Den lille pige der havde slugt en sky så stor som Eiffeltårnet

Sprudlende, fabulerende og til tider rablende feel-good roman om en forældreløs pige, et flyvende postbud og så selvfølgelig kærlighed – fortalt med masser af fransk charme.

Puértolas nyeste bog på dansk er en af den type bøger, der både er meget simpel at anmelde og meget svær på en og samme tid. Det er simpelt at skrive ”Fantastisk bog. Læs den!” Det er lidt mere kompliceret at gå i detaljer med den. Handlingen er nemlig kringlet, måske endda lidt pjattet, men også smart og smuk.

Men lad os se om ikke jeg kan folde mit udsagn lidt ud. Romain Puértolas er en nyere fransk forfatter, og det fornemmer man hurtigt. Altså, at der er tale om en franskmand. Oversætteren Agnete Dorph Stjernfelt har gjort et fremragende arbejde og fortjener stor ros. Man er på intet tidspunkt i tvivl om, at man er i Frankrig – bogen emmer af gallisk og især parisisk kolorit, lune og temperament. Man bliver næsten helt frankofil. Hvilket, for en normalvis flegmatisk anglofil som jeg selv, er en noget speciel fornemmelse.

Man hvad handler den så om? Den handler om postbuddet Providence, der falder pladask for en forældreløs og syg pige under et ophold i Marokko. Providence rejser – eller mere korrekt flyver – på tværs af verden for at adoptere pigen, og undervejs finder hun sågar kærligheden. Som sagt kringlet, lidt pjattet, men fremfor alt fint og befriende friskt.

Et stykke inden i bogen udbryder vor heltinde, den ukuelige Providence, da hun er i verbal clinch med en afrikansk charlatan forklædt som en kinesisk ditto: ””Og min røv, er den måske en hønsemås? Jeg forstår ikke sammenhængen,” svarede Providence, som var mere oppe at køre end en racerbil og mere fortabt end en komiker i Star Wars.” Replikken fanger på alle måder bogens humor og vid.

 ’Den lille pige der havde slugt en sky så stor som Eiffeltårnet’ er en eventyrlig fortælling eller magisk realisme, om man vil. Den er befolket med skæve karakterer, og den sprudler og spjætter afsted, og det er både dens styrke men også den svaghed. Personligt holder jeg meget af de lange ordvekslinger mellem pudsige personligheder, men jeg er også svoren fan af Aaron Sorkin. Det er alle ikke, er jeg ganske bevidst om, så nogle vil utvivlsomt finde Puértolas bog langstrakt, ævlende og uden mening. Dem om det.

Puértolas debutroman ’Den utrolige historie om fakiren, der sad fast i et IKEA-skab’ udkom sidste år på dansk og foruden også at have en knap så mundret titel, så ligger ’Den lille pige der havde slugt en sky så stor som Eiffeltårnet’ sig pænt i samme stil og genre.  Det er feel good sommerlæsning, når det er bedst, om end det må indskydes, at debuten havde mere saft og kraft.