Af litteraturstuderende Martin Laurberg
30’erne er de nye 20’ere, hævder nogle livsstilseksperter. Pointen med den påstand er, at folk i 30’erne i dag opfører sig, sådan som folk i 20’erne opførte sig før i tiden.
Med andre ord er folk i 30’erne i dag efter sigende en slags post-teenagere, som går i byen og scorer med en hidtil uset desperation og entusiasme i et forsøg på at finde sig til rette og slippe for den tilbagelænede rodløshed, som kun er sjov, når man er teenager (hvilket så altså nu strækker sig, indtil man er 29).
Man skal selvfølgelig passe på med alt for generaliserende karakteristikker af hele generationer. Men hvis man ser på de astronomiske salgstal for Helen Fieldings Bridget Jones’ dagbog og opfølgeren Bridget Jones – på randen af fornuft, kan man ikke undgå at få en fornemmelse af, at der kan være noget om snakken, og at 30’erne måske virkelig er de nye 20’ere.
Næsten helt urimeligt mange har fundet det interessant at bruge tid på at læse om den nogle-og-tredive-årige Bridget Jones’ kærligheds- og vægtproblemer og overdrevne forbrug af sprut, cigaretter og selvhjælpsbøger, og det ville næppe være tilfældet, hvis kun få kunne identificere sig med hende. Hvis Bridget Jones ikke er i samme båd som hovedparten af kvinder i 30’erne, så repræsenterer hun i hvert fald en livsstil, som mange kan sætte sig ind i.
Barbara Cartland revisited?
Nu er identifikation mange ting. Er det ikke netop identifikation med den sagtmodige pige, der mod alle odds ender sammen med den succesrige prins eller hjertekirurg, som ligger til grund for Barbara Cartlands succes? Og er det ikke samme type af søvndyssende indlevelse, der understøtter store dele af Hollywoods mest problematiske produktioner?
Historien om Bridget Jones, som forsøger at få det til at fungere med henholdsvis den flabede forlægger Daniel Cleaver og den mere stabile topadvokat Mark Darcy, og som uden problemer skøjter fra det ene eftertragtede job til det andet inden for kulturverdenen, er uden tvivl mere et drømmescenarie end et virkelighedsportræt (ikke mindst fordi de to mænd bliver spillet af hhv. Hugh Grant og den superpotente Colin Firth i filmatiseringerne).
Bridget Jones’ dagbog spiller uden tvivl på nogle af de samme tangenter, som man kender fra lufthavnslitteraturen. Men når Helen Fieldings bog alligevel formår at gribe og underholde læsere af alle typer, så skyldes det, at hun forholder sig tvetydig til drømmen om succes og evig kærlighed. Mark Darcy – den eftertragtede menneskerettigheds-advokat der fremstår som topmålet af maskulin stabilitet og intellektuel overlegenhed – viser sig at være præcis lige så lummer og fladpandet som enhver gennemsnitlig bar-gæst.
Og den trinde, halvalkoholiserede og uelegante Bridget Jones selv minder mere om en parodi end en rigtig heltinde. Hertil kommer at Helen Fieldings fortælling er bygget op som en spraglet række af barokke forvekslinger og fjollede hændelser, som ydermere bliver fortalt i en nærmest plat sprogbrug.
Tag f.eks. dette eksempel på en panikreaktion efter et mislykket besøg hos en mand: ”[Jeg] vaklede ud på gaden og begyndte at vinke hysterisk efter en taxi som en anden callgirl, der er rendt ind i en kunde, der vil skide hende i hovedet.” Der findes næppe mere prototypiske eksempler på lavkomik.
Den fjollede humor betyder imidlertid ikke, at Bridget Jones’ dagbog er en kritisk pastiche over hverdagsromancer og kvindeligt navlepilleri. Helen Fieldings bog er i bund og grund alvorlig, og trods den parodiske stil er den et empatisk portræt af Bridget Jones, som er lidt for gammel til at have de problemer, hun har, men som alligevel klarer sig udmærket.
Bogens styrke ligger netop i denne balance mellem humor og alvor. I det øjeblik er ved at bliver for triviel, Bridget Jones’ dagbog slår den over i fjollet humor. Og i det øjeblik den omvendt er ved at drukne i sjofle platheder, slår den over i en alvorlig personkarakteristik.
Succes og karriere
I dag taler man om, at grænsen mellem arbejde og fritid er ved at blive udvisket. Det kan betyde flere ting. For det første at man altid er på arbejde, fordi arbejdet udgør så stor en del af ens identitet, at man ikke kan lægge det fra sig, når man har fri. Og for det andet at de ting, der har med fritiden at gøre, i stadig højere grad minder om et arbejde, således at kærlighed, familie, selvværd, fritidsinteresser, god kondi, madvaner, udseende etc. er statussymboler, som man stræber efter, som var det et godt job.
Kort sagt at livet som sådan i stadig højere grad minder om et karriereræs. Hvis 30’erne har overtaget 20’ernes rolle som den alder, hvor man afsøger sine muligheder, så er det formentlig med et øget fokus på at skabe sig en acceptabel og misundelsesværdig tilværelse.
Bridget Jones’ dagbog er et portræt af og en kommentar til denne situation, hvor livets forhold i vid udstrækning er gjort til en jagt på status. En af årsagerne til at bogen er så god – for det er den og ikke kun for damer i 30’erne – er, at den forvandler karriereræset til et spil mellem romance og lavkomik. Hvis Helen Fielding havde skrevet en satirisk kritik af småborgerlige damers higen efter succes, havde resultatet formentlig været langt mindre interessant. Nærmere end at kritisere giver Bridget Jones’ dagbog et alternativ til den målrettede optimering af privatlivet i form af humor og sentimentalitet.
Det er en rørstrømsk og letforståelig bog, men den er det på en selvironisk og bevidst måde.
Kommentarer