Af litteraturstuderende Laila Heskjær
Jane Austen
Romanen er skrevet af Jane Austen og udgivet i 1811. Forfatteren skriver humoristisk og forholder sig ironisk til sin samtid. Hun skriver om hverdagslivet på landet og giver indlevende og detaljerede beskrivelser af personer og landskaber. Hendes romaner behandler især emnerne ægteskab, kærlighed, klasse, dannelse og økonomi.
Ægteskab og kærlighed specielt ud fra de indledende faser med bejlere og baller. Klasse og økonomi ud fra deres vigtighed i samfundet og for de unge kvinders fremtid. Dannelse og korrekt opførsel som det vigtigste for at være et godt menneske, i Jane Austens optik kommer dette før personens klasse og økonomiske midler.
Elinors fornuft og Mariannes følelser
De to Dashwood søstre er meget forskellige. Den ældste, Elinor, er meget fattet og opfører sig altid korrekt uden dog at være falsk. Hun opererer efter det klare sæt af normer, der fandtes for social omgang i den tids England. Den yngre, Marianne, er derimod mere følelsesladet og handler ud fra det, fremfor efter hvad, der ville være den korrekte opførsel. Hun viser åbent hvad, hun føler, i modsætning til Elinor, som holder kortene tæt til kroppen for ikke at være upassende og ofte for at skåne dem, hun holder af.
De to søstre forstår ikke altid hinanden. Men det er noget nemmere for Elinor at sætte sig i Mariannes sted, skønt hun ikke helt billiger hendes opførsel. Marianne er derimod ikke god til at sætte sig ind i at andre mennesker tænker og handler anderledes end hende. Hun mener, der findes en rigtig måde at opføre sig på, nemlig aldrig at lægge bånd på sig selv og det, man føler.
Hun ser Elinors mangel på synlig lidenskab som et bevis på, at hendes følelser ikke kan være på højde med hendes egne. Marianne lærer gennem de prøvelser, hun gennemgår at værdsætte søsterens handlinger. På den måde bliver hun et ’bedre’ menneske, som tager større hensyn og holder mere på formerne. Jane Austen opdrager gerne sine personer, så de lærer af deres fejltagelser.
”Marianne Dashwood var født til en sær skæbne. Hun var født til at erkende, at alt hvad hun troede og mente, var forkert, og til at gå imod sin egen yndlingsteori ved det, hun faktisk gjorde. Hun var født til at overvinde en kærlighed, som havde ramt hende så sent i livet, som da hun var sytten, og til at skænke sin hånd til en helt anden, uden at føle mere end den dybeste agtelse og det det mest levende venskab! … Marianne var ikke i stand til at elske halvt, og med tiden kom hendes hjerte til at tilhøre hendes mand lige så fuldt, som det engang havde tilhørt Willoughby.”
De tre mænd
De tre vigtigste mænd i historien er Edward Ferrars, Oberst Brandon og John Willoughby. Tre meget forskellige mænd med hver deres hemmeligheder. Edward Ferrars er den stille mand som er reserveret og akavet af natur. Han er dannet, venlig og optræder ærefuldt hvilket påskønnes på trods af, at han skuffer Elinor Dashwood. Han bryder ikke sit løfte og er uselvisk.
Oberst Brandon er også en stille mand, men i hans tilfælde er det en svær fortid, der har gjort ham indesluttet og melankolsk. Han er dannet og behagelig, men søstrene, specielt Marianne, lærer først rigtigt at sætte pris på ham efter de har fået kendkab til hans hemmelighed om en tabt kærlighed.
Willoughby er derimod meget åben og festlig. Han vinder allerede ved første møde på grund af sin store personlighed. Han er dannet og høflig og på samme tid fri i sin omgang med andre.
De tre mænd repræsenterer alle beundringsværdige træk, og viser på hver sin måde hvilke træk, der er ønskelige hos en mand. Willoughby bliver dog også bogens eksempel på dårlig opførsel og på hvordan, man i den sidste ende bliver straffet, når man tager forkerte valg og handler egoistisk. Han tænker kun på sig selv med stor bekostning for andre. Desuden fravælger han kærlighed for penge, to store synder i Jane Austens univers. Hans straf bliver anger og det at, han aldrig rigtigt bliver lykkelig.
”Willoughby kunne ikke høre om hendes ægteskab uden at føle et stik af smerte, og hans straf blev fuldkommen, da Mrs. Smith kort efter helt af sig selv tilgav ham med den begrundelse, at hans ægteskab med en ærbar kvinde havde formildet hende, hvad der gav ham grund til at formode, at han, hvis han havde opført sig rigtigt imod Marianne, kunne have været både rig og lykkelig.” 
Romanen og filmatiseringen
Fornuft og følelse blev filmatiseret i to tv serier, senest i år 2008 og på film i 1995 instrueret af Ang Lee. Det er sidstnævnte film, jeg forholder mig til her. Selve historien er godt egnet til film, men nuancerne og de detaljerede personbeskrivelser er svære at overføre til film.
Bogen giver en bedre forståelse for deres følelser og tanker end filmen. De personlige tanker og overvejelser, som beskrives i bogen, kan ikke gengives på samme måde på film, da personerne så ville skulle stå og tale med sig selv.
De problematikker som kommer frem gennem samtale er noget nemmere at fremstille på film. For netop samtalen er en tredjepersons fortælleform, som Jane Austen ofte benytter sig af. Og det er gennem disse vi får informationerne om, hvad der sker med hvem i filmen. Filmen følger bogens handling ret præcist undtagen i slutningen som i ægte Hollywood stil dramatiseres yderligere og som også udelader nogle episoder.
Hvorfor Jane Austen?
Hvis man som jeg elsker alt, hvad der har med gamle dages England at gøre, elsker man også Jane Austen. Men det er ikke den eneste grund. Persongalleriet er fantastisk, man kender virkelig hendes personer og kan uden besvær forestille sig, at de eksisterede i virkeligheden.
På den måde får man gennem beskrivelserne af mennesker, natur og det sociale liv et billede af livet i tidens England. Bogens temaer har således stadig relevans i dag, ikke kun som et billede af fortiden, men også i sin beskrivelse af nutidige problemstillinger såsom familie, kærlighed og venskab, om end regelsættet ser noget anderledes ud i dag.
Kommentarer