Anmeldelse
Historien om Arthur Truluv af Elisabeth Berg
- Log ind for at skrive kommentarer
Varm historie om ensomhed, sorg og omsorg, der vil charmere de fleste og bringe en stråle af lys og håb ind i verden. Forløsende uden at være rørstrømsk.
Arthur Mose er 85 og har for et halvt år siden mistet sin kone, Nola. De levede i et tæt og lykkeligt ægteskab, dog uden børn, hvilket var en sorg for dem begge. Nu hvor Nola er død, besøger Arthur hende med sin frokost på kirkegården. Han er en stille mand, men har et rigt indre liv. For eksempel kigger han på gravsten og kan fornemme de dødes historier, hvilket der kommer mange skønne betragtninger ud af. Den mystik og magi, det giver, minder om stemningen fra fortællingen om Harold Frys usandsynlige pilgrimsfærd af Rachel Joyces
På vejen hjem fra kirkegården prøver Arthur at undgå nabokonen Lucille. Hun taler for meget, synes han. Lucille sidder ofte på sin veranda med parykken lidt skævt placeret. Men Arthur kan ikke få sig til at sige noget. Lucille får mig til at tænke på en anden skrap person, nemlig Olive Kitteridge fra Elisabeth Strouts roman. Begge vil det godt, men nogen gange kommer det bare lidt for direkte ud.
På kirkegården findes også Maddy. En introvært ung kvinde, der hungrer efter kærlighed og tryghed. Hendes mor døde, da hun var spæd. Faderen har hun et næsten ordløst og følelseskoldt forhold til. Hun bliver mobbet i skolen trods hendes høje intelligens. På grund af længslen efter at blive set og holdt af, bliver hun udnyttet af en noget ældre kæreste. På kirkegården finder hun fred for sit indre kaos i stilheden mellem de døde. Lige indtil den dag Arthur vinker til hende. Den hilsen bliver begyndelsen på venskab på tværs af alder. Inden længe bliver Lucille en del af holdet, der mødes gennem sorg og ensomhed og finder en ny familie.
Det er ikke en historie, der beriger os med nye betagtninger, den minder os bare om, at der altid er mere at leve for hele livet. En bevægende historie om hvad venlighed, medfølelse og hjerterum kan gøre ved os. Romanen er ikke klichéfyldt, den er helt tilpas bagt med feelgood på toppen. Du kommer til at elske Arthur Truluv, jeg lover det!
Andre bøger der ligner er Linda Olssons Astrid og Veronika og Ud af ensomheden af Benedict Wells.
Brugernes anmeldelser