I ’Fiskepigen’ bygger Søren Jessen sin fortælling op med klimakrisen som klangbunden, der relaterer sig til børns virkelighed og oplevelser i en hverdag, hvor klimaet står helt oppe på øverste hylde på mediernes dagsorden.
Jessens grafiske børnebog ’Fiskepigen’ tegner et scenarie, hvor verdenen, som vi kender den, er blevet oversvømmet, og to børn, en pige og hendes lillebror, Frede, er fanget alene på en bakketop.
Omverdenens inspirationskilder
Vi sidder udenfor på en café på Klostertorvet i Aarhus under en brændende sol i omgivelser, der giver en fornemmelse af, at vi kunne befinde os midt i bogen, for der kan let dannes associationer til ’Fiskepigens’ billedmateriale. Det giver god mening, for bygningerne set fra hjørnet af Klostergade og Klosterport, der ligger et stenkast fra, hvor vi har sat os, er skitseret i en druknet version på en af siderne, hvor der i stedet for mennesker svømmer en stime af fisk rundt på gadeplan.
Krydset ved Aarhus Rådhus har Jessen (også i dette værk) "set sit snit til at snige ind”, men han understreger, at det ikke er en ”Aarhus-historie”, han har lavet og viser, at Københavns metro, Cityringen, også er med, og at det er stærekassen ved Det Kongelige Teater, som dekorerer forsiden. Da bogen skal læses som en fremtidsfiktion, skal genkendeligheden ikke være stedsspecifik:
”Jeg tog til København i nogle dage og fotograferede alle mulige steder, efter jeg havde tegnet Rådhuspladsen i Aarhus. Det skulle nemlig være et ikke-sted, og det kunne være en hvilken som helst by. Jeg har nemlig tænkt, at handlingen foregår ude i en nær fremtid, hvor vandet er steget og hvor byen ligger under vand. Men hele sekvensen, hvor byen er oversvømmet, forestiller jeg mig, er pigens fantasi. Hun ønsker at komme væk fra øen, som hun er på, for på et tidspunkt vil deres hus også blive oversvømmet, og så møder hun en enorm torsk mellem træerne, som tager hende i munden og får hende væk fra den.”
Jessens virkelighedsvendte blik og sans for detaljer omkring sig bliver også tydelig, da han midt i vores samtale får øje på et butiksvindue hos ’Rains’, hvor mannequindukker står udstillet med regnsæt i blå og gule farver, som er de samme to farver, han har valgt til sin bog, fordi ”de går godt sammen og det gule drager ens blik”. På udstillingsvinduet står der skrevet ”drip, drip, drip” og skaber i situationen undergangsstemning og uhygge som i bogen. Det er ikke tilstræbt fra Jessens side, men pigens gule regnfrakke på bogcoveret kan minde om Greta Thunbergs ikoniske outfit, og hun advarer jo netop mod, at klimaforandringernes syndflod kan være på vej lige rundt om hjørnet, i og med at polerne allerede smelter. Som Jessen selv udtrykker, kommer det stigende hav i ’Fiskepigen’ på paradoksal vis tæt på, når der ikke er udsigt til en eneste dråbe regn på dagens skyfrie himmel.
Klangbund i klimaforandringerne
Naturkatastrofen i ’Fiskepigen’ gør det nærmest umuligt at komme udenom at snakke om Cli fi (climate fiction), der ligger som en slags subgenre til science fiction, men som udover dette dystopiske afsæt er en samlet betegnelse for kunst, som beskæftiger sig med de globale klimaudfordringer.
At bogen bliver indtænkt i klimagenren, kan Jessen godt forstå, og han peger selv på et billede i bogen, der indikerer, at en stor del af de klimaændringer, vi ser i dag, er menneskeskabte. På opslaget stiller børnene alle Fredes biler og dinosaurer op i lige rækker ved siden af hinanden, og Jessen synes, det viser absurditeten i, at mennesket uden videre giver grønt lys til sin egen races udryddelse:
”Det er to parallelle forløb: biler med mennesker og dinosaurerne er afsted ud over ørkenen mod horisonten i det øde. På vej ud i ingenting. Dinosauren minder os om, at de faktisk fyldte ret meget på jorden engang. Med et var de væk på grund af nogle ydre omstændigheder, som de ikke engang selv havde skabt. Vi kan måske forsvinde med et på grund af omstændigheder, vi selv har skabt. Det er da skæbnens ironi. Og det er en bitter pille at sluge: Dinosaurerne kunne ikke selv gøre for det, men menneskeheden, denne her intelligente, højt avanceret race, udsletter sig selv. Hvor dumt er det ikke?”
Selvom det kan virke sådan, og klimafiktioner er et brandvarmt litterært emne, har Jessen ikke på forhånd tænkt, at han skullet udgive sådan en. Jessen vil ikke opdrage børn til noget, og derfor lægger ’Fiskepigen’, som meget af Jessens forfatterskab, op til mangfoldige fortolkninger, fantasi og åbne slutninger. Når Jessen strukturerer et plot, er det med henblik på at give børn en god historie og skaber det ud fra det, han ser, og motiver, han fascineres af, som f.eks. en af sine sønners legetøjsdinosaur, som han også tidligere har brugt i ’Dino’, en bogserie for små børn. Ofte indarbejder Jessen bare ting i teksten og må senere skære det overflødige fra. Andre gange kan de mere, end han selv anede, som tilfældet med dinosaurerne.
Jessen fortæller, at ’Fiskepigen’ i første omgang blev til ud fra et ønske om at arbejde videre med stilen, tempoet og et bærende princip, han også brugte i ’Vilnis og Tropehjelmen’, hvor han lader en jeg-fortæller sige noget helt andet, end det tegningerne viser. Først herefter tænkte han på, at en klimahistorie kunne være en mulighed:
”Min ambition var først og fremmest at lave en fortælling, der ikke var 1:1, for på den måde synes jeg, at jeg kan nå helt andre steder hen med det samlede værk. Klimahistorien blev en mulighed, for hvis verden virkelig er oversvømmet og vi har nogen, der tilsyneladende sidder i sikkerhed, så kunne jeg lade storesøsteren dække over, hvor slemt det i virkeligheden er overfor hendes lillebror, der er udviklingshæmmet. Så har vi straks en historie og en jeg-fortæller, som muligvis ikke er helt pålidelig.”
’Fiskepigen’ tematiserer i lige så høj grad som klimaet fraværende forældre, familierelationer og formidler smertefulde følelser gennem pigen. Hun må være den store og tage sig af sin lillebror, og på et af billederne ligger hun og flyder i sine egne tårer. Det er et tema, der ligger Jessen nært, fordi han selv som barn har oplevet at skulle være den store og nødt til at være ansvarlig overfor en mindre søskende. For ham er ’Fiskepigen’ også en positiv historie om en sej pige, der skal klare sig igennem en yderst vanskelig situation.
Klimaet er ikke det, det hele handler om, men klimavinklen gør, at ’Fiskepigen’ er med på klimabølgen. Det er alvorlige emner i Jessens seneste udgivelser, hvor man ikke bare kan slå det hen og sige, at det blot er fiktion. Historien er vedkommende og relaterer sig i mere eller mindre grad til læserens hverdag:
”Klimaet er ikke hovedperson. Klimaet er derimod baggrunden, som historien udspiller sig på og en udløsende faktor. Men det er en klangbund, som ligger i baghovedet på enhver, som læser denne bog og som mere eller mindre ubevidst ligger og rumsterer. Det er en bog, der udspiller sig på en bund af tendenser, som vi allerede ser nu og som er ekstrapoleret ud. Med klimaet helt oppe på øverste hylde på mediernes dagsorden tror jeg, at de fleste har et eller andet med fra deres hverdag, hvor denne her historie måske skubber til noget, de allerede har tænkt. Der synes jeg, at det er spændende at have et barn som læser, som allerede har hørt en masse om klimaet.”
Kommentarer