Margrethe - en lille dronning

Bog

Margrethe - en lille dronning

Af (
2019
)

Anmeldelse

Margrethe - en lille dronning af Louise Rosenkrands

26 okt.19

Smuk og indbydende hyldest til Danmarks regent i billedbogsformat. I ord og illustrationer fortælles et stykke danmarkshistorie i børnehøjde gennem skelsættende begivenheder i Dronning Margrethes liv.

At koge et usædvanligt og begivenhedsrigt dronningeliv ned til en kortfattet billedbog synes som en noget nær umulig opgave. Ikke desto mindre er det lykkes Louise Rosenkrands at gøre netop det, og endda på en sådan måde, at man sidder tilbage med fornemmelsen af, at hun har formået at udtrække essensen af Dronning Margrethes liv.

’Margrethe – en lille dronning’ giver et indblik i historien om en særlig pige, der tager sin skæbne på sig og bliver regent for et af verdens ældste kongeriger. Bogen begynder en aprildag i 1940, hvor hun blev født, mens tyske soldater marcherede gennem København. Derefter beskrives dronningens liv på en helt enkelt måde i en række ikoniske nedslag frem til i dag. Lige fra forældrenes ture til Grønland og sommertogter med kongeskibet Dannebrog til en tronfølgelov, der skulle ændres, for at hun kunne blive dronning. Vi hører også om, at hun som ung fik interesse for arkæologi og kunst, og om mødet med en flot fransk greve, som hun forelskede sig i og stiftede familie med.

Der er ikke særligt meget tekst på hvert opslag, men historien udfolder sig også i de varme, runde og farverige illustrationer, der udvider og forstærker fortællingen. Det er i særdeleshed de fine illustrationer, der formår at ramme Dronning Margrethes særkende, og illustrationerne er også i stand til at formidle mere, end den knappe tekst kan. F.eks. er den nyfødte prinsesse afbildet på et smukt leje af margueritter, hendes farfar -kong Christian 10. - ses ridende gennem Københavns gader, og at de tre prinsesser var populære som påklædningsdukker er også taget med. Opslaget, hvor den lille prinsesse Margrethe står på sin plads i kongerækken, er desuden med til at fremhæve, hvad hun har skullet leve op til.

Når man læser bogen, ledes tankerne hen på forlaget Alberts skønne biografiske billedbogsserie Små mennesker, store drømme, som her har fået et dansk modstykke. Man kan kun håbe, at der ikke er tale om en engangsforestilling, for der er flere store nationale personligheder, som er oplagte at portrættere på lignende vis.

'Margrethe – en lille dronning' er en biografi, der er fortalt, så børn helt ned fra 4-års alderen kan være med, men den vil også kunne bruges af lidt ældre børn, som skal bruge baggrundsviden om Dronning Margrethe. Mest af alt, er det en skøn og virkelig smukt illustreret billedbog, som kan læses for den gode historie, den også er.

Bogdetaljer

ISBN
978-87-93825-08-6
Antal sider
36

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelse
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer