige advokater), og det førte videre til et liv som journalist.

Samtiden
Det var i London, den industrielle revolution begyndte. Og det blev den største samfundsmæssige omvæltning i menneskehedens historie. Folk rejste fra landet og ind til byen for at få arbejde på de nye fabrikker, så indbyggertallet i London steg fra 1 million i 1800 til 6,7 millioner kun hundrede år senere. Nogen mennesker blev hurtigt rige på tekstil-, jern- og kulindustrierne, mens millioner kom til at henslæbe livet i kummerlig fattigdom: Arbejderne, gadebørnene, tiggerne, tyvene og de prostituerede. Den gruppe borgere var oversete - især inden for kunsten - indtil Charles Dickens tog fat på at portrættere dem i sine værker.

Stik imod datidens menneskesyn tog Charles Dickens udgangspunkt i det hårde liv som industrialiseringen bød den nye klasse af arbejdere og underklasse. Han viste, at de, der led på samfundets underside, ikke kun var billig arbejdskraft, men at de var mennesker i lige så høj grad som den rige overklasse med følelser, længsler og stærke såvel som svage sider. Charles Dickens’ 15 store romaner, utallige noveller, artikler og skuespil blev en medvirkende årsag til en række reformer, der kom til at præge tiden, og som langsomt førte både til bedre forhold for de fattige og til indførelsen af demokrati i 1918.

Biografi
Inspirationen til historierne kom fra Charles Dickens’ eget liv. Selvom han tilbragte sine tidlige barndomsår i et velstillet middelklassehjem, så stiftede faderen en gæld, der var så stor, at både han, moderen og resten af familien endte i gældsfængsel. Lige med undtagelse af den 12-årige Charles Dickens, der blev taget ud af skolen og fik arbejde på en skosværtefabrik. Her gik han sammen med de børn, der nu lige som han selv, var blandt de fattigste i London. Og som han senere sagde: ”Jeg ved, at jeg uden guds barmhjertighed let kunne være blevet en lille tyv eller vagabond”.

Charles Dickens endte dog hverken som tyv eller vagabond men som én af de største engelske forfattere nogensinde, hvis gennemslagskraft kun kan sammenlignes med Shakespeare, Mark Twain og Jane Austen. Hans liv blev derfor et udtryk for noget positivt, som den industrielle revolution førte med sig: For i den nye storby London fik mennesker mulighed for at skabe sig en tilværelse, som ikke var forudbestemt af, hvad deres forældre eller bedsteforældre var. Alle kunne blive tyve og fabriksarbejdere såvel som direktører, hvis heldet vel at mærke var med dem.

Charles Dickens kom efter arbejdet på skosværtefabrikken i lære som kontormedarbejder i et advokatfirma, og som 22-årig begyndte han at skrive som journalist til the Morning Chronicle. Samtidig fik han trykt små satirehistorier i Monthly Magazine, der senere blev til længere føljetoner. Alle Charles Dickens’ romaner udkom som føljetoner, før de blev trykt i bogform, og de fik samme status i alle befolkningslag som nutidens tv-serier.

Pickwickklubben
Sit litterære gennembrud fik Charles Dickens under pseudonymet Boz med føljetonen 'Pickwickklubben' (1836). 'Pickwickklubben' er en letbenet satireføljeton om en overklasseklub af ungkarle, der rejser på eventyr rundt i England. Her møder de korrupte embedsmænd, skurke, temperamentsfulde fruentimmere og ikke mindst gifteklare kvinder. Føljetonens historier handler om de forviklinger, der opstår under rejsen. Klubbens stifter, den godmodige, haletudse-ekspert Samuel Pickwick og hans ungkarlevenner, Nathaniel Winkle, Augustus Snodgrass og Tracy Tupman, er lige som de øvrige personer i historien portrætteret karikeret og komisk. Historierne var både skrevet for at parodiere det bedre borgerskab og for at more og underholde læserne. Den humoristiske tone bevarede Charles Dickens igennem hele sit forfatterskab, selvom hans værker efter 'Pickwickklubben' blev mere alvorlige og direkte samfundskritiske.

De store romaner, som Charles Dickens skrev efter 'Pickwickklubben', stræber efter at beskrive både mennesker og byen så troværdigt og realistisk som muligt. Charles Dickens’ mål var nemlig - udover at fortælle en god historie - at analysere de forhold mellem mennesker på tværs af samfundsklasser, som bliver skabt under den industrielle revolution. Derfor havde han et opmærksomt blik på samfundets indflydelse på menneskers liv og skæbne, og derfor er byen og det konstant foranderlige samfund en lige så vigtig karakter i hans værker, som mennesker er det.

Oliver Twist
Det ser vi i Oliver Twist (1839), hvor den forældreløse Oliver stikker af fra børnehjemmet, hvor han og de andre børn lever under en umenneskelig, hårdhændet disciplin, og han kommer til at leve og skabe sig en tilværelse blandt tyve og prostituerede i de fattigste dele af London. Her er ankeldybt mudder, tyk røg, høje skorstene, kvæg, handlende, bønder, slagtere, tyve, vagabonder, prostituerede i et virvar af liv og snavs og fattigdom. Oliver Twist finder sammen med en bande, som bliver ledet af skurken Fagin. Fagin tager sig godt af Oliver Twist, så længe Oliver er trofast og bringer stjålne varer med hjem til kollektivet. Oliver Twist bliver dog aldrig en hårdhjertet kriminel. Han er en alt for varm og god lille dreng på trods af alt, hvad han har været igennem. Og det lykkes ham da også til slut at blive adopteret af et velhavende par, der tager sig af ham, som var de hans egne forældre. Oliver Twist viser med sit eksempel, at bare fordi man lever på samfundets bund, så er man stadig et rigtigt menneske. Sådan får Charles Dickens på én gang tegnet et realistisk portræt af Londons undergrund og samtidig skabt et nyt billede af de mennesker, der lever her.


Store forventninger
En lige så farverig fortælling, der bevæger sig fra Londons undergrund til de højeste samfundslag, er dannelsesromanen Store Forventninger (1861), der handler om den ambitiøse, forældreløse Pip; eller Philip Pirrip, som han egentlig hedder. I historien bliver han fulgt fra sin barndom og næsten tredive år frem, til han er blevet en voksen mand, og i hans liv er der to skæbnesvangre omdrejningspunkter: Det ene er forelskelsen i overklassepigen Estrella, som han er for fattig og for uuddannet til at blive gift med. Det andet er mødet med den bortløbne fange Magwitch, som overtaler Pip til at stjæle noget mad og drikke til sig. De to omdrejningspunkter fører Pip igennem hans udvikling fra barn til voksen. Forelskelsen i Estrella får Pip til at ændre karakter: Han forsøger at leve sig ind i rollen som en gentleman og bliver både hård og arrogant, selvom han egentlig har et godt hjerte. Da han på et tidspunkt arver en stor sum penge, tror han, at det er fra Estrellas mor, Miss Havisham. Men da han erfarer, at pengene i virkeligheden kommer fra Magwitch, som aldrig har glemt Pips godhed imod sig, bliver hans forestilling om verden rystet. Han indser, at rigdom ikke nødvendigvis skaber gode mennesker. Snarere tværtimod. Og således smider han både sin karikerede rolle som gentleman og sin naive forestilling om, at rigdom og et autentisk liv er det samme.

Hårde tider
Charles Dickens var ikke imod industrialiseringen eller udviklingen i sin samtid. Han holdt meget af London og af at gå daglige timelange ture i den pulserende by, mens han kiggede på mennesker. Men han mente, at det først og fremmest skulle være mennesket og ikke økonomi, der burde styre historiens gang. Den kritik er meget direkte i romanen 'Hårde Tider' (1854), der ikke foregår i London, men i den fiktive, grå industriby Coketown. Her er gaderne og husene lige så kvælende ensformige som de fattige arbejderes dage på fabrikkerne og i deres sammenstuvede, trøstesløse hjem. Den velhavende fabriksejer Bounderby interesserer sig ikke det mindste for arbejderne, så længe de passer deres job, og modsætningen mellem den udnyttende og socialt blinde overklasse, som han repræsenterer og arbejdernes hårde liv, er romanens vigtigste omdrejningspunkt.
 

I 'Hårde Tider' går Charles Dickens et spadestik dybere i sin samfundskritik. For ham at se, er det ikke kun pengene, der adskiller overklassen fra underklassen. De to klasser ser simpelthen verden og livet på diametralt forskellige måder. Hvor underklassen repræsenteret ved cirkuspigen Sissy sætter følelser og fantasi i højsædet, så lægger skoleundervisningen vægt på alt dét, der kan måles og vejes. Underviseren Thomas Gradgrind sætter derfor sine elever til at læse statistikker og tal og opfordrer dem til at undertrykke følelsesmæssige impulser, fordi de forvirrer i stedet for at gavne. Cirkuspigen Sissy må hurtigt give op i den skole, selvom hun ellers er velbegavet. Værst går det ud over Thomas Gradgrinds egen datter, overklassepigen Louisa, der som voksen føler sig følelsesmæssigt afstumpet, fordi den side af hende igennem hele livet er blevet undertrykt. Den tilgang til verden ser Charles Dickens som én af de værste trusler i det industrialiserede England. For ifølge ham bliver børn intet andet end ”små papegøjer og regnemaskiner” og værst af alt hjerteløse, hvis deres fantasi og følelser undertrykkes. Og det samfund, som de bliver medskabere af, bliver tilsvarende maskinelt og menneskefjendsk.

Et juleeventyr
Charles Dickens’ menneskesyn var præget af troen på det gode i mennesket uanset deres samfundsklasse, og hans værker kan siges at være skildringer af, hvordan gode mennesker blev påvirket af dårlige tider. Den tro på det gode i mennesket kommer meget direkte til udtryk i Et Juleeventyr (1843), hvor den gamle, menneskefjendske gnier Ebeneezer Scrooge på en julenat ændrer sig radikalt til et gavmildt og lattermildt væsen. Historien om Scrooge viser også en anden side af forfatterskabet, der bryder med realismen ved, at Charles Dickens indfører magiske elementer. Schrooge får nemlig besøg af både en tidligere ansats spøgelse og af tre juleånder julenat. Disse besøg får Scrooge til at indse, at hans ulykkelige ensomhed skyldes, at han hele sit liv har fokusereret på penge og ikke på mennesker, og det får ham til at ændre sig.

Scrooges udvikling viser dét, som Charles Dickens så som midlet til at skabe et bedre samfund, hvor goderne var mere ligeligt fordelt. Der skulle ikke en stor revolution til eller magiske kræfter. For Charles Dickens handlede det om noget så basalt som at udvise menneskelighed, gavmildhed og omsorg for hinanden. At mennesker husker at tage sig af hinanden i den konstant foranderlige, moderne verden, der blomstrer op under den industrielle revolution. Og Scrooges eksempel viser, at alle har potentiale til at ændre sig til det bedre - og herigennem at ændre verden til det bedre.

Om forfatterskabet
På samme vis som Scrooge bliver opsøgt af ånder julenat, der taler til hans inderste følelser, sådan kan det også siges, at Charles Dickens skrev sine bøger: Han ville ikke kun underholde men også røre og bevæge læserne, så de blev opmærksomme på den menneskelighed, der måske var blevet glemt i den egoistiske jagt på magt og rigdom. Derfor kan hans værker om de hjertensgode forældreløse børn og gavmilde tyve og røvere forekomme at være sentimentale. Men når Charles Dickens værker ikke er sentimentale, selvom de er bevægende, så skyldes det udover hans eminente evne til at fortælle, at han blander det tragiske med komik og humor.

Humoren kommer blandt andet til udtryk i de navne, han giver sine karakterer: Tiny Tim, Pip, Scrooge, Pickwick, Choakumchild og Oliver Twist, der fik sit navn, fordi børnehjemmet, som gik kronologisk til værks i navngivningen, var nået til bogstavet ”o”. Og dette bare for at nævne nogle få af dem. For i løbet af sin karriere navngav Dickens ikke mindre end 989 forskellige karakterer. Humoren kommer også til udtryk i karakterernes ofte groteske levevis. Som for eksempel Miss Havisham fra 'Store Forventninger', der som aldrende stadig går rundt i sin mølædte brudekjole, som hun aldrig fik brugt.

Charles Dickens’ romaner er med tiden blevet hævet op fra slagkraftige ugebladsføljetoner til litterære klassikere, og de har på ingen måde mistet deres relevans. For udover at give et indblik i industrialiseringens første tid, så tegner de levende og medrivende portrætter af mennesker, der er lige så groteske, som de er rørende. Frem for alt så minder Charles Dickens’ værker os om dét, som vi selv i vor tid kan glemme: At vi mennesker - uanset rang og stand og tilhørsforhold - har ansvaret for hinandens liv.

Hvorfor læse Charles Dickens i dag?
I den vestlige verden er børnearbejde og fattigdom som den, Dickens kendte til, i dag en saga blot. Så hvorfor læse Dickens i dag? Det er tårepersende stof, han skriver, og den oftest fremførte kritik af Dickens er da også netop, at han er sentimental, at han overdriver sine virkemidler og karakterer udi det groteske, og at hans handlingsforløb er urealistiske. Dickens’ sentimentalitet er bevidst: ved at røre folk forsøger han at åbne deres øjne for virkeligheden.

De groteske overdrivelser er i dag med til at gøre Dickens gangbar, for han er stadig morsom. Personerne er måske nok overdrevne, men ikke mindre skarpt set af den grund. Upålidelige advokater, skrappe kvinder og ondskabsfulde slamberter befolker de mange sider i Dickens’ enorme produktion, der til stadighed bliver genoptrykt, og mange af dem er blevet inkarnationen på en bestemt type. Lur mig, om ikke dagens Nynne’r og Bridget Jones’er af og til tænker på Miss Havisham med en gysen, for tænk nu hvis det var sådan, de skulle ende ...

Hvad så med et sentimentale? Er det nu ikke lidt billigt og frem for alt pinligt at sidde og flæbe over stakkels Oliver Twist eller Lille Tim, der har det så hårdt? Måske. På den anden side: som den canadiske forfatter Robertson Davies spørger: “Foolish people laugh at those readers a century ago who wept over the novels of Dickens. Is it a sign of superior intellect to read anything and everything unmoved, in a grey, unfeeling Limbo?”

Så når læsere, tv-seere og teatergængere verden over til stadighed bliver rørt (og sikkert også skræmt en hel del) af 'Et juleeventyr', hvor den koldhjertede Scrooge i mødet med De forgangne jules ånd, Den nuværende juls ånd og sidst men mest uhyggeligt, De kommende jules ånd forstår, at han må forandre sig, er det ikke nødvendigvis noget at skamme sig over. Tværtimod, kunne man måske sige.

af mag. art. Abigail Josephsen