Månen over Bella Bio

Og hvad er det så med den måne? Jo, titlen er fra historiens mormor, der siger, at månen hver søndag stod halvt over Bella Bio. Den anden halvdel var hældt ned i biografen!

Vi er nogle, der går rundt med 50’erne i vores hjerter, for det var dengang, alting – livet, verden, barndommen – for os tog sin begyndelse. Jeg er én af dem, og Bjarne Reuter er en anden, og han er god at alliere sig med, for han kan det med at fremkalde eringdringsbillederne og lade dem leve, med humor og alle sanser åbne.

Og så får vi historien om en københavnsk dreng i Brønshøj i sidste halvdel af 50’erne, i et spartansk, respektabelt, socialdemokratisk hjem, hvor far arbejder ude, mor hjemme, og familiens to drenge leger med de andre børn i gården. Vi er i et Bjarne Reuter-univers, som vi kender det fra ’Zappa’, ’Når snerlen blomstrer’ og ’Buster’.

Jeg-personen skal snart begynde skolen, da bogen starter og ved dens slutning, ca. seks år senere, sidder han med sin pige og ser 'Spartacus' i Bella Bio.

Kapitler med ’Buster’-agtige overskrifter er rammen om episoderne, hvor vi følger drengen i det nære miljø, i familien eller blandt kammeraterne i gården. Vi hører om Marianne, der for en halv pose strandgrus og en mønt fra Norge lover at vise sine bryster frem og om lille Ole, der hejses op i et højt stillads, så han kan se de nyligt opsendte sputnikker og bliver glemt, så han må sidde der til næste morgen. Og det hele foregår med den statelige Grundtvigskirke som tilskuer.

Det er mor, der står for opdragelsen, hende, der sætter reglerne, og mormor lukker op for verden og drømmene. Mormor kan fortælle, at man får gule øjne af at se på efteråret og slør i blikket af at savne.

Vi får også afdækket tidens klasseforhold – det er tiden, hvor nogle får køleskabe, vandvarmere og endog biler og nye lejligheder, mens andre må vente.

Barndommen sættes hos Bjarne Reuter lig med længslernes drømmeland, et land, der er dømt til at tabes – og første tab sker den dag, man begynder i skole, men tabet åbner også til verden og mulighederne!
Der er jo en grund til, at Bjarne Reuter vil fastholde billedet af denne uskyldens tid, og netop i 50erne kunne en  barndom være sådan, for han hader det, der kommer lige efter: nemlig den periode, hvor overgrebet på børnenes barndom finder sted, dengang man puttede små børn i institutioner fra morgen til aften og erstattede samværet i familien med tv-kiggeri.

I 'Månen over Bella Bio' bliver jeg skrevet lige lukt tilbage til tiden, hvor jeg, jævnaldrende med Bjarne Reuter, gik og cyklede i præcis den samme geografiske lilleverden, en verden, der var fuld af tabuer og skjulte ting og muligheder, en verden der ikke nødvendigvis var harmonisk og lykkelig, men fri og åben for initiativer og rig, selvom den var karrig på materiel overflod. Det var før tv’et blev allemandseje, hvor man om aftenen i stedet for at se fjernsyn spillede kort, ludo og læste, og v.hj.a. bøgerne fik skabt sære og elskelige væsener, som udvidede ens univers, eller man legede med alle de andre børn, der boede og levede i huset og gården.

Jeg kender ikke nogen dansk forfatter, der kan beskrive en barneverden så mesterligt, så rørende og ind imellem tragikomisk sandt: ”Sådan var det jo, lige præcis sådan”, fristes man til at juble den ene gang efter den anden, mens man læser. Sproget balancerer mellem barnets begrebsverden og den voksne fortællers humoristisk/alvorlige distance. Her er ingen falsk nostalgi eller sentimentalitet.

Det er en meget smuk og meget morsom bog. Den er varm og øm og frodig og blufærdig. Den er fræk og sjov. Og sproget – det er vidunderligt, poetisk! Det er ganske enkelt en helt forunderlig bog, som jeg har læst flere gange – og det hører bestemt til undtagelserne for mit vedkommende. Jeg bliver næsten altid skuffet, når jeg genlæser.

Læs Bjarne Reuter og hans ”erindringer”, lige meget hvor eller hvornår dit liv har taget sin begyndelse! Du bliver ikke skuffet!