Kroppen er en si

Julie Top-Nørgaards litterære dagbog taler direkte ind i en tid og en generation. Tro mod genren handler værket om hverdagen og alt, hvad den rummer: Arbejde, relationer, sygdom og følelser. 

Dagbogsromanen strækker sig præcist over et år fra d. 14. februar 2017. I dette år hører læseren om jegets familieliv med mand og to børn, og om hendes arbejdsliv som underviser på UCC med fyringsrunder, magtforhold og hvad, det ellers indebærer. Igennem dagbogen oplever hun et sygdomsforløb, som skaber dødsangst og gør, at hun frastødes af sin egen krop. Hun har MRSA og skriver flittigt om hospitalsbesøg og det åbne sår, som tager flere måneder om at hele. Bogen består derudover af tanker omkring litteratur, som hun har læst igennem året. Værkets største og mest interessante tematik er dog følelseslivet, der overskygger og bliver udpenslet i mange af bogens scener. ’Kroppen er en si’ er en intim dagbogsroman, som lægger det hele ud til offentligt skue. Det er de negative tanker og følelser som fylder: Vrede, bekymring, stress, angst, skyld, sorg, tvivl og frustration. Dagbogen giver et indblik i et liv, som bliver trukket i mange forskellige retninger. Et liv, hvor der er en kamp og en dialog mellem idealer og forestillinger om, hvordan livet bør leves, og hvordan livet er i praksis.

Top-Nørgaards værk indeholder meget refleksion over både hendes følelser, de førnævnte tematikker og ikke mindst bogen selv. Det er tydeligt, at denne bog er skrevet med det formål at udgive. Det skaber en dialog i værket omkring bogen som et produkt. Hun beskriver, hvordan bogens pressemeddelelse skal lyde, hendes redigering af bogen og frygt for om den nu er god nok eller om den er ”latterlig i sin banalitet”. Hun er reflekteret omkring sine egne følelser og skriver om, hvorfor det er svært for hende at skrive om det gode liv. Bogen er opmærksom på egne begrænsninger: ”Jeg ville skrive om venskaber, om vrede, og nu er det eneste, jeg skriver om, mit arbejde.” En af bogens største styrker er dens opmærksomhed på genren og de tanker, hun gør sig omkring dagbogsformen. I bogen står der blandt andet, at ”dagbogen er blevet en samtale, jeg har med mig selv”. Dagbogen kan hjælpe til at sætte ord på problemerne, men det er også hårdt og voldsomt at være så ærlig: ”at skrive dagbog er at kradse i mine egne sår. At udgive den er at lade andre se på, når jeg gør det”. 

Top-Nørgaard taler med denne bog direkte ind i en tid og en generation igennem bogens feminisme, kønnede vrede og ikke mindst intimitet omkring tabubelagte emner som menstruation og negative følelser. Dagbogsromanen er lige til i sit sprog og sine emner, hvilket gør den mere tilgængelig og hverdagslig. Igennem bogen er der fokus på, at den skrives til udgivelse, hvilket giver nogle spændende refleksioner, men også bliver en hæmsko.

Anmeldt af Simone Hassager, nordiskstuderende AU