Hvad kendetegner den danske novelle? Cand.mag. Anne-Marie Vestergaard skriver om novellens historie og karakteristika og dykker ned i tre markante novellesamlinger.
Af Anne-Marie Vestergaard, cand.mag. i litteraturhistorie og filosofi.
Novellen som genre har ofte stået i skyggen af romanen i det danske litterære landskab. Ikke desto mindre har de fleste betydende forfattere også skrevet noveller. I USA har ’short storyen’ en mere selvstændig status, også i kraft af at de vigtige amerikanske litterære tidsskrifter regelmæssigt bringer nyskrevne noveller.
En litterær debut med noveller ser vi i Danmark i 1997 med Jan Sonnergaards samling Radiator. Også Ida Jessen debuterer med en novellesamling, 'Under sten', tilbage i 1989. Begge skriver overvejende realistisk. Helle Helles tidlige udgivelser, Rester fra 1996 og Biler og dyr fra 2000, er vigtige eksempler på den minimalistiske skrivestil, der er ved at vinde indpas i 1990’erne. Simon Fruelund er en anden repræsentant for minimalisme indenfor et hverdagsunivers. Samtidig sker der en form for genreeksplosion, og talrige unge forfattere (de fleste fra Forfatterskolen) eksperimenterer med den korte form. De skriver korte tekster eller romaner i små bidder, og man taler om kortprosa og punktromaner.
Især kortprosaen - med sine rødder i tidlig modernisme - bliver beskrevet og brugt som afsæt for analyser. Kortprosaen har rødder i Charles Baudelaires prosadigte 'Parisisk spleen' (1862-69) og bliver udfoldet i Danmark fra slutningen af 1800-tallet. Johannes V. Jensen skriver således det, han kalder ”myter”, i starten af 1900-tallet. I efterskriftet til 'Antologi af dansk kortprosa' fra 1998 (dækkende hele perioden frem til 1990’erne) skriver redaktørerne Jeppe Brixvold og Hans Otto Jørgensen om kortprosaens kendetegn. Snarere end at tale om en fastdefineret genre beskriver de et såkaldt genrefelt, hvor forskellige hovedformer kan indgå i med- eller modspil.
Less is more
Forfatteren har en slags valgfrihed mellem forskellige skrivemåder eller undergenrer: Fortælling, eventyr/fabel, novelle, allegori, prosadigt, causeri, lyrisk digt, essay, skitse, reportage, privat note, dokument. Den enkelte kortprosatekst vil da kunne karakteriseres ved at fastslå hvilke af de nævnte hovedformer fra genrefeltet, som den bruger eller tager næring af. Ofte er der en bevægelse mellem forskellige hovedformer. Kortprosateksten er en form for udforskning af virkeligheden, den er midt i sit emne, hvor den mere traditionelle, korte, fortællende tekst har en distance.
I de tre udvalgte novellesamlinger, 'Postkort til Annie af Ida Jessen, 'Kantslag' af Dorthe Nors og 'Af sted, til stede' af Pia Juul ser vi både mere traditionelle noveller med et fortællende forløb, en begivenhed og en pointe og mere åbne, minimalistiske eller kortprosaagtige tekster. Mange litteraturforskere har bakset med novellegenren, for den har vist sig at have været meget plastisk gennem litteraturhistorien. Især den minimalistiske skrivestil har udfordret ældre novelleteorier, siden den nyskabende Ernest Hemingway og senere igen især Raymond Carver med isbjergsteknikken; ”less is more”. I den type tekster kan man tale om det, der mangler, det som læseren undrer sig over. Hvad er egentlig begivenheden i novellen? Hvordan skal slutningen opfattes? Man kan tale om en traditionel genreforventning, som stadig er virksom hos læseren. Hvad tænker læseren, når forventningen ikke opfyldes? Læseren fylder da de tomme pladser i teksten ud og bliver medskaber af betydning. Samtidig vil kortprosaen som et genrefelt kunne bruges til at belyse nogle af de korte og ultrakorte tekster, som udfordrer vore forventninger til narrative forløb og tematiske udsagn.
Postkort til Annie
Ida Jessens novellesamling Postkort til Annie fra 2013 indeholder fem lange noveller og én kort. Der er flere noveller med kvindelige hovedpersoner og beskrivelser af følelsesmæssig stagnation i forhold til partnere og familie. En af de længste tekster er ’December er en grusom måned’ (55 sider!), og den har mere ydre dramatik. Med raffineret krydsklipning bliver der lagt op til kriminalistisk spænding, tragedie og nyt håb. Der er på en måde to historier i novellen. En om en ung mor, der myrdes, og om livet for de efterladte to småpiger og en ægtemand. En om et modent ægtepar, der forsøger at hjælpe. Perspektivet skifter mellem de forskellige personer, samtidig med at læseren skal prøve at stykke historien sammen. Hvad skete der egentlig, og hvem er morderen? Psykologiske dybdeboringer veksler med symboltunge beskrivelser af et landsbymiljø i halvfjerdserne. Slutningen rummer sin egen forløsning med et interessant etisk perspektiv, hvordan skal ikke røbes. Man kan tale om to begivenheder og én pointe i denne flerstrengede fortælling.
Kantslag
I Dorthe Nors’ digtsamling Kantslag fra 2008 (genudgivet i 2014 efter succesrig udgivelse i USA) er der femten korte noveller. Nogle er kontante og pointerede, andre mere åbne. Også her blandes det banale og hverdagsagtige med død og ulykke. Oplevelser, sansninger, følelser, refleksioner. Små og store begivenheder. Der er klare minimalistiske elementer i mange af novellerne, for hvornår er en detalje blot en detalje, og hvornår er den ladet med symbolsk betydning? Perspektivet er som oftest personbundet. I ’Buddhisten’ har vi dog en form for alvidende fortæller. Det er en vanvittig historie om en karrieremands deroute startende med konens ønske om skilsmisse. Satire og fantastik blandes i denne novelle. Der er en fin fornemmelse for tidens selvbedrag og den mentale prægning, der sker, når en af præstationssamfundets villige soldater kløjes i det glatte managementsprog og på megaloman vis forveksler sin egen genoprejsning med verdensherredømme. Det sker ved hjælp af buddhisme og tredjeverdensidealisme.
Af sted, til stede
Pia Juuls Af sted, til stede fra 2012 har genrebetegnelsen ’noveller, episoder’. Her er der stor formmæssig spændvidde, og det dvæler jeg lidt ved med et par illustrative teksteksempler. Der er novelleagtige tekster med en jegfortæller, og der er korte og ultrakorte tekster, der fremstår som kortprosa. Der er tekster om barndom, ungdom, voksenliv. Om steder og rejser. Der er historier, erindringer, fantasier. Nogle gange er der blot en stemme, hvor hverdagssproget blandes med det lyriske. Af førstnævnte novelletype kan nævnes den finurlige ’Alle kan ro’. En ung pige fejrer sin nittenårs fødselsdag med en dominerende mor og nogle ældre slægtninge. Jegfortælleren modsiger hele tiden sig selv. For eksempel er det hyggeligt at feste sammen med de gamle, alligevel dukker hun sig, da nogle unge passerer forbi. Hun bagatelliserer, at hun ikke kan finde ud af at ro som resten af familien, alligevel føler hun det som et personligt nederlag.
Omdrejningspunktet er morgendagens flytning og studiestart, væk fra moderen og dennes omklamring. Novellens egentlige begivenhed viser sig dog til allersidst. Hun sidder i toget på vej til den nye tilværelse og opdager, at kvinden overfor er død. Hun tildigter straks denne oplevelse en værdi som værende en afgørende begivenhed i hendes egen fortløbende livsfortælling. Hun afslutter et kapitel og åbner et nyt. Opdagelsen gør hende euforisk, hun føler sig endelig fri og voksen. Læseren kan dog ikke lade være med at spørge, om hun nu også bliver så fri og selvstændig, som hun påstår. Med denne forvirrede jegstemme leger forfatteren med læserens forventning om et fortælleforløb med begivenhed og pointe. Er det en begivenhed strukturelt betragtet? Scenen virker filmisk, og man synes i øvrigt, der mangler noget: Hvad er kvinden død af ? Læseren bliver ’left in the dark’. Der er sort humor og ironi over pigens vaklende erkendelsesevne.
Af kortprosatypen kan nævnes teksten ’Liegewagen, ligvogn’ (igen noget med et tog!). Der startes med den synlige, alvidende fortællers panoramablik: En tysk banegård og to kvindelige rejsende, en ung og en mere moden, forklaringer og baggrund. Der er en konflikt, fjorten dages uvenskab mellem de to. Læseren forventer et fortælleforløb med en form for løsning. Fortælleren har først suverænt overblik over historien, de to kvinder tilbringer dag og aften sammen inden hjemrejse, og de bliver i berust tilstand gode venner igen. Undervejs flyttes fokus til den unge kvinde, den anden er blevet væk. Den unge når med nød og næppe toget efter hændelsen med de forbyttede bagagenøgler. Til sidst er vi på den unges umiddelbare oplevelsesplan: Hun ser den anden i køjen og hører hende sige ”Liegewagen! (…) ”Ligvogn. Har du set vi skal ligge i hvidt papir! Ligklæder!” (s. 109). De sidste linjer udgør næsten en impressionistisk skrivemåde. Fortælleperspektivet er blevet snævret voldsomt ind.
Teksten som hele har præg af litterær skitse, måske på baggrund af forfatterens egne oplevelser og forsøg på at forstå det oplevede. Ligeledes kan det opfattes som en metafiktiv leg med fortælleperspektiver som forskellige måder at forholde sig til virkeligheden på. Læseren kan ikke lade være med at tolke på de sidste linjers replikker. Er venskabet alligevel dødt? Er kupeen en kiste for deres forliste venskab? Som man kan se, har forskellige hovedformer fra genrefeltet været i spil; fortælling, novelle, privat note. Man går fra et kynisk helikopterblik hos den, der måske ønsker at distancere sig, til en stemmes registrering uden forklaring. Det sidste bliver en form for forsvindingspunkt i teksten, hvor læseren selv må tænke videre. Desuden er teksten midt i sit emne hele tiden: Den kan opfattes som forklædte refleksioner over rejsen, flygtigheden, værdien af menneskelige relationer eller manglen på samme.
Kommentarer