Selvbiografi

Blicher-Selskabet har udgivet denne muntre selvbiografi af hedens digter på blot 50 sider.

Blicher fører selv pennen og er ivrig efter at fortælle om sit levnedsløb. Man kan næsten høre pennen skratte mod papiret. Sin egen slægt er han ret stolt af, men sandheden holder han sig ikke til, hvilket man kan læse om i 'Efterskrift og noter' efter selve biografien.

Ikke uventet er Blicher en sprudlende fortæller. Selv om teksten er lidt vanskelig at komme i gang med, kan man sagtens fornemme, hvilket spændende liv han har haft og stadig har under skrivningen. Som 58-årig er han stadig ungdomskraftig!

Selv om Blicher var et skrøbeligt barn, overlever han, uddanner sig, og i løbet af få år har han taget den ene eksamen efter den anden og er blevet en lærd mand som mændene i slægten før ham. Blicher kender sit værd. Heldigvis spores en stor lystighed. Ungdomsårene kalder han ”lapseaarene”, hvor han danser, fægter og knytter varige venskaber.
Som uddannet præst gifter han sig som 28-årig med en enke på 17 år. Familien vokser og ligeså hans gæld. Han søger stilling som præst diverse steder og får et præstekald i Spentrup med stedsøn, 10 egne børn og 3 fosterbørn at betale til.

Biografien er ikke kronologisk fortalt. Blicher har meget at fortælle og er rodet i sin fremstilling, men fortæller livligt om den ene tildragelse efter den anden. Han virker let imponeret over sig selv og sine evner. Fysiske skavanker formår han at overkomme, idet han mener han har en ”Fornyelsesevne”.

For Blicher var natur og jagt en væsentlig del af livet. Hans beretning om jagt på Tunø nærmer sig en røverhistorie.

Blicher, som har skrevet så meget om Kjærlighed, runder endvidere to skelsættende ungdomsforelskelser og slutter med at nævne sin faglighed indenfor hørdyrkning, vekseldrift og forædling af kvægracer. Forinden beretter han om sine vandringer i ukendte egne i Fædrelandet. I sandhed en digter med Fornyelsesevne!

I Blichers noveller får man indtryk af et vist tungsind, som man slet ikke fornemmer i denne selvbiografi. Han slutter med denne tilfredse og sande erkendelse: ” Blichers hidtil ikke forfejlede hensigt: At vække Almenaand, fremme Samdrægtighed…”