Thomasine Gyllembourg var en af guldalderens største og mest produktive forfattere, der lagde grunden til dansk kvindelitteratur.
Thomasine Gyllembourg (1773 – 1856) var trods sin sene udgivelsesdebut som 53-årig en af guldalderens største og mest produktive forfatterinder. Hun ses på mange måder som den forfatterinde, der lagde grunden til den danske kvindelitteratur, idet hun i modsætning til sine forfatterkolleger satte nye og hidtil uberørte emner under lup, når hun skrev om kvindens position og om hverdagslivet, som det tog sig ud i 1800-tallet. Hun gjorde med andre ord familielivet til litterært emne og lod kvinden som litterær karakter træde frem i lyset og få identitet.
Selv var Thomasine Gyllembourg en kvinde med stærk personlighed og vilje, og allerede som barn var hendes begavelse tydelig. Som den ældste af fem søstre voksede hun op i en velhavende, borgerlig familie med stærke familiebånd og -værdier. Moren døde tidligt, men faren, som, udover sit arbejde som dispachør og statsmægler (fordeler af tab ved havari), dyrkede kunsten og videnskaben, sørgede for en omhyggelig og kyndig opdragelse af døtrene og ansatte blandt andre Peter Andreas Heiberg som pigernes fransklærer. I 1790 blev Thomasine og Peter Andreas Heiberg gift, og året efter fik de sønnen Johan Ludvig Heiberg – Thomasines eneste og højtelskede barn. Der manglede dog kærlighed, fortrolighed og intimitet i ægteskabet, hvor Heibergs rationelle og kølige fremtoning stod i skarp kontrast til Thomasines lidenskabelige natur, og hun led under dette. Peter Andreas Heiberg var derimod stærkt optaget af en anden lidenskab – nemlig kampen mod enevælden, og han inviterede alle hjem, der delte hans passionerede synspunkter – heriblandt den svenske baron Carl Fredrik Gyllembourg-Ehrensvärd. Baron Gyllembourg kom dagligt i hjemmet og betog Thomasine med sin kærlige og romantiske fremtoning, og snart forelskede de sig i hinanden – en livserfaring, hun senere trak på i værket 'Ægtestand', hvor hun netop skildrer en forsømt hustru, der fristes af en lidenskabelig bejler.
Da Peter Andreas Heiberg i begyndelsen af år 1800 blev landsforvist på grund af sin kritik af den enevældige statsmagt, søgte Thomasine meget mod tidens favorisering af langvarige ægteskaber og af familien som samfundets bastion om skilsmisse. Hun gjorde med andre ord qua sin passionerede natur op med det kærlighedsløse ægteskab; ifølge hende var det en kvindes ret at blive elsket, og gensidig kærlighed var en naturlig og fast følge af ægteskabet. Der er forskellige opfattelser af Thomasine Gyllembourgs kontroversielle skilsmissebegæring: nogle hævder, at den er et udtryk for et opgør med den patriarkalske samfundsorden, mens andre mener, at netop denne samfundsorden ses som naturens orden, og det kærlighedsløse ægteskab derimod som det unaturlige. Det er under alle omstændigheder sikkert at sige, at Thomasine Gyllembourg var en handlekraftig kvinde, der ikke gik på kompromis med kærligheden, hvor kontroversielt det end måtte være.
I de sidste år af Thomasine Gyllembourgs liv voksede en ny kvindebevidsthed frem, der fremhævede kvindens ret til respekt og frihed. Det stærke ønske om ligestilling fik hos andre af tidens forfatterinder fx hos Mathilde Fibiger i form af kravet om individuel frigørelse og adgang til uddannelse og arbejde, mens det hos Thomasine Gyllembourg udmøntedes i hævdelsen af respekt for kvinden i hjemmet og for det særligt kvindelige – to forskellige synspunkter, der stadig præger nutidens feminismedebat. Kærlighed og varme fyldte hendes ægteskab med baron Gyllembourg, og hun lagde stor ære i at leve op til sin rolle som den gode hustru.
Efter baron Gyllembourgs død i 1815 blev Thomasine Gyllembourg guvernante og huslærerinde for sin fætters otte børn, men i 1822 flyttede hun ind hos sin søn. I 1827 fik hun sin litterære debut, da sønnen opfordrede hende til at skrive et bidrag til sit nye litterære blad Kjøbenhavns flyvende Post. Inspireret af et brevkassebrev skrev hun et fiktivt indlæg, hvilket blev starten på brevromanen 'Familien Polonius', som hun udgav under pseudonymet ”Forfatteren til en Hverdagshistorie”. Dét, at hun benyttede sig af brevkassegenren samt blandede sit fiktive brev med henvisninger til tidligere trykte indlæg i bladet, skabte forvirring hos læserne omkring, hvorvidt der var tale om fiktive eller faktiske personer. På denne måde foregreb Thomasine Gyllembourg realismen som litterær genre og nogle af dens virkemidler. Fra starten var Thomasine Gyllembourgs emnevalg familien og den daglige tilværelse med dets forskellige problematikker; hun kan på mange måder siges at være foregangskvinde for den danske hverdagsrealistiske roman. Hendes jordnære og realistiske emnevalg var endvidere kontrære i forhold til romantikkens kunstneriske omdrejningspunkter; naturen og ånden og idéen om, at der via naturlyrikken og sjælelivet kunne skabes en forbindelse til Gud. Gennem sine tekster dannede hun et guldalderinterieur, der i dag bidrager til at give et klart billede af og fornemmelse for de borgerlige familiekonstellationer og hverdagens udfordringer og leben i den danske guldalder.
Mange har sammenlignet Thomasine Gyllembourg med Jane Austen og dennes litterære persongalleri og indfølende skildring af de litterære karakterer og deres problemstillinger. Kritikken af Thomasine Gyllembourg går dog på, at mens hun brillerer med sine præcise kvindeportrætter, så er mandeportrætterne mere stive og knapt så indfølte. Litteraturforsker Lise Busk-Jensen pointerede i forbindelse med Klassikerdagen i 2002, at Thomasine Gyllembourg baserede sine tekster på sin egen brogede livserfaring og derudfra i en dannelsesmæssig optik beskrev sammenhængen mellem det gode, det sande og det skønne, som hun så foreholdt læseren som dannelsesideal. I Thomasine Gyllembourgs måske bedst kendte fortælling 'En Hverdags-Historie' fremhæver hun eksempelvis den rolige, følsomme, opofrende kvinde med den dybere personlige dannelse og visdom i modsætning til den omkringfarende, rastløse unge pige med det overfladiske selskabelige talent. Historiens mandlige fortæller tvivler da også på sin hurtige forlovelse med den unge pige, da han langsomt får øjnene op for den modne kvindes dybere og sandere kvaliteter.
Thomasine Gyllembourgs kvindeideal om den gode hustru, der i hjemmet ofrede sig for familien og herigennem nød anerkendelse, harmonerede ikke med hendes forfattervirke, som hun så som ukvindeligt; en primært maskulin virksomhed, hvilket også var en stor del af grunden til, at hun skrev under pseudonym. Derfor er det nok så paradoksalt, at det netop er via dette virke, at hun har bidt sig fast som en betydningsfuld og progressiv del af den danske litterære kulturarv.
Cand. mag. Amrit Maria Pal
Centrale værker, kilder og links
eReolen
Læs Thomasine Gyllembourgs på eReolen
