Ungeanmeldelse
Hardboiled wonderland og verdens ende
Med den samme swing og noir, som man møder i ’Trækopfuglens Krønike’, skriver Murakami om underjordiske laboratorier, enhjørningekranier, mytologiske fisk, og - traditionen tro - utallige kolde øl og whisky on the rocks.
”Elevatoren var på vej op i et ekstremt langsomt tempo. Eller det forestillede jeg mig i det mindste. Jeg var ikke sikker. Det gik så langsomt, at jeg havde mistet orienteringen. […] Elevatoren adskilte sig på alle punkter fra elevatoren i min egen ejendom, der var så primitiv, at den mindede lidt om en videreudviklet brøndspand. […] Og så var der intet af det udstyr, der plejer at være i en elevator. Der var ikke noget panel med knapper og kontakter, så man kunne vælge etage, åbne eller lukke dørene eller trykke på nødstop.”
Således starter Haruki Murakami sin syrede roman, som foregår både i et alternativt fremtids-Tokyo, hvor en hvidglødende informationskrig hærger samfundet, og et bizart univers frosset i tid, præget af skyggeløse individer og eventyrlige enhjørninger. Her starter ’Hardboiled Wonderland og Verdens Ende’ – i en elevator uden panel eller knapper. En smule banalt og så alligevel overhovedet ikke for bag denne knappeløse elevator gemmer sig to skæbnesvangre rejser, som byder på et sammensurium af underjordiske labyrinter, ultranørdet science fiction og hårdnakket sort/hvidt detektivdrama blandet sammen i en eksplosiv cocktail. En eksplosiv cocktail, der som en balstyrisk bombe uundgåeligt vil eksplodere og lede disse to universer mod en afgørende kollision, der vil determinere deres overlevelse eller endeligt.
I ’Hardboiled Wonderland og Verdens Ende’ følger vi henholdsvis den navnløse keisanshi (en form for udregner, som har til opgave at beskytte et stykke givent data ved at kryptere det) og Drømmelæseren - en nytilflyttet mand i Byen, som har fået til opgave at læse drømme i gamle enhjørningekranier. Drømmelæserens historie forløber i nutid, og keisanshiens historie i datid. Dette skift i indfaldsvinkler er dog ingen overraskelse for trofaste læsere af Haruki Murakami, da han har en tendens til at eksperimentere med indfaldsvinkler. Denne overgang mellem nutid og datid er dog så subtil, at det først var halvvejs gennem romanen, at jeg lagde mærke til den. Denne subtile men mærkværdige ekstra dimension, giver læseren en unik mulighed for analyse og fortolkning på et hav af forskellige måder, og som kun gør læseoplevelsen til en endnu mere speciel affære, end den allerede er.
Murakamis stil forbliver uberørt i ‘Hardboiled Wonderland og Verdens Ende’. Med et blend af tilbagelænet jazz og højtpulserende swing fremstår Murakami til stadighed som en unik stemme i litteraturen. Her kan et overfald beskrives som den mest banale ting i hele verden, mens en sandwich forklares ned til allermindste detalje. Det er Murakami, og det er godt, fordi vi netop har brug for dette i litteraturen. Denne ligegyldighed overfor det ekstraordinære og denne begejstring for det normale, der ikke behøver give nogen videre mening og være noget større end blot en kærlighedserklæring til litteraturen og alt, hvad den står for.
Med den samme swing og noir, som man møder i ’Trækopfuglens Krønike’, skriver Murakami om underjordiske laboratorier, enhjørningekranier, mytologiske fisk, og - traditionen tro - utallige kolde øl og whisky on the rocks.
”Elevatoren var på vej op i et ekstremt langsomt tempo. Eller det forestillede jeg mig i det mindste. Jeg var ikke sikker. Det gik så langsomt, at jeg havde mistet orienteringen. […] Elevatoren adskilte sig på alle punkter fra elevatoren i min egen ejendom, der var så primitiv, at den mindede lidt om en videreudviklet brøndspand. […] Og så var der intet af det udstyr, der plejer at være i en elevator. Der var ikke noget panel med knapper og kontakter, så man kunne vælge etage, åbne eller lukke dørene eller trykke på nødstop.”
Således starter Haruki Murakami sin syrede roman, som foregår både i et alternativt fremtids-Tokyo, hvor en hvidglødende informationskrig hærger samfundet, og et bizart univers frosset i tid, præget af skyggeløse individer og eventyrlige enhjørninger. Her starter ’Hardboiled Wonderland og Verdens Ende’ – i en elevator uden panel eller knapper. En smule banalt og så alligevel overhovedet ikke for bag denne knappeløse elevator gemmer sig to skæbnesvangre rejser, som byder på et sammensurium af underjordiske labyrinter, ultranørdet science fiction og hårdnakket sort/hvidt detektivdrama blandet sammen i en eksplosiv cocktail. En eksplosiv cocktail, der som en balstyrisk bombe uundgåeligt vil eksplodere og lede disse to universer mod en afgørende kollision, der vil determinere deres overlevelse eller endeligt.
I ’Hardboiled Wonderland og Verdens Ende’ følger vi henholdsvis den navnløse keisanshi (en form for udregner, som har til opgave at beskytte et stykke givent data ved at kryptere det) og Drømmelæseren - en nytilflyttet mand i Byen, som har fået til opgave at læse drømme i gamle enhjørningekranier. Drømmelæserens historie forløber i nutid, og keisanshiens historie i datid. Dette skift i indfaldsvinkler er dog ingen overraskelse for trofaste læsere af Haruki Murakami, da han har en tendens til at eksperimentere med indfaldsvinkler. Denne overgang mellem nutid og datid er dog så subtil, at det først var halvvejs gennem romanen, at jeg lagde mærke til den. Denne subtile men mærkværdige ekstra dimension, giver læseren en unik mulighed for analyse og fortolkning på et hav af forskellige måder, og som kun gør læseoplevelsen til en endnu mere speciel affære, end den allerede er.
Murakamis stil forbliver uberørt i ‘Hardboiled Wonderland og Verdens Ende’. Med et blend af tilbagelænet jazz og højtpulserende swing fremstår Murakami til stadighed som en unik stemme i litteraturen. Her kan et overfald beskrives som den mest banale ting i hele verden, mens en sandwich forklares ned til allermindste detalje. Det er Murakami, og det er godt, fordi vi netop har brug for dette i litteraturen. Denne ligegyldighed overfor det ekstraordinære og denne begejstring for det normale, der ikke behøver give nogen videre mening og være noget større end blot en kærlighedserklæring til litteraturen og alt, hvad den står for.