Bog

Ensom

Af (
2020
)

Anmeldelse

Ensom

02 mar.21

Aktuelt, enestående og smukt meditativt værk af August Strindberg, som for en tid er blevet formildet af ensomhedens væsen, som har lært ham et og andet.

Ensomhed er et aktuelt tema – og var det allerede, inden Covid-19-pandemien forårsagede, at mange blev sendt hjem samt bedt om at blive der på ubestemt tid. Og lige ned midt i ensomheds-snakken falder nu August Strindbergs værk ’Ensom’, som første gang udkom i 1903, og som i 2020, Det Store Corona-år, har set dagens lys i en fin genudgivelse med efterord af Per Petterson. Her er den altid stridslystne, rasende hysteriske og delvist paranoide Strindberg med ét blevet et roligt og meditativt gemyt. Hvordan kan det gå til? Jo, ensomheden har tæmmet ham – i hvert fald for en stund.

’Ensom’ foregår i Stockholm omkring år 1900, hvortil den midaldrende Strindberg er vendt tilbage efter ti års fravær. Han er født i Stockholm og har tidligere boet flere steder i byen, og nu er han altså tilbage – alene. (Eller rettere sagt ’between wives’, men dét er en helt anden historie.)
Han forsøger i begyndelsen at genoptage samværet med sine tidligere venner og bekendte, men opdager hurtigt, at tiden er løbet fra dem. Han vælger derfor at leve helt uden at pleje social omgang med nogen, og han erfarer, at det bekommer ham godt. I begyndelsen er det svært, men han oplever samtidig at kunne registrere en masse nyt og anderledes, fordi han netop lever i ensom stilhed. Er der ikke noget med, at ’the quiter you become the more you can hear’?

På sine mange gåture rundt i datidens Stockholm lægger Strindberg nu mærke til mennesker og begivenheder, som han efterfølgende skriver om. Bl.a. får han sig en slags upersonlig udendørs omgangskreds bestående af de mennesker, han møder mere eller mindre fast, og som han med tiden kommer til at gøre sig forskellige forestillinger om. På samme måde har han også en indendørs omgangskreds, som han – igen: på afstand – registrerer. Der er fx den musicerende nabo samt underboen med den enerverende hund. Og endelig har han en tredje slags omgangskreds, nemlig dén, han møder gennem bøgerne, og især gennem Balzacs samlede værker.

Strindberg, der levede fra 1849-1912, var både i sin samtid og i eftertiden ikke mindst berømt og berygtet for sine utallige fejder med kultureliten, og hvem han nu ellers kunne hælde sin galde udover. Han hylede og råbte og skreg og skabte sig, faldt kortvarigt til ro for herefter at genoptage sin evige kamp mod alt, hvad der måtte genere ham det mindste. Og det er bl.a. derfor, ’Ensom’ er et helt enestående værk. Her er ro, kontemplativ eftertænksomhed og en mildhed, jeg sjældent har mødt hos Strindberg. Ja, faktisk skriver han i begyndelsen: Livet gled roligt, stille, blødt og venligt af sted… Så har man da hørt det med!

’Ensom’ er et smukt og meditativt værk, som dels skildrer en (midlertidigt) mildere Strindberg og dels inspirerer læseren til selv at blive mere stille og dermed mere lyttende og registrerende. Her møder man ensomhedens fordele og smukkeste sider, mens årstiderne skifter i Stockholm, og Strindberg bliver klogere på sig selv.

Bogdetaljer

Forlag
Batzer
Oversætter
Gregers Steendahl
Faustnummer
48793711
ISBN
9788793629837
Antal sider
155

August Strindberg

August Strindberg er en af verdens mest kendte dramatikere. Allerede mens han levede, var han en berømt og berygtet herre. Han var kendt for at provokere, og han havde både forfatterkolleger og det svenske politi på nakken ad flere omgange.
Læs mere

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind for at skrive kommentarer