Mere om Emil fra Lønneberg

Bøgerne om Emil fra Lønneberg har for længst slået deres status fast som nogle af de helt store børnebogsklassikere med potentiale til at glæde mange fremtidige generationer af 5-9-årige .

'Mere om Emil fra Lønneberg' er anden del af en trilogi. Handlingen udspiller sig i et fortidigt bondemiljø, som moderne børn ikke kender noget til, men Lindgren er god til at forklare det fremmedartede. Der arbejdes hårdt både ude og inde, men der er også plads til festlige indslag, hvor bordet bugner af hjemmelavet mad.

Lille Emil er ikke et typisk barn af sin tid. Der er noget tidløst i beskrivelsen af den ukuelige lille dreng med det engleagtige udseende og den vildtvoksende fantasi og store foretagsomhed. Han er berygtet i hele sognet pga. sine gale streger, men der er meget mere ved Emil end hans underholdende skarnsstreger. Kina Bodenhoffs nænsomme nyoversættelse sikrer, at sproget er tæt på Lindgrens fortællende stil og forståelig for børn nu og i den nære fremtid. Bjørn Bergs udtryksfulde illustrationer giver et fint indtryk af det landlige miljø, og hans indgangsvinkel i persontegningerne er humoristisk/ironisk.

Astrid Lindgren optræder som den alvidende forfatter, der i en fortrolig tone indvier den lille tilhører i Emils sjove påhit. Hun kan dog berolige børnene med, at det slet ikke går så galt med Emil, som alle regner med, for han ender med at blive sognerådsformand. Så går det ellers over stok og sten med muntre episoder. For der er næsten ingen grænser for, hvad Emil kan finde på. Når han først får en ide, skal den straks føres ud i livet, ofte med katastrofale følger. I dette bind får far både paltdej og kartoffelpandekagedej i hovedet, og Emil viser sig som en smart handelsmand, der får tiltusket sig en hest, fordi han forstår sig på dyr.

Bag den rablende humor ligger der en dybere alvor. Emils gale streger er ikke ondt ment. I virkeligheden er han en god dreng med hjertet på rette sted. Han har blik for de svage i samfundet som lemmerne i fattighuset, som han holder et overdådigt julegilde for, mens forældrene er til julegilde i Skorphult. Bogen viser også, hvor vigtigt det er at vokse op omgivet af kærlighed. Moderens kærlighed er klippefast, mens Emil har et blandet forhold til faderen, hvis autoritet han konstant udfordrer.

Venskabet med karlen Alfred er et vigtigt holdepunkt i Emils liv. Alfred holder af Emil, som han er, og da det gælder Alfreds liv, tøver Emil ikke med at trodse en voldsom snestorm for at bringe Alfred til doktoren, noget faderen ikke vover. Ganske vist har Emil ikke en Pippi Langstrømpes overjordiske kræfter, men hans mod og beslutsomhed kender ingen grænser. Venskabet med Alfred udtrykkes meget smukt i en poetisk scene, hvor Alfred og Emil svømmer rundt i den månebelyste Katholtsø mellem hvide åkander. Her siger Emil kortfattet og dybfølt ”Dig og mig, Alfred”, og Alfred svarer ”Ja, dig og mig, Emil. Det skulle jeg mene.”

I dag ville Emil uden tvivl have fået en diagnose og være blevet medicineret. Hos Lindgren får han plads til at udvikle sig som menneske, og man forstår, at den lille rebel besidder egenskaber, der gør ham velegnet til som voksen at indtage en ledende position i samfundet.