Islændingesagaernes verden

Gyldendals 6 binds udgave er pragtfuld læsning og vil pryde enhver reol.

Den berømte islandske håndskriftindsamler Arne Magnusson (1663 – 1730) havde en skriver ansat ved navn Jón Ólafsson, som engang gav en meget lakonisk karakteristik af de islandske sagaer: De handler om bønder, der slås. Og det er ikke forkert. Islændingene var på den tid åbenbart både ærekære, nidkære og trættekære for nu at bruge nogle gammeldags udtryk. I hvert fald handler mange af sagaerne om stridigheder, krænket ære og slægtsfejder. Men de handler også om handlekraftige mænd, unge helte, mænd med udlængsel og lange rejser, kamp om kongemagten og meget andet. Og ja, kvinderne er der også.

Alt sammen er med til at gøre sagaerne spændende og meget læseværdige. Ud over de egentlige sagaer findes også de såkaldte totter, som er generelt kortere og mere novelleagtige fortællinger. Blandt de mere kendte sagaer, der er med i samlingen, er 'Njals saga', som er den mest omfangsrige, 'Egils saga', 'Erik den Rødes saga' og 'totten om Bolle'.

I 2014 udkom en samlet udgivelse i ny oversættelse af samtlige sagaer og alle 49 totter på Saga Forlag. Og i september 2017 udgav forlaget Gyldendal en 6 binds udgave med et udvalg af sagaer og totter under redaktion af Annette Lassen, der er lektor på Københavns Universitet. Ud over bindene med selve sagaerne er der et supplementsbind med titlen ’Islændingesagaernes verden’, der er skrevet af Annette Lassen og giver rigtig god viden ikke bare om sagaerne, men også om tiden, de er skrevet i.

Hvert bind er udstyret med en alfabetisk ordliste bag i bogen. Her kan man læse om betydningen af både kendte og ukendte begreber. Et eksempel på det første er begrebet vinter, som i vores kultur dækker over kalendermånederne december til og med februar. Men i datidens Island er det en længere periode fra mellem 10. og 17. oktober til midt i april.

Selv om oversættelserne er placeret på flere hænder, er der en stor grad af kongruens i denne fordanskning. Det betyder dog ikke, at alle sagaer og totter er ens at læse. De er forfattet i perioden 930 til 1030, og i løbet af den periode har måden at fortælle på undergået forandringer i takt med modeluner.

Forsiden på alle bind er prydet af et stiliseret tegning af et vikingeskib, set forfra på et stiliseret hav med himlen som baggrund. Hvert bind har sine egne farver. De vil pryde enhver reol.