Stenfjæs

Lars Daneskov formår at fange både voksne og børn med sin skøre og underfundige stil, når han fortæller om vrisne ønskesten, bandende babyer og superhelte.

Lars Daneskov har tidligere bevist, at han er en mester udi at se den almindelige dagligdag fra et særligt børneperspektiv. Hans bog Tro, håb og gorgonzola modtog i 2013, helt velfortjent, boghandlernes børnebogspris, BMF-prisen, som årets børnebog. Nærværende bog er den første i en serie på tre om Stenfjæs, en ganske speciel, magisk og til tider lidt vrissen sten. Bogens primære hovedperson er dog den livlige og fantasifulde pige Lulu.

Lulus mor er damefrisør, og Lulus far går altid til møder med skjorte og slips, mens hendes lillebror, Morgan, kun kan savle og bøvse, og derfor har Lulu virkelig brug for sin store fantasi for at kunne overleve i sådan en gudsjammerligt almindelig og kedelig familie. Med fundet af en magisk ønskesten, Stenfjæs, forsvinder alt det almindelige og kedelige dog som dug for solen. Far begynder at gå i shorts og spise hot-dogs dagen lang, mor klipper skøre frisurer i stedet for lige pandehår, og Morgan begynder at bande. Heldigvis har Lulu sin gode ven, Otto, men ham får hun også bragt i fedtefadet, da hans yndlingssuperhelt, Zolon, pludselig bliver kæmpestor og meget levende.

Der skal jo helst ikke gå for meget moralsk prædiken i nutidens børnebøger, men der er alligevel én her, om end pakket ind i skæg og ballede: det er ikke kun fryd og lykke at få alt, hvad man ønsker sig, det må Lulu sande, og særligt da hun finder ud af, at Stenfjæs meget nødigt omstøder allerede opfyldte ønsker.

Lars Daneskov formår at fange både børn og voksne med det skøre til børnene og det underfundige mellem linjerne til de voksne. Han får tegnet nogle rigtig fine og finurlige karakterer, og børnene står skarpt med hver deres personlighed; Lulu, den aktive ”drengepige” og Otto, den forsigtige og fornuftige dreng, der måske har lidt mere at kæmpe med, end man helt får fortalt. Lulus forældre arbejder for meget og har, uden at vide det, brug for at få vendt livet lidt på hovedet af en magisk ønskesten. Otto bor alene med sin mor, der holder sig meget for sig selv og altid er træt. Uden at det bliver nævnt direkte, da bogen jo tager et børneperspektiv, så fornemmer man at der her er en bagvedliggende historie om depression og voksenansvar på et barns skuldre. Meget fint skildret med få ord og nænsomhed.

Bogen er perfekt til højtlæsning for drenge og piger fra 6 år og opefter, kapitlerne er af passende længde, og selve historien er flydende og medrivende. Og ikke mindst sjov! Derudover må illustrationerne af Charlotte Pardi fremhæves, hun gør med sin rustikke og enkle streg historien og figurerne ekstra levende.