Anmeldelse
Hovedbrud af Johan Olsen og Vincent F. Hendricks
- Log ind for at skrive kommentarer
Forfatterne tager små og store spørgsmål op og vender og drejer dem i et forsøg på at kaste et både naturvidenskabeligt og filosofisk lys på tingene.
Hovedbrud vil sige, at man tænker meget over nogle ting, men ikke helt kan finde en løsning – og verden er fuld af hovedbrud. Vincent F. Hendricks er ekspert i logik og filosofi, og Johan Olsen er ekspert i naturvidenskab. Begge videnskaber beskriver verden, men på hver sin måde.
Logik er delvist et spejl af den måde, vi tænker på, og handler om argumentet, modsigelsesfrihed og gyldighed. Naturvidenskab forsøger at beskrive, hvordan verden rent faktisk ser ud. Alt, vi oplever og sanser, modelleres i vores hjerne, så det passer til vores følelser og erfaringer – en subjektiv tilgang til verden, som ligger langt fra den naturvidenskabelige model. De to eksperter giver opklarende forklaringer på væsentlige og varme emner som for eksempel klima, angst, rum og uendelighed, og tildeler problemstillingerne spændende vinkler fra hver deres felt, som bidrager til uddybende og flersidede svar på verdens mest tilstedeværende spørgsmål.
Bogen er en ny og spændende måde at formidle naturvidenskabeligt materiale på. De to forfatteres forskellige vinkler skaber et bredere perspektiv hos læseren og får os til at overveje egne konkrete opfattelser af begreberne.
'Hovedbrud' er krydret med utroligt fine illustrationer af Rikke Bisgaard, der også har illustreret biografierne ’Fuld af liv - Natasja’ og ’Spillemand - Kim Larsen’. Hun gør bogen levende og tilfører masser af humor gennem sine finurlige og livlige illustrationer. Jeg er meget imponeret over den forståelige, konkrete tilgang til lidt diffuse begreber, som provokerer til nye måder at tænke på.
Brugernes anmeldelser