Bog

Natten før denne dag

Af (
2020
)

Anmeldelse

Natten før denne dag

16 mar.21

Fragmentarisk dagbogsroman om en ensom og ulykkelig pige et sted mellem barn og voksen.

I fragmentariske dagbogsoptegnelser følger vi bogens navnløse jeg-fortæller gennem et år. Hun begynder sin dagbog den dag, hun fylder 13 år, og den slutter, da hun fylder 14 år. Hun beretter om sit liv sammen med sin mor, sin storesøster Cosima og hesten Elektra. Dagbogsoptegnelserne tegner et billede af en ensom, ulykkelig og rodløs pige et sted mellem barn og voksen.

Dagbogen er præget af et enormt selvhad hos i en ung pige, der føler sig grim og uelsket, og som har voldsomme fantasier om blod, død og vold. Faktisk elsker hun kun hesten Elektra, som hun alligevel pisker for at komme af med sin vrede. Søsteren Cosima beskriver hun som smuk, og hun skiftevis hader og elsker hende i en slags søsterjalousi. Forholdet til moren beskriver hun som kompliceret. Hun føler sig uelsket og citerer moren for at skulle have sagt ”Du var et grimt barn fra begyndelsen, siger mor. En grim baby, som var født ondskabsfuld”. Hun husker også, at moren skulle have sagt, at hun var et barn, som det var umuligt at elske.

Der tegnes unægtelig et billede af en ulykkelig pige, hvor det at føle sig grim fylder meget. ”Jeg er et grimt og gammelt barn. Jeg bliver aldrig ren, bliver aldrig blød, bliver aldrig rundkindet og rød,” skriver hun i dagbogen. Hun føler sig nok uelsket, men Indimellem kan man også få den tanke, at hun er en lidt overspændt teenager, der prøver at finde sin identitet ved at dyrke lidelsen. Hun vil gerne opfattes som voksen, men hvordan kan hun være voksen, når hun stadig sover i et børneværelse, undrer hun sig. Undervejs får hun sin første menstruation, hvilket forstærker hendes fantasier om blod.

Det er svenske Johanne Lykke Holms første bog på dansk. Hun har skrevet dagbogen i ganske korte afsnit helt ned til én linje. Det er logisk nok for en dagbog, men hvis forfatteren vil give os indtryk af, at en 13-årig pige tænker og skriver som jeg-fortælleren, synes jeg ikke, det er lykkedes. Det er vist de færreste på den alder, der tænker og skriver på den måde. Bogen er totalt blottet for humor, og selv om nogen af fantasierne kan lede tanken hen på et gotisk gys, synes jeg, bogen sætter sig mellem flere stole. Der skal naturligvis være plads til eksperimenterende litteratur, men set fra mit synspunkt bliver ’Natten før denne dag’ aldrig rigtig fængslende.

Analyse

Natten før denne dag

Drømmende og hallucinerende selvhad serveret på et poetisk stykke dagbog med fugt, mos og blod som pynt. En 13-årig pige er på vej til at blive voksen i en ubeboelig krop i en kold familie .

Johanne Lykke Holms poetiske og grumme debutroman minder ikke meget om en roman. Dens poetiske sanselighed er udtrykt i dagbogsform med fragmenter i sindet på en ung pige. De barske og hadske selvbilleder spinder læseren ind i et surreelt tankeunivers, hvor alt er destruktivt og intet er forklarligt.
 

Nedarvede traumer og mareridt.
Pigen befinder sig i sin familie, hvor moren tilsyneladende kun ser den vellykkede og smukke søster Cosima. Moren fremstår med urokkelig kulde og et fjendtligt blik.

”Mor er som et bjerg, som i selve konstruktionen er fjendtlig.”

Pigen drømmer gentagne gange natten før denne dag, hvor hun som mareridt befinder sig i rituelle klosterstemninger, skyggefyldte haver, mørk modbydelighed, død og gravkammer. Underliggende fornemmes et traume fra moren, som har forplantet sig i pigens sind og tillader ikke, at hun skal finde fred, og efterlader hende i stor ensomhed:

”Det er en underlig ting at være et barn, som ingen kan elske. Man er ulykkelig men også fri.”

Alene i et stort hus med morens og søsterens misbilligelse som eneste levende billeder, der bevæger sig forbi. Selv hesten Elektra, som ellers er det eneste lyspunkt for pigen, er indhyllet i familiens skumle stemning: ”Jeg ved, at hun også indeholder et meget kompakt mørke.”

Det poetiske sprog i den stillestående handling føles næste klaustrofobisk at være en del af. Den unge piges optegnelser og drømmedagbog er så fyldt af stærkt selvhad og grumme billeder. De sparsomme tekststykker er struktureret i korte afsnit med halve sider tomme. Her kan læseren trække vejret og reflektere over det barske budskab og forsøge at fordøje forbandelsen.

”Jeg ved at jeg bærer døden i mig. En glaslåge ind i kroppen. Jeg ser ind i mig selv og ser mine bylder. Min krop er ikke andet end en beholder for ulækre ting. Min barndom sidder under leveren som et dødt organ. Jeg åbner et vindue.”
 

En eksperimenterende roman med stilistisk vildskab.
Romanen indeholder alt det grimme, det voldsomme, det onde og det døde, der vælter ud som surreelle billeder. Det er sitrende sproglig lyrik i en prosaisk form. Eksperimentet og skrivestilen er fascinerende – læsningen og oplevelsen kan synkes i afmålte bidder, hvis man altså tør bide sig igennem den.

Johanne Lykke Holms debut hedder på svensk ’Natten som föregick denne dag’. Den skæve og tvetydige titel stemmer noget bedre overens med romanens vilde univers, og den mørke stemning i bogen, end den mere klassiske danske oversættelse. Hvorfor mon ændre den så betydeligt
 

Johanne Lykke Holm i det litterære landskab.
Holm er svensk-dansk forfatter. Hun viser en imponerende sproglig stilistik og markerer sig som en markant stemme. Der er ingen tvivl om, at vi her har en forfatter, hvis fortælleeksperiment er både vildt, modigt og særegent. Hun arbejder også som oversætter og har sammen med Olga Ravn skabt skrivekurset Helseskolen i København. 

Hendes debut er oversat til dansk i forbindelse med, at hendes anden roman ’Strega’ er nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris 2021. Der er noget vildt i vente.

02 jun.21

Bogdetaljer

Forlag
Basilisk
Oversætter
Kasper Bartholin
Faustnummer
38329693
ISBN
9788793077737
Antal sider
177

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind for at skrive kommentarer