Af litteraturstuderende Martin Toft
Hvis man server hårdt
Noget må være gået galt. De siger, vi har begået en fejl. Vi mener, de misforstår os. I en håndfuld byer i mellemøsten brænder Danmarks nationale symboler. I forsvar for ytringsfriheden har Jyllandsposten overskredet et religiøst tabu; med få tegninger har man karikeret over 1 milliard menneskers religion. Vi har udstillet vores fundamentale uvidenhed, og reaktionen passer perfekt til provokationen.
Sådan er det med forudfattede meninger: De er gensidige. Hvis man server hårdt, kommer bolden retur med minimum samme power! De famøse tegninger er et katalog over vore fordomme, og modsvaret følger samme simple skematik: I Danmark har man kun despekt for islam.
De gensidige fordomme dækker over manglende indsigt – politisk, kulturelt, historisk, økonomisk og ikke mindst menneskeligt. Islam bliver praktiseret over hele verden – hver dag og på mange forskellige måder. Få muslimer er radikale fundamentalister, mens hovedparten lever en tilværelse med typiske problemer og gøremål.
Bomberne springer i Irak og Israel, og nu også i europæiske byer som London og Madrid. Men det er ingen nyhed. IRA og ETA har længe benyttet præcis samme strategi. I USA har man en omfattende terrorhistorie og en tradition for at snigmyrde præsidenter. I 1990´erne brugte japanske grupper kemiske terrorangreb, mens RAF terroriserede Tyskland i 1970´erne. Den politiske terrorisme blev vistnok opfundet i en by i Rusland, men det er glemt for længst, undtagen i Moskva, som stadig får dødbringende besøg fra de sydlige provinser.
Det enkelte menneske
Islam er andet og mere end terrorisme. Hvis man har svært ved at tro på det, skulle man til en start læse ”Sharon og min svigermor” (2003) af Suad Amiry (f. 1951). Det menneskelige perspektiv drukner ofte i politiske analyser, men det kan litteraturen heldigvis råde bod på. Amirys lille bog på cirka 130 sider bærer undertitlen ”Dagbog fra Krigen, Ramallah, Palæstina”, og det siger meget om forfatterindens fokus og projekt. I selvbiografiske småtekster følger man, hvordan dagligdagen opretholdes på Vestbredden under de mange udgangsforbud i perioden 2001-2002.
Vi befinder os i et religiøst miljø, hvor man ikke har meget tilovers for besættelsesmagten, men dagbogen er befriende renset for dogmatiske holdninger til religion og politik. Amiry mestrer en svær balancekunst: I ”Sharon og min svigermor” kommer vi helt tæt på, hvordan det enkelte menneske får hverdagen til at hænge sammen midt i en kaotisk krigszone, hvor der ikke eksisterer sikkerhed af nogen slags. Israelerne frygter terrorbomber, mens palæstinenserne frygter de israelske soldater med deres højteknologiske våben.
Dagbogen indledes med en symptomatisk scene. En tidlig morgen klokken 4.30 lander Amiry i Tel Aviv Lufthavn efter et professionelt ophold i London. Hun er træt efter den lange rejse, men bliver tilbageholdt ved det obligatoriske sikkerhedstjeck, og fordi hun brokker sig, udvikler rutinen sig til en langtrukken affære. De mange sikkerhedsforanstaltninger umuliggør diverse handlinger, ikke mindst at palæstinenserne kan blive hentet i lufthavnen af deres familier. Det lille optrin fortæller i miniformat om at leve under en besættelse.
Selv de mindste gøremål og rutiner forvandles til besværlige prøvelser, som ikke mindst tester tålmodigheden og nemt spolerer et nogenlunde traditionelt familieliv. Religion driver muligivis folk til terroraktioner, men evige kontroltjeck har også en del af ansvaret.
Farlig cappuccino i krigszonen
Suad Amiry arbejder på universitet, og bor og skriver i Ramallah. På grund af besættelsen og udgangsforbudet kan hun ikke passe sit arbejde; hun er ofte fanget alene i en minimal lejlighed. Det længste udgangsforbud varer hele 34 dage, men dagligt ophæves forbudet et par timer af den israelske hær, så palæstinenserne kan hente fødevarer m.m.
Køleskabet og telefonen virker ikke – strømmen er gået, så omgivet af et vanvittigt kaos køber hun ind og får samtidig klaret sine sociale behov i farten. I ”Sharon og min svigermor” får man indblik i en enorm frustration og kedsomhed, mens de familiære bekymringer vokser i takt med krisens forværring.
Amirys svigermor er 91 år gammel, men bor uheldigvis lige over for Arafats hovedkvarter, og i ét af bogens mange dramatiske optrin følger man, hvordan forfatterinden sætter livet på spil for at nå frem til den hjælpeløse svigermor, som kun modvilligt forlader sin lille lejlighed.
Når det totale udgangsforbud af og til ophæves, er Ramallah stadig ikke nogen almindelig by. Tværtimod er det en permanent krigszone, og mange veje er regulære skyttegrave. Der er altid støv i luften, de sanitære installationer fungerer heller ikke optimalt, og enhver hverdagssituation kan hurtigt forvandles til en livsfarlig skydebane. En aften vil Amirys mand eksempelvis lave en cappuccino, men larmen fra køkkenmaskinen er tæt på at koste ham livet, fordi han overser, at maskinen lyder en smule som et våben. Dette er typisk: Uroen forplanter sig under læsningen, for man fornemmer hurtigt, at alt potentielt kan ske – når som helst.
Ikke vrede, men sorg
I det hele taget er ”Sharon og min svigermor” en følelsesladet oplevelse. Mange palæstinensere har en lang familiehistorie i de besatte områder, og minderne tynger, når israelerne bogstavelig talt bor midt i familiens private historie. Men hos Suad Amiry er vreden mindre påtrængende end sorgen. Hun giver sin læser indblik i dødens alvor, som alle i Israel og Palæstina kender på nærmeste hånd.
Alle her kender unge mennesker, som har mistet livet alt for tidligt. Man lærer ikke meget nyt om de komplekse politiske og historiske motivationer for konflikten, men i stedet får man indblik i smerten, når en vildfaren kugle pludselig rammer og dræber den helt forkerte person. I Ramallah er tilfældet altid på jagt.
Kommentarer