Af litteraturstuderende Marie Sæhl
John le Carré er spionromanernes grand old man. Og det er der ikke noget at sige til, for sjældent møder man en forfatter udi denne genre, som har så godt styr på sit stof.
Hans enorme viden paa spionfeltet er da ogsaa hentet direkte ved kilden, da le Carré selv fungerede som agent for den britiske efterretningstjeneste under den kolde krig. Hans karriere sluttede imidlertid brat, da dobbeltagenten Kim Philby afslørede navnene på en række agenter - heriblandt le Carré – til den russiske efterretningstjeneste KGB.
Baseret paa virkelige hændelser
Det er netop denne sag, som le Carré tager under litterær behandling i sin roman ”Dame Konge Es Spion”. Her bliver mesterspionen George Smiley, som også er hovedpersonen i en række andre romaner af forfatteren, kaldt tilbage fra sit otium for at deltage i en uofficiel og yderst hemmelig efterforskning.
Opgaven er at finde frem til en formodet dobbeltagent, som gennem længere tid har lækket informationer til KGB. Muldvarpen, som opererer under kodenavnet Gerald, forventes at være en af de øverst placerede i tjenesten. Smiley har en personlig interesse i sagen, da hans pensionering – en halvvejs afskedigelse, som hvilede paa et meget tyndt grundlag – højst sandsynligt er blevet tilskyndet af dobbeltagenten.
Smileys møjsommelige efterforskningsarbejde viser, at hans tidligere chef med det sigende navn ”Kontrollen” allerede har været farligt tæt paa at afsløre muldvarpens identitet. Gennem en operation i Tjekkoslovakiet havde Kontrollen håbet, at muldvarpens navn ville komme for dagens lys, men russerne, som har fået et tip om aktionen, kommer Kontrollens udsendte mand i forkøbet.
Kritiske hoveder har under hele sagen anset Kontrollens tanke om en muldvarp for paranoidt hjernespind, og den mislykkede mission og manglen paa beviser er vand paa deres mølle. Kontrollen tvinges til at trække sig tilbage, og Smiley, som ellers mentes at være Kontrollens naturlige efterfølger, ryger i samme omgang. Kontrollen dør kort tid efter, og da Smiley senere tager sagen op igen, maa han starte fra bunden i sin jagt efter sandheden.
Helt uden glitter
Ian Flemings James Bond, alias Agent 007, topper nok listen over berømte spioner. Og det er måske ikke så underligt, at den nonchalante charmørbrad – altid omgivet af smukke damer og indehaver af de blærede drengerøvs-gadgets – stjæler rampelyset fra en stille og temmelig kedelig eksistens som Smiley. Den indledende beskrivelse af Smiley, som da også ofte er blevet beskrevet som en ”anti-Bond”, gør yderligere sammenligninger overflødig.
”Lille, fedladen og i bedste fald midaldrende var han af ydre en af Londons ydmyge, der ikke skal arve jorden. Hans ben var korte, hans gang alt andet end adræt, hans tøj dyrt, dårligt siddende og overmåde vådt (...) Af forfængelighedsgrunde gik han uden hat, fordi han – ikke med urette – bildte sig ind, at han så latterlig ud med den. – Som en æggevarmer, havde hans smukke kone bemærket ikke længe før hun sidst gik fra ham.”
I John le Carrés spionunivers er der ingen hurtige biler, men en helt som sjosker afsted i den silende regn og for hvem det ikke engang lykkes at praje en taxa. De lækre damer er der også langt imellem og Smiley har på ingen måde arvet Bonds berømte dametække.
Godt nok er Smileys kone smuk, men det lykkes til gengæld heller aldrig Smiley at tryllebinde hende – i stedet er hun ham notorisk utro. Selve efterforskningsarbejdet er også langt fra de action-mættede skududvekslinger og biljagter, som vi kender dem fra Flemings bøger. Arbejdet består hos le Carre primært at tørt papirarbejde og interviews med de involverede personer.
Le Carres spionromaner er altså på alle omraader radikalt forskelllige fra de glamourøse og fantastiske Bond-bøger, og hvis man vil have et mere realistisk billede af spionvirksomheden i koldkrigtiden, er det hans bøger, man skal tage ned fra bibliotekets hylde.
Kommentarer