Anmeldelse
Sommetider tænker jeg på, hvor uendeligheden ender af Inger Tobiasen
- Log ind for at skrive kommentarer
En filosofisk, smuk og velskrevet billedbog om at undre sig.
Inden man skal sove, er det ofte sådan, at de store tanker myldrer frem. Uanset om de omhandler reelle problemer, eller overhovedet forholder sig til noget faktuelt, påvirker de vores måde at opfatte verden på.
Der er mange mærkelige og eksistentielle tanker, der har det med at dukke op, lige når man skal sove. Drengen i den fine og tænksomme undrebog ligger i sin seng og spekulerer på, om fisk mon sover? Måske er det i virkeligheden dumt at sove, dernede i vandet, for bag en tangbusk, står garanteret en stor fisk og bare venter på, at man skal være uopmærksom.
Nogle tanker skulle helst blive ude! Især de tanker der handler om noget man har gjort, som er forkert og som man bittert fortryder. Hvor kommer tanker egentligt fra? Bor de et sted over skyerne, inden de suser ind i vores hoveder? Hvis man tænker for meget på himmelrummet og uendeligheden, kan man føle sig ganske fortabt, fordi nogle tanker bare er for svære og store at rumme. Hvis der findes engle, hvordan mon de så ser ud? Hvordan ville det være at prøve at være en anden? Kunne nogen mon tænke sig at være mig? Er drømme sådan nogle, der bare tager et menneske og siger’ ham snupper jeg’, og så bliver man hevet ud af sengen og med i drømmens stykke? Hvad vil det sige at elske? Skal man være bange for døden? Hvem har døbt et dyr "giraf", kunne det ikke lige så godt hedde ’Pimmelut’, ’Bawamba’ eller ’Gamputi’? Hvor ender uendeligheden, og hvad ender den i? Og hele tiden samles tankerne om Carla, og den dårlige samvittighed. Bare man var en fisk, så behøvede man ikke at sove og drømme…
Jeg er meget begejstret for måden hvorpå, Inger Tobiasens stiller universelle spørgsmål om livet, døden, universet og alt det andet fra et barns udgangspunkt eller fra et menneskes. For voksne har heller ikke svarene, de glemmer blot at undre sig. Hvert opslag betragter nye punkter for undren, og Inger Tobiasens illustrationer er en vidunderlig blanding af akvareller, streger og fotos. Fælles for illustrationerne er drengen, der ligger i sin seng og kigger op over dynen. Selvom tankerne og de mange spørgsmål vælter op, som tanker nu engang gør, er hele bogen bundet sammen af de tilbagevendende tanker om Carla. En ualmindelig vellykket og filosofisk billedbog fra 4-årsalderen.
Brugernes anmeldelser