Serpentine

Naturen fylder meget. Det gør den også i Thøger Jensens lille roman "Serpentine", der foregår på øen Mull i Hebriderne. De to venner William og Alex strander på en vej, hvor en flok skotsk højlandskvæg har taget opstilling og spærrer for deres Volvos videre kørsel. Midt i ødemarken med langt til nærmeste træ, men med udsigt til bjerget Ben More, som de havde til hensigt at bestige på et par fridage, må mændene væbne sig med tålmodighed og afvente dyrenes afgang.

Men kvæget flytter sig ikke. Ja, måske går der somme tider et par stykker væk, og et par andre kommer til i ly af nattens mørke, men resultatet er det samme: vejen er spærret.

Den ene dag tager den anden. En kvinde i en Polo kommer til. Hun hedder Cornea og slår lejr sammen med de to. Hun har noget med benene. Somme tider kan hun ikke gå, men til andre tider danser hun rundt. Alle tre lever de af det, de kan fiske i havet, og det, der falder ned til dem, en fugl og et får. Og så kommer posten forbi på sin cykel med en avis og lidt tobak af og til og et brev fra hoteldirektøren, som savner sin Volvo. William og Alex arbejder som henholdsvis gartner og overtjener på et hotel på naboøen Iona. Her har de efterladt Alex' kone Sophia, som også William er meget tiltrukket af.

Indimellem hører vi om de mange fuglearter, som flyver omkring dem, om havet og tidevandet og blæsten, om haver, som William har været i, og om de tre strandedes drømme og samtaler. Serpentin en grøn sten, som findes på Iona. Når den er ren, er den halvgennemsigtig, som glas. Et mørkegrønt øje, der stirrer på én. Ifølge folketroen er serpentinerne havfruetårer.

"Serpentine" er en absurd historie med en på én gang rolig og rastløs stemning, en lille, alt for hurtigt læst roman. Men så kan man selvfølgelig bare læse den en gang til. Det gjorde jeg. Prøv selv.

Borgen, 2002. 92 sider. Kr 199,-