Hypotesen om kærlighed

Ultra-amerikansk romcom vil være intellektuel, men forfalder til klichéen om den usikre kvinde, der forføres af den arrogante professor til smagfuld samtykke-sex. 

BookTok-megahittet ‘Hypotesen om kærlighed’ er endelig udkommet på dansk, og forventningerne fra denne skabsromantiske boganmelder var høje efter at have læst og hørt en del om bogen på internettet. Efter endt læsning er jeg dog splittet mellem at anmelde bogen med min krop eller mit hoved, så her følger et misk-mask af følelser og tanker om, hvilken slags bog ‘Hypotesen om kærlighed’ er, og hvorfor jeg stadig vil anbefale den vidt og bredt, selvom jeg egentlig ikke synes, det er god litteratur.

‘Hypotesen om kærlighed’ er sat i et ærkeamerikansk universitetsmiljø på Stanford University, hvor hovedpersonen Olive Smith er i gang med at skrive en ph.D i biolog, hvor hun studerer kræft i bugspytkirtlen (som hendes mor døde af, da Olive var teenager). Hazelwood er selv professor i neurovidenskab og trængte tydelig vis til noget romance i sit laboratorieliv. Nu krydrer hun videnskab med kærlighed i sine bøger, og det går ikke stille for sig.

I ‘Hypotesen om kærlighed’ forstår man hurtigt at universitetsverdenen i USA, og ikke mindst livet som ph.D-studerende, er meget hårdt og ikke ligefrem en livsstil, der efterlader særlig meget plads til en kæreste. Olive bruger al sin tid på at arbejde og har altså hverken tid eller lyst til at date. Da hendes veninde Anh (også ph.D-studerende) bliver forelsket i Olives eks-kæreste, Jeremy (også ph.D-studerende), må Olive prøve at overbevise Anh om, at hun ikke længere er interesseret i Jeremy. Og dét gør hun så ved at begynde at fake-date den berygtede, utilnærmelige og utroligt hotte professor Dr. Adam Carlsen (på 34 år, så heldigvis ikke noget med gammel mand-ung kvinde).

Olive og Adam forelsker sig selvfølgelig, selvom de i starten kun lader som om, de dater. Undervejs bygges “dramaet” op af klassiske romcom troper om, at den kølige og hotte professor selvfølgelig aldrig kan blive vild med en så ordinær kvinde som Olive, eller også kan han alligevel godt. Hele herligheden kulminerer (selvfølgelig) med en ordentlig omgang smagfuld samtykke-sex, som giver selveste Sally Rooney kamp til stregen med spicy detaljer og sveddryppende omsorg.

Jeg skriver alt dette med en vis ironisk distance, fordi det ikke skal være nogen hemmelighed, at jeg slet ikke kunne slippe denne bog. Selvom dens totale mangel på litterære kvaliteter, når det kommer til karakteropbygning, sprog, dialoger og ikke mindst originale plot står fuldkommen klart, så er der bare ikke noget så... tilfredsstillende som at læse en god gammeldags romcom, hvor det hele ender godt, og man tilmed får lidt farve i kinderne, mens man læser. 

Ét kritikpunkt vil jeg dog ikke underkende. Bogens totale forfald til klichéen om den usikre kvinde, der forføres af den arrogante mand må simpelthen ophøre. Måske er det en amerikansk ting, og guderne skal vide, at denne bog er ultra-amerikansk i sin politiske korrekthed og sine stereotypiske karakterer, men kunne vi ikke godt stoppe med at reproducere idéen om den længselsfulde kvinde, der i skjul observerer den hotte professor med de brede skuldre og det skæve smil.

På samme måde vil jeg egentlig også gerne have aflivet klichéen om den tavse, utilnærmelige mand, der inderst inde er blød og følsom og naturligvis også en fantastisk elsker, selvom det er 10 år siden, han sidst har haft sex. Og når vi så er i gang med at aflive klichéer, kunne vi så ikke også fjerne idéen om, at man er en god veninde ved at lyve og indgå “fake” relationer for at sikre sine venners lykke og fremtid. Hvad blev der af at tale med hinanden?

‘Hypotesen om kærlighed’ vil så gerne være en feel-good for intellectuals ala Strandlæsning af Emily Henry og Skønne verden, hvor er du af Sally Rooney, og den lykkes til dels med sit projekt, selvom den er langt mere feel-good, end den er intellektuel.