Livstråden

’Livstråden’ bygger på en interessant og tankevækkende præmis, der vejer op for bogens mangelfulde litterære kvaliteter.

En dag i marts modtager alle over 22 år en æske med deres navn indgraveret, påtrykt teksten: Heri ligger dit livs mål. Æsken indeholder en tråd, som angiver længden på den enkeltes liv – nogle tråde er uoverskueligt korte, mens andre tråde er så lange, at indehaveren med ro i sindet kan se frem til den alderdom, vi vel alle sammen forestiller os skal være afslutningen.

Scenen er hermed sat for endnu en af de utallige spekulative fiktioner, der bliver mere og mere populære i samtidslitteraturen som prisme for at forstå den moderne verden. Det kræver ikke meget fantasi at koble ankomsten af trådene i marts med konsekvenserne af den verdensomvæltende pandemi, vi de seneste år har skullet forholde os til. Altså spiller ’Livstråden’ ind i en helt konkret problemstilling: Verden er på kort tid fuldstændig uigenkaldeligt forandret.

Undervejs i romanen følger vi 8 karakterer med forskellige livsomstændigheder, hvis skæbner bliver viklet ind i hinandens af de rystelser, som ankomsten af trådene afstedkommer i det amerikanske samfund, og en alvidende fortæller, som bringer en global vinkel på, hvilke dilemmaer og konflikter en konkret viden om livets længde sætter gang i i en kontrolfikseret verden.

På papiret er ideen simpelthen så god, og præmissen for historien så medrivende og skræmmende, at det har potentiale til at blive en virkelig god fortælling i lighed med Hervé Le Telliers Anomalien, hvor usandsynlige begivenheder også sætter medmenneskeligheden på prøve. Men i ’Livstråden’ falder det hele simpelthen til jorden – den er SÅ amerikansk og sentimental, at det er noget af en prøvelse at komme igennem den. Sproget er for letbenet og fladt, og karaktererne mangler dybde og substans.

Kærlighedshistorien, som er spirende mellem A og B gennem hele romanen, ender med den mest forudsigelige slutning, der er en Hollywood-film værdig. Det siger meget, at romanens mest interessante og medrivende karakter er den dybt usympatiske og overfladiske præsidentkandidat Anthony, der for enhver pris vil vinde præsidentembedet, om han så skal kaste hele nationen ud i en borgerkrig for at opnå sit mål.

Alligevel er der noget sært dragende over fortællingen. For selvom Nikki Erlick aldrig formår at gøre mig interesseret i sine karakterer eller handlingsforløbet i romanen, så er dilemmaerne, romanen sætter op, sindssygt vedkommende og tankevækkende: Hvad stiller man egentlig op med visheden om sit livs mål? Hvordan vælger man at leve, når man ved præcis, hvor mange år og måneder der er tilbage at leve i? Kan man være sikker på at få et godt liv, bare fordi man ved, det bliver et langt liv? Kan det være en befrielse at vide, at livet stopper lige om lidt? Og bør ens rettigheder som menneske afhænge af, hvor lang tid man har tilbage? De spørgsmål er konstant nærværende gennem romanen, og de sætter gang i tanker, der følger læseren undervejs, og faktisk også fortsat følger mig som læser, efter jeg endelig fik afsluttet læsningen.

Af den grund vil jeg, på trods af det meget lidt medrivende plot og de ret så ligegyldige karakterer anbefale at man læser ’Livstråden’ – eller ser filmen, når den helt stensikkert inden for få år bliver remedieret som en stor hollywoodproduktion (den føles allerede i sin litterære form som et nøje tænkt forlæg for en virkelig dyr og indbringende 3 timers spillefilm).

Hvis der er én ting, som er helt sikkert i et menneskeliv, er det, at det ender med døden – men når man bliver præsenteret for en verden, hvor alle ved præcis, hvornår den død kommer, bliver man sært taknemmelig for usikkerheden om sin egen afslutning på livet og alt det vidunderlige, man kan få ud af at leve sit liv med fornemmelsen af, at der er masser af liv at tage af. Når livets mål er udefineret, bliver det netop ikke definerende for, hvordan det liv leves. Netop derfor har ’Livstråden’, som litteratur betragtet, en relevans, der lige, men også kun lige, vejer op for dens ellers mangelfulde litterære kvaliteter.