Jeg kan se i mørke

Velskrevet norsk thriller om den pligtopfyldende Riktor som under overfladen er en helt anden.

Det er først for nyligt, at jeg fik øjnene op for Karin Fossums forfatterskab, men jeg skal lige love for, at hun gør indtryk. I sin nye bog, 'Jeg kan se i mørke', dykker hun endnu engang ned i menneskesindet og sætter ord på de tanker og følelser ingen af os bryder os om at erkende.

Riktor ved, at han er noget særligt. Han kan se i mørke, og han kan gennemskue mennesker. Han bor alene og arbejder på et plejehjem for demente og meget syge ældre mennesker. Hver dag efter arbejde går han over i parken, hvor han sidder og studerer de andre gæster.

På overfladen er Riktor høflig og hjælpsom. Han ved godt, hvordan man skal opføre sig. Men ind i mellem koger følelserne over for ham. Han bryder sig i virkeligheden slet ikke om de gamle på hjemmet, så når ingen ser det, piner og plager han dem og smider deres medicin ud.

Riktor føler egentlig ikke, at han gør noget forkert, men han ved godt, at andre ikke vil bryde sig om hans handlinger. Han tænker tit på, at han fortjener mere, og en dag beslutter han sig for at få en ven. Det bliver den gamle spritter Arnfinn fra parken, men da Arnfinn stjæler penge fra ham, slår det klik.

Riktor fortæller selv sin historie, og dermed kommer vi helt ind under huden på ham. Han er overbevist om, at han er et godt menneske, der fortjener kærlighed og venskab, og når han ”kommer til” at følge sine laveste instinkter, så føler han altid, at det kan undskyldes.

For mig er der ingen tvivl om, at Riktor er psykopat, og rejsen ind i hans samvittighedsløse og alligevel sært genkendelige verden, beskriver Karin Fossum utroligt overbevisende. Ved at bruge en jeg-fortæller kommer der ikke et fordømmende blik på hans gerninger, og denne nærmest rationelle måde at fortælle om Riktors grusomheder er med til at føje en dyb gru til historien.

Fossum behøver ikke at udpensle sine fortællinger med blodsprøjt og dusinvis af døde. Hun finder ondskaben inde i det enkelte menneske, og hendes psykologiske thrillers er noget af det mest uhyggelige jeg længe har læst,