Noveller kan åbne en verden for læseren. Denne verden er rammet ind af novellens plot og er begrænset i omfang, tid og rum. Fortællerens tilrettelæggelse af historien er som regel et godt sted at starte, hvis man analytisk vil nærme sig novellens magi.
Af Peter Jensen, lektor, lærebogsforfatter og redaktør i 'Dansk'
Noveller er korte fiktive prosatekster. Som i andre episke tekster interesserer vi os som læsere for personerne, miljøet, handlingen, temaet, fortælleren og den sproglige iscenesættelse.
Noveller kan tage mange former og fx være realistiske, fantastiske, skæve, skøre eller sarkastiske. De kan handle om stort og småt – og nogle gange flere ting på én gang.
Genren kan defineres som en kort fortælling – eller som det hedder på engelsk a short story. På forholdsvis kort plads folder novellen sin fortælling ud. Vi følger en handling, der forløber i tid og hovedreglen er, at der kun er plads til at fortælle om et kortere tidsforløb – måske en dag, en uge eller et år. Men som i alle gode fortællinger skal der helst ske noget på den korte plads, hvad enten det foregår gennem dramatiske begivenheder, psykologiske antydninger eller mellem linjerne. Novellens karakterer kan sagtens nå at få nuancer, udvikle sig og møde modstand. Men da pladsen er kort, er fokus som regel på en enkelt hovedperson og dennes møde med sine omgivelser.
Et nyere eksempel er Jonas Eikas novelle 'Alvin' fra samlingen Efter solen (2018), hvor vi møder en it-mand i identitetskrise. På en forretningsrejse til et fremtidigt og fremmedgjort København kan han ikke udføre sit arbejde, da en mærkelig eksplosion har lagt hans arbejdsplads, en større bank, i ruiner. I stedet møder han på en café aktiespekulanten Alvin, som han fascineres af og spontant flytter hjem til. Novellen tematiserer på én og samme tid økonomiske strukturer i vores globale samtid og mandlig usikkerhed omkring identitet og seksualitet. Fælles for de to temaer er en særlig interesse for forholdet mellem det virkeligt oplevede og det forestillede eller fiktive. Eikas novelle er næsten en mini-roman, men den lever samtidig op til novellegenrens karakteristika.
Novellen defineres ofte i modsætning til sin storebror romanen. I romanen er der plads til større tidspænd, flere karakterer og mere komplicerede handlingsforløb. Romaner springer mere i tid og skifter oftere synsvinkler end noveller. Novellens handling er helst enstrenget, og der er kun plads til få miljøer og et overskueligt antal karakterer. Vi møder individet i en afgørende situation, og får kun i glimt adgang til dets forhistorie, hvis det er nødvendigt for at forstå de konflikter og temaer, der udspilles. Novellen kan ses som ”a slice of life”. Og hvis man kun har plads til at berette om en lille del af livet, skal det være et interessant nedslag.
Det ses fx i Naja Marie Aidts novelle 'Bulbjerg' fra samlingen Bavian (2006). Her møder vi en familie på cykeltur i et vestjysk klitlandskab. Novellen lader læseren dumpe ned i en tilsyneladende normal dansk middelklassevirkelighed, men i takt med at cykelturen udvikler sig til et mindre drama, da sønnike styrter, udfoldes også en større bagvedliggende konflikt, der peger på dybere familieproblemer med utroskab og svigt.
Novellegenrens korte form stiller store krav til historiens komposition. På få sider skal miljø og mennesker beskrives, samtidig med at der helst skal ske noget interessant, der sætter skub i fortællingen. Et godt analytisk åbningsspørgsmål er derfor ofte: hvorfor fortælles denne historie? Spørgsmålet peger på karakternes skæbne, men kan også rette sig mod fortællerens motiv eller en undersøgelse af hvilke temaer der foldes ud. Men det kan også bruges i analyse af novellens komposition. For hvad er det særegne ved netop denne fortælling? Hvilket mønster, hvilke detaljer eller hvilken begivenhed skiller sig ud og gør netop denne historie til noget helt særligt, der adskiller sig fra de mange andre fortællinger, vi omgiver os med?
Novelleteori har indgående beskæftiget sig med ”begivenheden” som det centrale omdrejningspunkt i novellens handling. Begivenheden kan forstås som noget, der kommer til mennesket udefra. Noget nyt indtræffer med begivenheden. Ordet novelle kommer af nouvelle, der betyder nyt, og ordet peger dermed på begivenheden som det nye, der forandrer en given situation. Med en metafor kan vi beskrive denne begivenhed som en stok i en myretue. Når man roder i en myretue, oplever man et virvar af kaos, bevægelser og dynamik i en ellers velordnet verden, hvor alle kender sin plads. På samme måde er novellens begivenhed det afgørende handlingsmoment, der bliver novellens motor. Begivenheden sætter gang i fortællingen og kræver forandringer. Begivenheden er en vigtig del af fortællingens arkitektur. Det kan være noget vi genkender som en stor livsbegivenhed, fx det første kys, en skilsmisse eller et dødsfald, men det kan også være en detalje, et blik, en afvisning eller en berøring. Nogle gange er det små detaljer, der sætter store forandringer i gang. Det gælder i livet og ikke mindst i den gode historie.
En række moderne noveller nedtoner begivenheden. Her er det ikke nødvendigvis en dramatisk handling, der er novellens centrum. I den moderne novelle, der kan tage form som minimalistisk kortprosa, kan den afgørende begivenhed være foregået, inden vi som læser indvies i fortællingen. Begivenheden udelades måske eller antydes bare imellem linjerne – måske endda som særligt gådefulde tomme pladser – der netop er tomme og derfor kræver en opmærksom og meddigtende læser, der må dykke ned i novellen og tolke små tegn. Dermed er læseren med til at forestille sig begivenheden og give historien mening. Novelleteorien bruger her isbjerget som metafor for denne fortællepraksis. Det er kun de ti procent over havoverfladen, der er synlige (i teksten), men denne synlige spids kan ikke eksistere uden alt det usete under overfladen.
Noveller følger ofte den klassiske treledede struktur med en begyndelse, en midte og en afslutning – men noveller kan også åbne direkte i en situation (en medias res) og slutte åbent. Alt dette afhænger af den måde fortælleren tilrettelægger sin historie på.
Fortælleren er vores point of view. Uden fortælleren har vi ingen adgang til historien, og derfor bør vi altid huske at undersøge fortælleren nærmere. Tager fortælleren selv del i handlingen? Viser fortælleren en særlig interesse eller sympati? Hvordan tilrettelægger fortælleren historien for os læsere? Hvad kendetegner fortællerens sprog og fremstillingsform? Fortælleren beretter, beskriver og tilrettelægger sceniske handlingsforløb og er på den måde altid til stede, også selvom der ikke optræder tydelige fortællekommentarer. Fortælleren kan styre tiden (fx ved at lave et flash-back), og rummet ved at zoome ind på detaljer eller skifte lokalitet. På den måde kan fortælleren dosere sine informationer til læseren, hvad enten det foregår direkte eller mere afdæmpet gennem antydningens kunst.
Særligt interessant er det, når noveller leger kispus med læseren. Måske bliver vi med vilje ledt én vej i vores forståelse af novellens drama, mens andre spor peger i en anden retning. Især jeg-fortællere kan på denne måde fremstå som utroværdige, fordi de selv har en aktie i historien eller ikke besidder det samme overblik som den analytiske læser, der gennem flere gennemlæsninger kan efterprøve jeg-fortællerens observationer og refleksioner.
I dansk litteraturhistorie er præsten i Steen Steensen Blichers mesternovelle 'Sildig opvågnen' (1828) præmieeksemplet på en sådan utroværdig fortæller, men også i nyere noveller ser vi fortællere, som vi analytisk bør forholde os kritisk til.
Det gælder fx jeg-fortælleren i Jan Sonnergaards 'Polterabend' fra samlingen Radiator (1997). Novellen begynder alvidende med en fortæller, der har overblik over tilsyneladende alle detaljer i et polterabend-selskab, men undervejs i fortællingen dukker han op i selve handlingen. Han tager del i samme univers og derfra observerer han dagens gang. I slutningen af novellen ændrer fortælleren igen karakter. Han forlader sin observerende position og bliver reflekterende og dømmende. Når man er færdig med at irritere sig over det dum-platte polterabendselskab, vendes læserens blik naturligt mod denne mærkværdige fortæller og hans arrogance.
Fortællerens tilrettelæggelse af historien er som regel et godt sted at starte, hvis man analytisk vil nærme sig novellens magi.
God læselyst – der altid noget at dykke ned i.
Kommentarer