Hildur

Ny krimiserie byder på mord, hemmeligheder og atmosfæriske beskrivelser og fungerer fint som underholdning til en mørk aften. 

Første bind om den islandske betjent Hildur Rúnarsdóttir, der leder afdelingen for forsvundne børn og bruger det meste af sin fritid på træning. Motionen er en form for ventil for Hildur, så tankerne ikke tager over. Hun surfer i Atlanterhavets kolde vand og løbetræner en del sammen med idrætslæreren Freysi, som hun har et uformelt forhold til. 

Hildur bor ved Vestfjorden, hvor der kan være både ensomt og mørkt. Hun har ingen forældre, og hendes to søstre Rósa og Björk forsvandt uden at efterlade nogen spor i en snestorm, da de var små. I stedet har Hildur udviklet et særdeles tæt forhold til sin tante Tina, som hun ofte besøger.

Hildur får en ny praktikant fra Finland, Jakob Johanson, der er en ivrig strikkeentusiast, og som hun hurtigt fatter sympati for. Efter en lavine bliver en mand fundet begravet under sneen med halsen skåret over. Da Hildur og Jakob begynder at efterforske mordet, finder de snart ud af at forbrydelsen relaterer sig til en gammel sag, og det er ikke det eneste mordoffer betjentene støder på. Det viser sig at Hildurs liv også har budt på en hel del frygtelige ting, og at en hun ikke kender, kender hende.

Fortællingen begynder i 1550, derefter springer tiden til 1994, hvor Hildurs søstre forsvinder, og til nutiden hvor Hildur er kriminalbetjent sammen med kollegaen Jakob. Der er en umiddelbar sammenhæng mellem de to hovedpersoner, men det forestiller jeg mig bliver mere tydeligt i seriens efterfølgende bind. Handlingen udrulles langsomt, så man kan bedre kan fornemme den islandske atmosfære, og det er et stort plus. Jeg blev dog lidt træt af gentagne gange at læse om "Hildurs veltrænede ryg", men jeg formoder, at dette er for at understrege, hvor store dæmoner, Hildur kæmper mod.