I skjul af skyggerne

Kriminalinspektør Irene Huss finder sig selv i centrum, da hendes mand køber en restaurant af en mand med gæld til de forkerte. Spændende historie om rivaliserende bander i Göteborg.

Som i mange større byer er der en bandestruktur i Göteborg, hvor kriminalinspektør Irene Huss har sit daglige virke.  Den er mangesidet, indviklet og med rigtig mange penge i omløb. Det finder vores heltinde lidt efter lidt ud af, men historiens start er ellers dramatisk nok: en mand vakler ud af en tilsyneladende tom bygning ved havnen, han er i lys lue og brænder til døde for øjnene af et rædselsslagent pizzabud.

Ofret var medlem af en konkret bande, og derefter kommer drabene som perler på snor. En af lederne fra en anden bande bliver skudt for øjnene af  gæsterne ved en stor fest. En bilbombe springer under familien Huss’ bil udenfor Kristers nyindkøbte restaurant - ingen kommer noget til, men den forhenværende ejer findes snart efter myrdet i en udbrændt bil.

Hvad foregår der? Hvorfor er det rykket helt tæt ind på Irene Huss’ dagligdag igen? Det er bind ti i serien om Irene Huss, og læserne har fulgt hovedpersonen gennem tykt og tyndt - også i privatlivet, ganske som i alle de andre skandinaviske krimier. Børnene bliver ældre, og ægteskabet knager til tider, men i dette tilfælde holder det fint.

Der er dog også en god portion politiarbejde i Helene Turstens historier og mange omhyggelige detaljer, der giver den helt almindelige krimielsker tid til også selv at samle trådene. Det viser sig denne gang, at Irenes mand Krister har købt restauranten af en god ven, der overraskende hurtigt ville væk fra det hele.  Grunden var, at han havde en farlig gæld til en rockerbande, og den gæld lander nu i skødet på den stakkels Krister, som må gå under jorden sammen med resten af familien, mens mor renser ud i byens underverden.

Det lykkes faktisk. Hun må godt nok ty til et par af en rutineret kampsportsudøvers mere dirty tricks, og det bliver nok en fin scene til tv-serien.
Historien fik mig da til at holde ved til sidste side - bogen flytter jo ingen litterære milepæle, men det er vel heller ikke nødvendigt?