Bog

Eventyrbogen

Af (
2014
)

Anmeldelse

Eventyrbogen af Peter Madsen

04 nov.14

En fin samling folkeeventyr tilføjes en ekstra dimension med Peter Madsens prægnante og dramatiske illustrationer.

I mange år har Svend Otto S’s smukke, naturalistiske illustrationer været fremherskende i danske eventyrsamlinger. Jeg holder selv meget af hans stemningsfyldte tolkninger med en bevidst nedtoning af det onde og farlige. Peter Madsens illustrationer præsenterer en helt anderledes, men absolut ikke ringere, eventyrtolkning, der spiller på hele følelsesregistret og lægger vægt på det dramatiske.

Peter Madsen er vel nok en af Danmarks bedst kendte nulevende serietegnere, der med Valhalla-serien har pustet nyt liv i nordisk mytologi. Han har en karakteristisk rund og svulmende streg fyldt med humor og med en forkærlighed for dramatiske rumvirkninger. Han er ikke bange for at afbilde det onde og farlige. Der er absolut intet forsonende ved ulven i ’Rødhætte’, og naturen kan antage uhyggelige dimensioner. Man er heller ikke i tvivl om, at flynderen i ’Konen i muddergrøften’ er en farlig naturkraft. Hans trolde er et kapitel for sig. De kan være skræmmende, men også lidt latterlige, når deres dumhed understreges. Menneskene afbildes som typer, hvilket passer meget godt ind i eventyrets univers.

Folkeeventyrene er en fælles kulturarv overleveret gennem en mundtlig fortælletradition og bevaret på skrift for eftertiden i forskellige samlinger. Der er et utal af variationer, men ingen rigtig og endegyldig version. Ifølge efterordet har Peter Madsen brugt elementer fra forskellige kilder som Perrault, brødrene Grimm, Asbjørnsen og Moe samt Svend Grundtvig og føjet dem sammen til gode historier helt i folkeeventyrenes ånd. Det er stadig folkeeventyr, som vi kender dem, men måske med enkelte overraskende detaljer. Hvis man for eksempel studser over den blide behandling, de onde stedsøstre får i ’Askepot’, er det ikke Peter Madsens egen opfindelse, men stammer fra en ældre version af eventyret.

Udvalget viser den store spændvidde i eventyrgenren. Der er alle de herlige eventyr, hvor magien udfolder sig med hekse, trolde og drager, og der er enkelte skæmtehistorier og remseeventyr. Der er den ringeagtede yngste søn, der modsat sine kloge storebrødre scorer prinsessen og det halve kongerige, fordi han er smartere, eller fordi hans gavmildhed skaffer ham magtfulde hjælpere. Der er de onde mødre og stedmødre, der heldigvis ikke har magt, som de har agt. Et fint udvalg af eventyr, kendte og mindre kendte, hvor jeg genfinder flere af mine yndlingseventyr.

En så indbydende eventyrsamling, hvor tekst og illustrationer spiller ualmindeligt fint sammen, fortjener en fremtrædende plads i familiens højtlæsningsrepertoire til lige stor fryd for børn og voksne.

Originally published by Jytte Kjær Schou, Litteratursiden.

Bogdetaljer

Forlag
Alvilda
Faustnummer
51470842
ISBN
9788771055450
Antal sider
208

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer