Den iranske gartner

Halvfjollet historie drevet frem af samfundspisk fuld af slapstick humor.

Vi kan ikke komme uden om det. Bjarne Reuter er noget af en institution inden for dansk litteratur – han har skrevet poetiske, humoristiske fortællinger for børn, storslåede historiske bøger, episk fantasy, krimier og nu går han nye veje med en satirisk-fabulerende roman, der forsøger at udstille det danske samfund anno 2008.

Det er en værre suppedas lige fra starten. Hos arveprins Bernhard i Rudersdal Kommune bliver slottets iranske gartner fundet med hovedet nede i en gryde minestrone, iført gummibukser og en sjov hat. Inden gartneren endte i minestronen, var han deltager i en sexleg med arveprinsen aka bloodie Bernie.
Situationen er ret prekær - kommissær Stelman sættes på sagen sammen med sin bøvede assistent Rasmus, og sammen prøver de tappert i bedste dansk folkekomediestil à la Walther & Carlo at dække over forbrydelsen for at forhindre en rullende snebold af katastrofer. Det danske monarki er i fare og måske også landets diplomatiske forbindelse til Iran.

"Den iranske gartner" er en rutsjebanetur gennem over- og underdanmark. Reuter har virkelig spidset blyanten og giver den gas som manden med det store samfundsanalytiske overblik og den skarpe tunge – intet slipper forbi satiren; spindoktorerne, rockerne, politikerne, bibliotekerne, intolerancen, dobbeltmoralen, middelmådigheden og især monarkiet får enten en hentydning eller en kvik bemærkning med på vejen. Romanfigurerne halser rundt og serverer slapstick-kommentarer, altimens historien ruller smidigt afsted, mens Reuter leverer sine halvsure samfundsspark til højre og venstre.

Hvis jeg skal være ærlig, og det vil jeg egentlig helst, blev jeg hverken ramt af historie eller den potentielle morskab. I stedet lå min skuffelse konstant på vippen til alarmerende irritation. Reuters fiktive troldspejl af Danmark efterlod mig med et ændret billede på en af landets mest succesrige forfattere og ikke af det samfund, jeg lever i. Jeg tror ikke, at det var meningen.

Gyldendal, 2008. 280 sider.