Krisehæfterne

Ursula Andkjær Olsen romandebuterer med modigt mørke ud over alle grænser. Læs ’Krisehæfterne’, hvis du tør. Du bliver ikke strøget med hårene.

Ifølge græsk mytologi var Pandora den første kvinde skabt af guderne og sendt til jorden som en straf. Den smukke Pandora havde en æske med sig fyldt med ondskab og lidelse. Æsken skulle forblive lukket, men Pandora åbnede den.

Myten om Pandora danner rammen om ’Krisehæfterne’, og i bogens løb er der talrige referencer til både denne og andre græske myter – f.eks. dén om Atlantis på havets bund. De i alt 12 krisehæfter begynder, hvor fortælleren Pandora: ”åbner, og det kom ud”. Det, der i første omgang kommer ud, er Pandoras vrede og trang til hævn efter bruddet med kæresten Romeo. Dernæst kommer sorgen, børnene og en anden kæreste. I bogens sidste del: ’Atlantis-syndromet’ hersker en anden sindstilstand. Noget mindre oprørt, mere søgende. ’Krisehæfterne’ er et provokerende og voldsomt forsøg på at skrive sig ud af en personlig krise, der viser sig at være universel. Pandora vil finde sig selv igen og nå frem til kærligheden.

Mørke på 1000 måder
Op af Pandoras æske kommer minder om forhold, der gik galt, og partnere, der holdt op med at elske. Op kommer erkendelsen af at være sådan én, man holder op med at elske. Og op kommer irritation over forbrugersamfundet og miljøet som offer. 'Krisehæfterne' er så meget ”krise”, ”vrede” og ”sorg”, at jeg som læser næsten overtog tilstandene.

Bogen er voldsom og ubehagelig, og den opfylder sin myteklangbund til fulde, imens den råber vagt i gevær over, hvor svært det kan være at være menneske i vores samfund.

Mørke, humor og poesi
Bogens titel og indhold passer perfekt sammen. Så perfekt, at der burde være en advarselstrekant på bogomslaget, for åbner du bogen, åbner du samtidig for krisesluserne. En stor udfordring er som læser at blive ved med at flyde fremad med fortællingen frem for at drukne et sted derinde i mørket.

Når man ikke drukner, er det, fordi en tjæresort humor og dejlig selvironi dukker op, hvor der er mest brug for den. Hør her: ”Mit forstenede Madonnaansigt driver alle til vanvid (…) når jeg siger Madonna, er det ikke for at sige at jeg er smuk, der er tale om en af de grimme madonnaer”. Humoren får følgeskab fantastiske poetiske passager, der sladrer om, at Ursula Andkær Olsen også er en dygtig og garvet lyriker.

'Krisehæfterne' arbejder på et højt abstraktionsniveau og hidkalder massevis af litterære, sproglige og politiske referencer såsom Erving Goffman, Julia Kristeva, Donald Trump og Edith Södergran.

Bogen er ikke for tøsedrenge, og den vil ikke behage nogen. Den er her, fordi ”(…) der er brug for at jeg gør det der skal gøres. Og ikke andet.” Bogen er en stor mundfuld med en ubehagelig bismag, og jeg er glad for, at jeg spiste med, men jeg kommer nok aldrig til at læse bogen igen.