Anmeldelse
Jul i stalden af Astrid Lindgren
- Log ind for at skrive kommentarer
Juleevangeliet er kendt og elsket af mange og fortolket i både film, litteratur og diverse krybbespil. Astrid Lindgren har også givet sin version i denne fine, lille julefortælling.
Rammen er en godnathistorie, som en mor fortæller sit lille barn. Hun fortæller historien om en jul meget langt borte og for mange, mange år siden. Det lille barn ser hele fortællingen for sig, som om det foregår i deres egen lille stald på gården.
Fortællingen kender vi; en mand og en kvinde kommer langvejs om natten og finder ly i en varm og lun stald, hvor dyrene byder dem velkommen med deres ordløse kropssprog. I den varme stald fødes et lille drengebarn – og over stalden lyser den klareste stjerne. Hyrderne, der passer får på marken, ser stjernen og finder frem til stalden, hvor de møder det lille menneskebarn. Det var den første julenat for længe, længe siden.
Det er en enkel og fin fortælling, som er forholdsvis hurtig at læse – og børnene er godt med. Der er mange emner, der kan tages op, hvis man læser med de 3-4 årige. Hvorfor har manden og kvinden ikke et sted at sove?, hvor kommer de fra?, hvor kom babyen fra?, hvilke dyr er der i stalden og sover de ikke?, hvad er en krybbe?, hvorfor lyser stjernerne og hvorfor er hyrderne ude om natten?
En rigtig fin og klassisk billedbog med stemningsfulde billeder, som er en fin måde at fortælle små børn om juleevangeliet.
Brugernes anmeldelser