Det lunefulde net

Den nye roman om kriminalinspektør Irene Huss er en god, gedigen, hyggelig svensk krimi, som ikke ødelægger nattesøvnen.

Helene Tursten er én af de mindre kendte svenske kriminalforfattere, som kan bruges når alt af Marklund, Läckberg og Larsson er udlånt og læst. Tursten skriver godt, plottet hænger godt sammen, og der er en passende balance imellem privatliv og kriminalsagerne. Denne ottende i serien er ingen undtagelse.

Kriminalinspektør Irene Huss har fået en ny kvindelig chef, som hun ikke er begejstret for og begge døtre er flyttet hjemmefra, så der er opbrud både hjemme og på arbejdet. Men det påvirker ikke Irene Huss meget. Hun løser sammen med nye og gamle kollegaer en sag hvor to unge piger er blevet myrdet. Begge piger har chattet på internettet med en mand, som lokker de unge piger til et fatalt stævnemøde. Politiet arbejder i kamp med tiden for at forhindre at flere unge piger bliver lokket i fælden og det lykkes i sidste øjeblik.

Temaet er meget aktuelt, men det virker lidt halvhjertet og gammeldags, som om forfatteren ikke selv kender så meget til emnet, og det betød, at jeg ikke blev særlig meget grebet af hverken ofrenes eller morderens skæbne.

Det blev jeg til gengæld af den anden sag som kriminalpolitiet i Göteborg opklarer i bogen. To snart pensionerede kriminalbetjente skal løse mysteriet om to gamle mord: Det første skete under anden verdenskrig, og mange år senere bliver den dræbtes søn myrdet. Liget af sønnen bliver først fundet efter 25 år, da et gammelt hus skal rives ned. I denne sag er der tråde til sikkerhedstjenesten Säpo, spioner i Moskva og ældre diplomater på pension. Det er en hård nød for de gamle betjente at løse, men det lykkes til sidst – måske!

Helene Tursten har skrevet en gennemsnitlig krimi - ikke nyskabende eller voldsomt spændende men jeg blev underholdt og grebet af den gamle drabssag, og det er vel meget godt af en kriminalroman, som ikke giver sig ud for at være den store kunst.