Bogen om verden

Johan Olsens begejstring smitter, når han forklarer komplekse naturvidenskabelige emner i en lettilgængelig form.

Johan Olsen er bedst kendt som forsanger i punkrock-bandet Magtens Korridorer, men faktisk er hans store passion naturvidenskab, nærmere bestemt forsker han i proteinkrystallografi. I denne bog får han formidlet komplicerede emner på en måde, så alle, der ikke lige forstår eller interesserer sig for naturvidenskabelige emner, burde kunne få en fornemmelse af, hvad naturviden skab er – vel at mærke uden at føle sig overvældet.

Johan Olsens formål med bogen har været at fortælle om naturvidenskaben på en måde, så det er sjovt og giver nogle aha-oplevelser. På bogens bagside står der, at bogen er henvendt til en aldersgruppe, der hedder +11 år, og det er nok meget rigtigt – men den er ikke kun for børn; den er for alle over 11 og dermed også for voksne. Der bliver tegnet, fortalt og forklaret, så der burde være grobund for en forståelse – eller om ikke andet så en nysgerrighed på emnet.

Hans begejstring for og glæde over naturvidenskaben strømmer ud af teksten. Tonen i sproget er let og legende.  Flere gange taler han til læseren, spørger for at få dig til at tænke eller opfordrer til at undersøge emnet nærmere. Når han skal give eksempler for at forklare et emne eller en teori, så kæder han dem sammen med vores hverdag. F.eks. bruger han en fed kats bløde mave til at forklare rumtid og rummets krumning eller fortæller, at mennesket ”har en hjerne, der klart er den vildeste, Jorden endnu har set(…) Men på en masse andre områder, er de ikke så dygtige. De løber ikke hurtigt, deres lugtesans er ikke noget at blære sig over, og de kan ikke flyve. Men de kan spille yoyo, hvis de øver sig. ”

I bogens introduktion fortæller forfatteren, at det er en bladrebog. Og det er den; den kan sagtens læses plukvist. Undervejs i bogen gør han ofte opmærksom på, at den viden, vi har lige nu, flytter sig hele tiden, og at den viden, han dermed præsenterer i bogen, både har ændret sig, mens han skrev bogen, og at den vil ændre sig igen senere.

Naturvidenskab er ikke min force. Jeg var ok til det i minskoletid, forstod logikken (når der var én) og syntes, eksperimenterne var sjove, men ikke nok til at det lige skulle undersøges nærmere. Jeg vil ikke påstå, at jeg nu forstår alt, men jeg føler mig oplyst og har fået et indblik i nogle af de overordnede emner i naturvidenskaben. Endelig kan jeg fortælle, at min 12-årige datter læste lidt med på sidelinjen, og hun syntes, det kunne være en fed bog at bruge i faget Natur og Teknik i skolen – det er da en kompliment, der vil noget.