Bog

Der var engang for længe siden

Af (
2021
)

Anmeldelse

Der var engang for længe siden

22 okt.21

Ambitiøs, smuk og cirkulær billedbog om tiden.

Bogens sider bliver mindre, efterhånden som man bladrer, indtil man når den mindste side, som er i midten af bogen. Derefter begynder siderne igen langsomt at blive større.

På første side ser man meteorer, mørke og kaos, og teksten fortæller, at man her befinder sig for milliarder af år siden, da jorden blev dannet. Næste side viser et billede af dinosaurerne, og nu har man bevæget sig frem til nogle mio. tilbage i tiden. På den måde bevæger bogen sig med store skridt, år, måneder, uger, dage og minutter, frem til vores tid. Rejsen slutter med et stjerneskud i midten af bogen og teksten: ”Nu! Ønsk!”. Herfra handler bogen om fremtiden, og tiden bevæger sig nu fremad: ”Hvor er du i eftermiddag?” eller ”Hvad laver du om 10 år?” og ”Hvad ønsker du dig for fremtiden?”. 

'Der var engang for længe siden' indbyder til eftertanke og samtaler om verden og livet. Bogens opbygning med sider, der varierer i størrelse, understreger bogens budskab og gør den særlig fin. Der står kun en enkelt sætning, nogle gange blot et ord, på hver side, hvilket også forstærker den ro, bogen indbyder til. Illustrationerne er flotte i en form for collage og har stærke, klare udtryk. Uden en voksen til at snakke med barnet om de forskellige nedslag i bogen, tror jeg, at den kan være svær at afkode for målgruppen, men den er rasende interessant og kan danne ramme for nogle gode filosofiske samtaler.

Bogdetaljer

Forlag
Turbine
Oversætter
Marie Brocks Larsen
Faustnummer
39152479
ISBN
9788740666335
Antal sider
0

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind for at skrive kommentarer