Bog

Bogen om Pippi Langstrømpe

Af (
2015
)

Anmeldelse

Bogen om Pippi Langstrømpe af Astrid Lindgren

06 feb.19

Pippilotta Viktualia Rullegardinia Krusemynta Efraimsdatter Langstrømpe minder os om, hvor pragtfuldt det er at vende verden på hovedet.

De fleste kender Pippi, men faktisk er der mennesker, der aldrig har læst ’Bogen om Pippi Langstrømpe’. Det har alle uden undtagelse brug for, både store og små. Denne bog er det perfekte sted at starte, hvis aldrig du har læst Pippi Langstrømpe. Bogen er i flotte farver, som understreger hendes fantastiske røde hår og fregner.

Det er vidunderligt at vide, at der findes seje piger, som er så stærke, at de kan løfte en hest, svinge politibetjente rundt i luften, sætte kvælerslanger på plads, vinde styrkeprøver over Stærke Adolf i cirkus og få indbrudstyve til at danse scottisch med sig hele natten.

Pippi bor alene i det store hus uden andet selskab end aben Hr. Nilsson og sin plettede hest, som hun har købt for én af sine mange guldmønter, og som nu bor på Pippis veranda, da ”han ville være i vejen i køkkenet og ikke bryder sig om at være i stuen”. Ikke et ord om at det er uden for normen at have en hest på sin veranda, men med vanlig Pippi-logik, er verandaen det eneste sted, han passer ind uden at være i vejen.

Alle Pippis brud på normaliteten fik kort tid efter udgivelsen i Danmark i 1946 nogen til at mene, at "Intet normalt barn spiser en hel lagkage til en kaffeslabberas eller går med bare fødder i strøsukker". Men sådan noget bekymrer Pippi sig heldigvis ikke om! Samtidigt er Pippi helt ustyrlig modig, med en ukuelig tro på sig selv, og hun er både god, kritisk overfor autoriteter og meget åbenmundet.

Pippi kaster ikke kun med store mænd og heste, men også med forklaringer, der kun kan forstås af hende selv. Hun gør fuldstændigt som hun har lyst til, uden at nogen blander sig i det. Og hun er ikke underlagt nogen regler.

Men Pippi er også ensom. Ikke åbenlyst "trist-ensom", som hovedpersonerne i flere børnebøger, men mere "jeg kan-godt-lide-mit-eget-selskab-ensom". Det ser man ikke mange andre steder i børnebøger, undtagen hos flere andre af karaktererne i Astrid Lindgrens forfatterskab. Hun elskede selv at være alene og har overført dette, til en del af sine børnekarakterer og fremstillet ensomheden som noget helt almindeligt og legalt. Astrid Lindgren mente at "lykken kommer aldrig udefra, den kommer inde fra dig selv", og dermed henviste hun til den særlige kraft, der kan hentes ud af tiden med sig selv..

Pippi er et forbillede for os allesammen, og jeg kan ikke anbefale højtlæsning af bogen nok til alle forældre. En tilføjelse er, at højtlæsning ikke kun kan foregå mellem barn og voksen, men også mellem voksne, der trænger til at huske på at ruske sig selv ud af hverdagens trummerum. Husk at man gerne må spise slik til aftensmad indimellem, en god historie er aldrig af vejen, og man kan godt have en hest, selvom man bor i byen og kun har en veranda.

Bogdetaljer

Forlag
Gyldendal
Faustnummer
26960517
Graphic
Originaludgave: 1945
ISBN
9788702057553
Antal sider
286

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind for at skrive kommentarer