Bog

De himmelske græsgange

Af (
1980
)

Anmeldelse

De himmelske græsgange af John Steinbeck

En Pulp-Fiction perlekæde af Steinbeck-historier og endnu et eksempel på forfatterens uforlignelige evne til at finde dramaet i dagligdagen.

På samme måde som i Tarantinos noget mere voldelige kultfilm, hvor handlingen udspiller sig som et sammensurium af brudstykker og skæbner uden tydelig kronologi, kan hver enkelt af disse små historier om folk og fæ i den californiske dal både stå alene og læses som en ny vinkel på den samme fortælling. Persongalleriet går igen på tværs af kapitlerne, men hovedpersonerne skifter hver gang, og tidslinjen er nærmest mytologisk uigennemskuelig.

Novellesamlingen er endnu et eksempel på Steinbecks uforlignelige sans for at finde dramaet frem i det daglige. Han skriver livet frem som en sand virtuos, med en pen der kan være både humoristisk og trist på samme side. Først bliver man helt tung om hjertet, når en nyfødt bliver forældreløs, og bagefter ler man højt for sig, når faderen, den uformående enkemand Junius, vil købe sig en ged, der kan levere en solid modermælkserstatning til den lille, men får fat i den forkerte slags:

”Han forhørte sig ikke om dyrets køn og oplyste intet om sine grunde til at købe det. Da geden ankom kiggede han under den og spurgte meget alvorligt: ”Er det en ged af den sædvanlige slags? ” – ”Ja, vist så”, svarede ejeren. ”Men skulle der ikke være en pose eller sådan noget lige dér, mellem bagbenene – til mælken, mener jeg? ”.

Man forstår godt, at dalens øvrige indbyggere kan finde på at betragte ham ”med den afsky, som flittige mennesker nærer for dovne”. Men også at ”sommetider misundte de ham hans dovenskab”.

I en anden historie får dalens nye lærerinde, som ellers er lidt af en lokal succeshistorie, pludselig rodet op i sin fortid af en fuld mand, der dukker op i arresten. Måske er det én, hun kender, måske ikke. Steinbeck holder sig fra at konkludere. Han nøjes med at sprede antydninger ud som små spredte skyer og lader læseren selv bestemme, hvad de ligner.

Hver af novellerne føles som en lille roman i sig selv, og det giver en helt særlig dybde på persongalleriet, at en biperson i én historie viser sig at være hovedperson i en anden fortælling, som ikke efterlader den første noget at ønske i forhold til drama. Det er en fin måde at illustrere den gamle pointe, som også kan findes hos blandt andre David Foster Wallaces i dimissionstale-essayet 'Dette er vand', og hos Dan Turèll den gang han var frontmand for Sølvstjernerne: ”Det er ikke let at være nogen”.

Så sandt, så sandt. Og så alligevel ikke; for det er temmelig let at være Steinbecks læser. Særligt hvis man lige giver sig selv en sides penge til at blive ført ind i dalen, hvor alle de mange historier gemmer sig.

Bogdetaljer

Forlag
Gyldendal
Faustnummer
05486521
ISBN
87-01-97211-1
Antal sider
226

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelse
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer