Hungerhjerte

”Jeg går hurtigt. Jager frem og tilbage. Kradser huden på armene op med neglene. De sidder inde i glasburet, sosu-assistenterne, med kaffe og blikke ud på os.” Karen er i Akutmodtagelsen på Psykiatrisk Center Ballerup. Hun har netop truet sin kæreste med en køkkenkniv. Men hun kan ikke selv huske det. ”Hungerhjerte” er en nådesløs autofiktiv beretning om Karens psykoser og diagnosen borderline. Men det er også en fortælling om kærlighed, det at skrive og om at være et helt almindeligt menneske.

'Hungerhjerte' er en svær størrelse at indfange. En svær historie at give et referat af. Den foregår mange forskellige steder og på mange forskellige tider. Erindringsafsnittene væves ind og ud mellem mere nutidige beskrivelser af Karens indlæggelser på psykiatriske afdelinger og af fremstillingerne af voksenlivets komplekse udfordringer. Som en mosaik er den sammensat af forskellige beretninger fra Karens liv, der springer i tid og sted, og som en mosaik tegner den først det fulde billede af Karen til slut og på afstand. Samlet set bliver fortællingen en personlig udfoldelse af diagnosen borderline, som den griber ind i det kvindelige jegs liv, og om vejen ud af den igen. 

Formen kaster lys over indholdet
I 'Hungerhjerte' er der navnesammenfald mellem forfatter, fortæller og hovedperson: Karen. Karen i bogen er som Karen Fastrup også vokset op i et højskolemiljø i Sydjylland og har også en bror og en søster. Ligeledes har begge Karen’er samme uddannelsesmæssige og geografiske historie. Værker gør tillige brug af autentiske journalnotater fra Karen Fastrups indlæggelser på Psykiatriske afdelinger, ligesom det blandt andet referer til en oversættelse, som virkelighedens Karen har begået. Også den gældende danske lovgivning omkring overførselsydelser bliver der refereret til.
 
Bagsideteksten karakteriserer dog værket som en autofiktiv roman og peger med termerne ”fiktiv” og ”roman” på, at værket altså også fremstiller sin egen fiktive verden. Så op imod de allerede fastslåede (selv)biografiske træk, spiller altså fiktionen. Dette kommer i 'Hungerhjerte' til udtryk i fortællerens brug af litterære greb til at beskrive sin tilstand med, f.eks. metaforer: ”Jeg er en angstbeholder.” ”Jeg flår i borderlinemasken.” Symboler: ”Angsterne begynder at snappe i mig som de rotter, de er.” Hyperbel (overdrivelse på en figurativ måde): ”Jeg stiler efter en stol, men øjet med det sorte pandehår har udset sig den samme (…)”. Disse litterære greb er med til at gengive Karens følelser, så de ”mærkes” hos læseren, men er måske også den eneste måde, hvorpå en eksistentielt frygtelig tilstand som sindssygdom kan beskrives. 
Det biografiske, autentiske islæt, der bidrager med en – i den vestlige verden – anerkendt seriøs tilgang til sindssygdommen, står altså her over for en forvrængning af virkelighed, og tilsammen danner de et stærkt virkningsfuldt indtryk af en psykisk syg person. En velvalgt form til en kompleks problemstilling, der måske allerbedst lader sig folde ud i netop denne narrative struktur, der tillader mangefacetterede og modstridende udsagn og ikke søger sandheden, men heller ikke fornægter den – frem for en udelukkende biografisk, faglig eller fiktiv tekst.

Heteronymernes jeg
I 'Hungerhjerte' refereres der til den portugisiske forfatter Pessoa (1888-1935) og hans karakteristiske brug af heteronymer: ”… forfatteridentiteter med hver sin biografi, filosofiske position og digterstemme…”. Hovedpersonen beskriver dem yderligere således:  ”Man kan sige, at de er en slags hylstre, der optræder som hele, udfyldte identiteter, men som alle er indeholdt i dette ene, splittede jeg.” Dette udsagn er på mange måder essensen af værket og er som sådan både en karakteristik af hovedpersonens jeg, af diagnosens greb i jeget og af værkets erindringsmæssige struktur. For både jeget selv og læseren har svært ved at fastholde og begribe jeget, der forandres, splintres og tømmes utallige gange. Og ingen af jegets identiteter eller former er mere ”rigtig” eller ”forkert” end andre, men er alle dele af den samme person. Bag alle splinter og fragmenter står altså et helt og samlet menneske. Et menneske, der træder mere og mere i forgrunden, efterhånden som heteronymerne træder i baggrunden – efterhånden som hun heles. 

En af Pessoas mest berømte sætninger lyder således: ”Min størrelse afhænger af, hvad jeg ser på, ikke af mine egne fysiske dimensioner.” Dette åbner op for en måde at forstå 'Hungerhjertes' jeg på, idet det præcist beskriver dette jegs kamp for at finde hjem i sig selv. ”Når jeg er helt ovre i min kæreste, er der ingen hjemme hos mig.” Et udsagn fra jegets sundhedsfaglige kontaktperson, der i værket giver stor mening for jeget, og som sammen med Pessoas sætning uddyber hendes store udfordring med at fastholde sig selv i de relationer, hun indgår i. Hvor enten tomhed, higen og/eller en kamæleonagtig adfærd overmander hende i samværet med andre, lærer hun efterhånden med forskellige sociale og sundhedsfaglige instansers hjælp – og ikke mindst ved egen videbegærlige indsats – at blive (i) sit eget fysiske jeg, uafhængigt af relationerne. 

Ordene berettiger eksistensen
Det at skrive og sætte ord på indtryk, løber som et selvstændigt spor igennem værket. Men angsten er kommet mellem jeget og ordene, og udtryksmuligheden har forladt hende: Parallelt med at tomheden, forvirringen og angsten tager til, falmer det skrevne sprog. Undervejs konfronteres dette desperat ordløse jeg med andres ord: sundhedsfaglige ord, der skal karakterisere hendes sygdom, men som føles som en spændetrøje. Og som hun i sin ordløse tilstand har svært ved at konfrontere. ”Hvis jeg ikke skriver, har jeg ingen eksistensberettigelse.” Igen et nøglebærende udsagn, der trækker tråde til flere kerneproblematikker:

1) Hvis ikke jeget skriver, kan hun ikke forsørge sig selv og sine børn, 2) hvis ikke jeget skriver, mister hun meningen med sit liv, og 3) hvis ikke jeget skriver, er hun underlagt andres definitioner på sin tilstand. Alle tre tilstande er destruktive, alle tre tilstande medfører, at jeget er i fare for at gå til grunde. Det er nødvendigt på et basalt eksistentielt plan, at jeget bliver i stand til at udtrykke sig igen. Denne desperation gennemsyrer værket og bidrager med et til tider højt, sanseligt niveau, der ligger i tråd med, hvordan jeget føler indeni. Så selv da ordene er væk, mærker man som læser, hvad denne sygdom gør ved jeget. Autofiktionens fortællende form tillader sansernes brug i fremstillingen, og måske netop derfor er det en velvalgt form til at beskrive noget så komplekst som psykisk sygdom.