Anmeldelse
Hungerhjerte af Karen Fastrup
- Log ind for at skrive kommentarer
Autofiktiv roman om at blive diagnosticeret med borderline og om at eftertragte nærvær og kærlighed er hjerteskærende læsning.
Den autofiktive genre stortrives i disse år, og mange forfattere behandler deres egen historie og deres eget liv med skønlitteraturens greb og form. Det er der kommet mange vellykkede romaner ud af – og ind imellem er der nogen, for hvem det bare lykkes en smule bedre end for andre. For hvem det hudløst ærlige bliver lige dét mere hudløst, og for hvem det lykkes at skrive en personlig historie, man som læser bliver så berørt af, at det næsten føles som om, man var der selv. Sådan en autofiktiv roman har Karen Fastrup skrevet med ’Hungerhjerte’.
I oktober 2015 blev Karen Fastrup indlagt på en psykiatrisk afdeling, og det er her, romanen begynder. Under en familiemiddag sammen med sin kærestes familie, falder tingene sammen om Karen. Hun gør ting, hun ikke senere forstår, endsige kan forklare, og en indlæggelse er uundgåelig. Efter nogen tid får hun diagnosen borderline – den værst tænkelige diagnose, synes Karen selv. Havde hun dog bare været bipolar! Men det er borderline, og nu skal hun til at lære at leve med dén diagnose. Eller endnu bedre: Slippe helt af med den.
Forholdet til kæresten Jan forsøger hun desperat at genopbygge. Han har bedt hende om at flytte efter den aften, hvor hun smed omkring sig med bøger og endte med at stå med en kniv i hånden. Men Karens hjerte hungrer så forfærdeligt efter nærvær og efter kærlighed, og gennem tilbageblik på barndommen ser vi, at sådan har det altid været. Uden bebrejdelser eller vrede beskriver hun, hvordan hun som barn tragtede efter at blive set og elsket som den, hun var. Hun fik sin fars anerkendelse ved at være modig, stærk, fræk og ”drenget”, men dybest set var hun lige modsat. Hvorom alting var: Det handlede altid om kærlighed. Om at blive elsket, blive set og draget omsorg for. Og det kom ingenlunde af sig selv.
Stille og roligt prøver Karen at arbejde sig ud af sin sindssygdom. Det går op og ned, og Jan vinder hun for en tid tilbage. Men hendes lidenskabelige tilgang til tilværelsen er opslidende både for hende selv og omgivelserne. Heldigvis har hun støttende søskende, en forstående veninde og børn, der rummer hende så godt, de kan, og det er da også til disse – samt de nu afdøde forældre – hun dedikerer bogen til.
I dag er Karen Fastrup ikke længere diagnosticeret med borderline, og hun har lært at leve med, at hun fra tid til anden lever lidt mere intenst og med nogle større følelsesmæssige udsving end de fleste andre. Og man under hende alt det bedste efter at have været vidne til det vågne mareridt, hun har været igennem.
’Hungerhjerte’ er en nutidig pendant til klassiske sindssygdomsværker som ’Hinsides’ af Helga Johansen og ’Glasklokken’ af Sylvia Plath – og det er flot litterært selskab. Fastrup har hele tiden været en god forfatter, men med denne bog er hun blevet endnu bedre.
- Log ind for at skrive kommentarer
Autofiktiv roman om at blive diagnosticeret med borderline og om at eftertragte nærvær og kærlighed er hjerteskærende læsning.
Den autofiktive genre stortrives i disse år, og mange forfattere behandler deres egen historie og deres eget liv med skønlitteraturens greb og form. Det er der kommet mange vellykkede romaner ud af – og ind imellem er der nogen, for hvem det bare lykkes en smule bedre end for andre. For hvem det hudløst ærlige bliver lige dét mere hudløst, og for hvem det lykkes at skrive en personlig historie, man som læser bliver så berørt af, at det næsten føles som om, man var der selv. Sådan en autofiktiv roman har Karen Fastrup skrevet med ’Hungerhjerte’.
I oktober 2015 blev Karen Fastrup indlagt på en psykiatrisk afdeling, og det er her, romanen begynder. Under en familiemiddag sammen med sin kærestes familie, falder tingene sammen om Karen. Hun gør ting, hun ikke senere forstår, endsige kan forklare, og en indlæggelse er uundgåelig. Efter nogen tid får hun diagnosen borderline – den værst tænkelige diagnose, synes Karen selv. Havde hun dog bare været bipolar! Men det er borderline, og nu skal hun til at lære at leve med dén diagnose. Eller endnu bedre: Slippe helt af med den.
Forholdet til kæresten Jan forsøger hun desperat at genopbygge. Han har bedt hende om at flytte efter den aften, hvor hun smed omkring sig med bøger og endte med at stå med en kniv i hånden. Men Karens hjerte hungrer så forfærdeligt efter nærvær og efter kærlighed, og gennem tilbageblik på barndommen ser vi, at sådan har det altid været. Uden bebrejdelser eller vrede beskriver hun, hvordan hun som barn tragtede efter at blive set og elsket som den, hun var. Hun fik sin fars anerkendelse ved at være modig, stærk, fræk og ”drenget”, men dybest set var hun lige modsat. Hvorom alting var: Det handlede altid om kærlighed. Om at blive elsket, blive set og draget omsorg for. Og det kom ingenlunde af sig selv.
Stille og roligt prøver Karen at arbejde sig ud af sin sindssygdom. Det går op og ned, og Jan vinder hun for en tid tilbage. Men hendes lidenskabelige tilgang til tilværelsen er opslidende både for hende selv og omgivelserne. Heldigvis har hun støttende søskende, en forstående veninde og børn, der rummer hende så godt, de kan, og det er da også til disse – samt de nu afdøde forældre – hun dedikerer bogen til.
I dag er Karen Fastrup ikke længere diagnosticeret med borderline, og hun har lært at leve med, at hun fra tid til anden lever lidt mere intenst og med nogle større følelsesmæssige udsving end de fleste andre. Og man under hende alt det bedste efter at have været vidne til det vågne mareridt, hun har været igennem.
’Hungerhjerte’ er en nutidig pendant til klassiske sindssygdomsværker som ’Hinsides’ af Helga Johansen og ’Glasklokken’ af Sylvia Plath – og det er flot litterært selskab. Fastrup har hele tiden været en god forfatter, men med denne bog er hun blevet endnu bedre.
Kommentarer