Proxy

Klassisk krimi med gru og tju-bang er underholdende men fyldt med klichéer.

I ’Proxy’ bruger Steffen Jacobsen den gamle krimiopskrift: Smuk intelligent kvinde og ny i faget sættes sammen med den gamle arrogante guru inden for opklaringsarbejdet.

Politiefterforskerne Jacob Nordstedt og Tanya Nielsen mødes i en sag, der stater lige på og hårdt: To voldsomme drab bliver inden for kort tid og kort afstand begået i Holbæk, og politiet har med det samme mistanke om, at der er en sammenhæng. En pensioneret bogholder og alternativ terapeut, enken Anne Holst, bliver skåret op med en afrikansk ritualkniv, mens den lokale læge og snart far til fire, Henrik Engdal, surres fast til rat og nakkestøtte i sin bil, inden den sættes i brand.

De finder hurtigt ud af, at den eneste sammenhæng mellem de to ofre er en handicappet pige og hendes mor. Den nu 17-årige Emma har, siden hun var helt lille, været lænket til seng og kørestol, og moren Marie, der selv er sygeplejerske, har rendt alverdens specialister og behandlere på dørene for at få svar på, hvad datteren fejler.

Steffen Jacobsen skriver godt, men jeg er ikke så vild med denne roman, der er simpelthen for mange klichéer. Det bliver til tider en anelse irriterende at læse de mange macho oneliners, guruen kommer med. Måske har det været intentionen? Måske havde han bare lyst til at samle Dirty Harry, James Bond og Sherlock Holmes i én person? Det bliver bare aldrig helt vellykket. Jeg håber, at han strammer lidt op til næste gang, for jeg har tidligere nydt det gode håndværk, som Jacobsen er kendt for.