Verdens sejeste Pippi (Pippilotta Viktualia Rullegardinia Krusemynta Efraimsdatter Langstrømpe) fylder 75 år den 21. maj. Heldigvis har hun spist sine krummelure-piller og er stadig et vildt og vidunderligt barn.⠀⠀⠀⠀⠀⠀⠀⠀⠀⠀⠀⠀⠀⠀⠀⠀⠀⠀⠀⠀⠀⠀⠀⠀⠀⠀⠀⠀⠀⠀⠀⠀⠀⠀⠀⠀⠀⠀⠀⠀⠀⠀⠀⠀⠀⠀⠀⠀⠀⠀⠀⠀⠀⠀⠀⠀⠀⠀⠀⠀⠀⠀⠀⠀⠀⠀⠀⠀⠀⠀⠀⠀⠀⠀⠀⠀⠀⠀
Anmeldelse
Pippi holder fødselsdag af Astrid Lindgren og Ingrid Vang Nyman
- Log ind for at skrive kommentarer
Pippi holder fødselsdag med sine allerbedste venner, et bjerg af kager, spøgelser og pistoler. Det allerbedste er, at der ingen voksne er til at bestemme.
Pippi inviterer Annika og Tommy til sin fødselsdag i Villa Villekulla. Hun er godt nok ikke særligt god til at skrive, men det betyder ingenting. Annika vil gerne have sin fineste kjole på, da Pippis invitation siger: ”Påklæning: va i sæl syns”, men Annikas mor, får hende overtalt til at tage den næstbedste kjole på i stedet, da børnene ikke plejer at være særligt rene, når de komme hjem ovre fra Pippi.
Annika og Tommy glæder sig rigtig meget, og de har købt en fin gave. Hos Pippi skal de sidde i køkkenet, for i stuen er der kun ét møbel. Pippi siger, at hendes gæster også skal have gaver, så hun giver Annika en broche og Tommy en fløjte. Børnene, Hr. Nilsson og hesten spiser kager og drikker chokolade. Bagefter rydder Pippi bordet ved at folde den hjemmesyede dug med blomstermotiver fra Bagindien sammen. Nu skal de lege ’Jorden er giftig’ i køkkenet, og bagefter skal de besøge gespensterne på loftet. Gespensterne er heldigvis til bestyrelsesmøde i Spøgelses- og Gespenstforeningen, så Tommy og Annika er meget lettede. Da de to søskende går hjem med hver sin pistol, der dog ikke er ladt, hører de Pippi råbe: ”Jeg skal være sørøver, når jeg bliver stor. Skal I også det?”.
Vi elsker Pippi, der repræsenterer alt det, vi ville ønske, vi var og turde være; uafhængige, opfindsomme, rebelske og fuldstændig uimponerede over materialistiske ting og autoriteter. Denne fine gyldne udgave, indrammer smukt den oprindelige tekst og de originale illustrationer af Ingrid Vang Nyman.
Bagerst i bogen er opskriften på Pippis pandekagelagkage, beskrivelse af fem af Pippis bedste selskabslege og en opskrift på, hvordan man kan lave invitationer til sin egen fest.
Der findes mange genudgivelser af Pippis historier, denne udgave er både lækker og iøjnefaldende og egner sig til højtlæsning for børn fra ca. 3 år.
Brugernes anmeldelser