Bog

Kalle – den lille tyrefægter

Af (
2019
)

Anmeldelse

Kalle – den lille tyrefægter af Astrid Lindgren og Marit Törnqvist

15 jun.19

En atmosfærefyldt billedbog om gamle dage i et smålandsk bondesamfund, der rummer både dramatik og en lykkelig slutning.

Historien har tidligere været udgivet under titlen 'Den dag Adam Engelbrekt blev olm' som en del af samlingen 'Kitte Kry og andre børn'. Nu er den udkommet i en fin nyoversættelse som sin egen billedbog. Den nye titel gør meget passende den lille hørhårede, snottede husmandsunge Kalle på bare 7 år til hovedperson.

Adam Engelbrekt, der normalt er en fredelig tyr, bliver pludselig på uforklarlig vis olm. Han bryder ud af sin bås og spankulerer truende rundt i indhegningen foran stalden, så man ikke kan komme ind og malke de stakkels køer. De voksne prøver forgæves at få tyren gennet ind i stalden, men typisk for Astrid Lindgren er det et barn, der magter opgaven. En lille snottet husmandsunge der er vant til tyre, og som ved, at man kommer længst med venlighed.

Billedbogens verden er meget langt fra vore dages. Når den alligevel appellerer til moderne børn, skyldes det Astrid Lindgrens eminente sans for at fortælle en god historie med en passende dosis dramatik og et drys poesi, hvor hun gør et barn til hovedaktør. De atmosfærefyldte illustrationer af Marit Törnqvist fremmaner på fornem vis det Småland, hvor Astrid Lindgren voksede op, og som hun elskede.

Vi introduceres for et gammelt bondesamfund, hvor man ikke kendte til stordrift. Der var ingen maskinpark, og foruden husbonden og hans familie gav gården arbejde til karle og piger og daglejere. Illustrationerne gengiver på eminent vis de typiske svenskrøde bondegårde og stalden, hvor et mindre antal køer og katte hygger sig, og de bliver åndeløst smukke, når de indfanger atmosfæren i den nyudsprungne birkeskov. Også personerne får liv som de nysgerrige, sensationslystne folk fra sognet, der flokkes om indhegningen, hvor den olme tyr regerer, men især den lille spinkle Kalle med de stumpede bukser, der ses i stærk kontrast til den enorme, muskelsvulmende tyr.

Billedbogen er oplagt til hyggelig oplæsning fra cirka 4 år med lige tilpas dramatik til at vække børns interesse, og den giver også anledning til en snak om gamle dage.

Bogdetaljer

Forlag
Gyldendal
Oversætter
Kina Bodenhoff
Graphic
Marit Törnqvist
ISBN
9788702286533
Antal sider
32

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind for at skrive kommentarer